Æbleplantage skal skabe et varigt minde om Kulturfest 2021 i Voldum
På et stykke ubebygget areal i byen har Lokalrådet fået en kommunal tilladelse til etablering af en æbleplantage. Det har Hedeselskabet valgt at støtte med E.M. Dalgas’ Mindelegat.
På et stykke ubebygget areal i byen har Lokalrådet fået en kommunal tilladelse til etablering af en æbleplantage. Det har Hedeselskabet valgt at støtte med E.M. Dalgas’ Mindelegat.
Corona har også præget den østjyske by Voldum ved Hadsten, og det betød blandt andet, at Kulturfesten 2021 ikke blev én fest men i stedet blev til et kulturår med mindre arrangementer hver måned, og som strækker sig ind i 2022. For Lokalrådet var det ikke nok med arrangementer for byen og byens borgere – de ønskede at sætte et varigt minde om Kulturfesten 2021.
Kasserer Lis Bilde fortæller:
Vi var samlet på et lokalrådsmøde, og så opstod ideen om at plante en æbleplantage. Vi var så heldige, at kommunen havde et stykke jord i byen, som de ikke må bygge på, og der har vi fået lov til at anlægge en æbleplantage. Vi har plantet halvdelen, og resten bliver plantet efter sommerferien.
Voldum har tidligere været kendetegnet ved mange æbleplantager. I begyndelsen af 1800-tallet tog Jens Christensen, som senere blev Danmarks første bonde i Landstinget, initiativ til at plante en stor æbleplantage ved sin gård, og det inspirerede andre bønder til at gøre det samme.
”Derfor synes vi, at det giver rigtig god mening med en æbleplantage, som også kan give anledning til nye fællesskaber. Vi har et stærkt lokalsamfund, hvor der er plads til alle, og hvor vi får ting til at ske – og det er aldrig et problem at få frivillige. Vi nedsætter et æblelaug, som kommer til at være tovholder på projektet, og udover at vi får en dejlig æbleplantage, hvor man kan opholde sig, så kommer der også podekurser og ciderproduktion. Der bliver både noget for børnefamilierne og for de ældre, og det passer godt til vores slogan ’Voldum – hele livet’,” fortæller Lis Bilde.
Legatet anvendes til etableringen af æbleplantagen, der er beliggende midt i byen tæt på hal og friskole.
Hedeselskabets lokale ambassadør, Hother Hennings, overrækker her det synlige bevis på uddelingen af E.M. Dalgas’ Mindelegat til Lis Bilde fra Voldum Lokalråd.
Du bruger en forældet browser. Vi anbefaler at du opdaterer til en nyere og mere sikker browser. Vores website er ikke udviklet til at understøtte denne og det kan opføre sig uforudsigeligt.
Vi anbefaler at du henter Google's Chrome browser her eller Mozilla's Firefox browser her.