Mere fokus på forbrugerne
Mette Mikkelsen er faglært landmand og produktions- og virksomhedsleder. Hun er opvokset på forældrenes kvæggård, hvor hun siden 2016 har været ansat som fodermester. Under sin uddannelse arbejdede hun med alternativ afsætning af mælken, og det har hun koblet sammen med et stigende ønske fra forbrugerne om at købe lokalt og vide, hvor produkterne kommer fra. Mette Mikkelsen tror på, at danske landmænd bliver nødt til at have mere fokus på forbrugerne og deres ønsker. For som hun siger, så er det jo i sidste ende forbrugerne, som skal købe en stor del af landbrugets produkter.
Et arrangement som åbent hus i forbindelse med at køerne kommer ud på græs er et godt eksempel på et initiativ, der kan være med til at skabe bro mellem land og by. På sådan en dag har Mette Mikkelsen og familien tidligere haft mellem 600 og 800 besøgende.
Edvard og Ane Agerholms Legat for Mettes ihærdighed og gå-på mod
Mette Mikkelsen bliver nu præmieret for sin indsats med 10.000 kroner fra Edvard og Ane Agerholms Legat, som uddeles af Hedeselskabet. Mette Mikkelsen får legatet, fordi hun nærmest fra bar bund har opbygget et moderne ”mini”-mejeri kun med opbakning og råd fra familien og med lidt sparring fra en tilsvarende virksomhed i Thy.