Haderuplund med græsstier

Livslang kærlighed til planter belønnes

Hos ægteparret Lise og Anders Holm, Haderuplund, bliver der stadig eksperimenteret med nye buske og træarter, fundet på nye tiltag og i allerhøjeste grad taget hensyn til naturen, selvom det er 48 år siden, de overtog ejendommen efter Lises forældre. Ægteparrets store indsats hædres nu med et legat på 15.000 kroner fra E.M. Dalgas’ Mindelegat, der administreres af Hedeselskabet.

Planteinteressen har Lise Holm med fra sin morbror, der var gartner i Viborg. Lise har som barn gået mange ture med ham, og undervejs blev hun undervist i navnene på de planter, de så. Men det var ikke bare de danske navne, det var også planternes latinske navne, der skulle være på plads, inden hun startede i skole.

Denne viden blev til en livslang kærlighed til planter og en glæde, som hun delte med sin kommende ægtefælde, Anders, da de lærte hinanden at kende. Senere udlevede de interessen i deres bestræbelser på at beplante nye arealer både på ejendommen Haderuplund, men også som aktive deltagere i plantningssagen. F.eks. er Anders Holm i bestyrelsen for Aulum - Haderup Læplantningslaug.

Stor variation og smalle arealer
Den store variation over brugen af ejendommens 65 ha ses tydeligt på det markkort, som er udskrevet af SAGRO i 2023. På kortet optræder ikke mindre end 12 forskelligt farvede arealer på mellem 0,4 og 14,3 ha, blandt andet brakområde med blomster eller sommerslåning, havre, vårbyg, skov og permanent græs i flere varianter.

Langt de fleste af arealerne er smalle og aflange med en tydelig reference til, at vi her er på en hedeegn, hvor de første, vigtige beplantninger var de lange læhegn tæt på hinanden, således at den ubarmhjertige vestenvinds hærgen blev minimeret, og jorden kunne danne baggrund for en families liv og indtægt på de sandede arealer.

Det er plantningskonsulent Christen Nørgaard, HedeDanmark, der har indstillet ægteparret til legatet, der uddeles til personer, der har gjort en særlig indsats for plantningssagen. Lise og Anders har da også selv stået for at plante, renholde og udtynde de planter, de har købt af Hedeselskabet og HedeDanmark gennem tiden. Ægteparret har plantet mange læhegn, en del småbeplantninger i hjørner og kiler, som de har udset til at være gode steder til vildtet.

Vi har meget vildt her på ejendommen og ser både rådyr, dådyr og kronvildt, men driver ikke jagt herpå. I en af vores skovindhegninger går i øjeblikket et rådyr. Jeg kan ikke forstå, hvordan den klarer sig der, da det er et mindre areal.

Anders Holm
Haderuplund

De har rejst cirka 10 ha skov med lysninger og stier, hvor der er sået græs, som slåes hvert år. Skoven er åben for byens borgere og indeholder også et område, hvor hundene kan løbe frit.

Lise og Anders Holm har været aktive i plantningssagen gennem hele deres liv på Haderuplund. De har ikke tidligere fået tilskud til deres tiltag – udover at de har modtaget tilskud til deres skovrejsning. Derfor fortjener de en anerkendelse for deres store indsats.

Christen Nørgaard
HedeDanmark

Mon ikke legatet vil blive anvendt til nye beplantninger? Måske op mod den nye omfartsvej, hvor Lise og Anders Holm allerede har plantet de første træer.

Lise og Anders Holm på Haderuplund
kvægrace Tiroler Grauvieh

Kærlighed til planter og dyr

Lise og Anders Holm i den del af skoven, der blev plantet i 2010. Ægteparret står med det diplom, der følger med legatuddelingen. 


På Haderuplund var der tidligere en kvægbestand på 30 jerseykøer. Men på en ferietur til Østrig faldt Lise og Anders Holm for den lokale kvægrace Tiroler Grauvieh, der er kendt for sit rolige temperament og lette kælvninger. Og nu går der så ti styk af racen og afgræsser nogle af ejendommens arealer.

E.M. Dalgas' Mindelegat

Legatet administreres af Hedeselskabet og gives som støtte til eller præmiering af personer, institutioner eller sammenslutninger, der yder en særlig indsats inden for beplantning, læplantning og kultivering. Legatet uddeles i portioner på 10.000 kr. eller mere.

Legatet blev uddelt sidste gang i juni 2023 og der er ikke flere midler til uddeling.