Kort fakta om projektet
Den gamle vandpumpemølle Nylandsmølle ved Dybsø Fjord sydøst for Næstved er restaureret og er ved at blive indrettet som naturbase.

Årstal: 2019

Område: Sjælland

Kategori: Landområder, Uddelinger

Nylandsmølle som naturbase

En uddeling fra Hedeselskabet skal forbedre adgangsvejen fra land og fjord til Nylandsmølle ved Næstved og derigennem bidrage til formidling af flere hundrede års dansk kultur- og naturhistorie.

Den gamle vandpumpemølle Nylandsmølle ved Dybsø Fjord sydøst for Næstved er restaureret og er ved at blive indrettet som naturbase med madpakkehus og læringssted for børn og unge.

Det er Dybsø Naturskole, der sammen med mølleejeren, Gavnø Gods, har fået ideen til at bruge møllen som åben naturbase. Hedeselskabet har støttet projektet med midler til sikring af udendørsarealer og adgangsforhold til møllen.

Kultur- og naturhistorie
I 1690’erne blev godt 140 ha af Dybsø Fjord inddæmmet med det formål at bruge den som landbrugsjord for Gavnø Gods. Inddæmningen skete ved digebyggeri og opførelse af flere vandpumpemøller. Det var Danmarks første større landvindingsprojekt; Nylandsmosen. De fleste gamle vandpumpemøller er væk i dag, men Nylandsmølle står endnu, dog uden vinger.

Inde i møllen vil der være en fast udstilling med oplysninger om, hvad man kan se ud ad vinduerne af flora, fauna, vand, marker, skove og bygninger, ligesom der vil være en fortælling om møllens og inddæmningens historie.

Udover at møllen i sig selv er et fantastisk bygningsværk med en unik historie, så er der fra møllen desuden en smuk og vidtrækkende udsigt over Nylandsmosen og Dybsø Fjord. Det er en af Danmarks reneste fjorde med lavvandede sandbanker, der giver området international betydning som spisekammer for store flokke af ande- og vadefugle. Området er et Natura 2000-område.

nylandsmoelle_broen.jpg

Formidling i børnehøjde
Formålet med projektet er at bruge Nylandsmølle med den unikke placering og særegne historie til at udvide børn og unges muligheder for natur- og kulturoplevelser. Naturskolen vil bruge møllen og området omkring til udflugter med børnene, ligesom flere af de lokale spejderklubber og foreninger forventer at holde aktiviteter i møllen eller bruge den som et opholdssted på en rute eller mål for en udflugt.

Ud over den faste udstilling inde i møllen vil børnene kunne gå lige ud og undersøge forskellen på biodiversiteten i fjordbunden og i mosen. Møllen vil være et sted, hvor børnene holder til, mens de eksempelvis dissekerer fisk og krabber, som de har fundet i fjorden.

Møllen og området omkring skal også være en base for motionister og lokale naturelskere, som udsigtstårn for ornitologer og jægere, rasteplads for cyklister, og som udflugtsmål for turister, som får en oplevelse af og viden om områdets unikke historie og nuværende muligheder.

Støtte fra Hedeselskabet
Hedeselskabets har støttet projektet med 150.000 kroner, som skal anvendes til etablering af udearealer og adgangsforhold til møllen med stiforløb, reparation af dæmning og pontonbro. Det er Hedeselskabets datterselskab HedeDanmark, som udfører opgaven.

Projektet er helt i tråd med Hedeselskabets arbejde med benyttelse og beskyttelse af naturen. Og ved at støtte projektet får vi mulighed for at være med til at formidle flere hundrede års dansk kultur- og naturhistorie.

Sådan siger kommunikationsdirektør i Hedeselskabet Christian Bogh om uddelingen. 

Kort fakta om projektet
Den gamle vandpumpemølle Nylandsmølle ved Dybsø Fjord sydøst for Næstved er restaureret og er ved at blive indrettet som naturbase.
Årstal
Årstal: 
2019
Område
Område: 
Sjælland
Kategori
Kategori: 
Landområder
Uddelinger