Specialestuderende på Svalbard

Svalbard
Jeg har siden april 2019 opholdt mig i en af verdens nordligste bosætninger. Longyearbyen ligger på 78°13’N i øgruppen Svalbard på øen Spitzbergen, og her ligger verdens nordligste universitet UNIS. Svalbard er ca. på størrelse med Danmark, men har en befolkning på lige omkring 2500. Knap 2000 af dem bor i Longyearbyen.

Det er et meget unikt sted med en gennemsnits temperatur på -2, ned til -40 om vinteren og +14 om sommeren. Solen ”står op” i marts og er konstant på himlen, både nat og dag, indtil sidst i august hvor den lige præcis når ned under horisonten. I slutningen af oktober forsvinder solen helt og kaster Longyearbyen og resten af Svalbard ind i konstant mørke, indtil de første solskinsstråler igen kryber over horisonten i starten af marts. Jeg har valgt at skrive mit speciale på Svalbard fordi Arktis altid har interesseret mig. Jeg elsker den uberørte barskhed og de udfordringer det præsenterer for mig som friluftsmenneske. Som geolog med interesse i klimaet, klimaforandringer og istider er Svalbard et oplagt sted at tage hen for at studere. Mange af de eksempler vores bøger indeholder er fra Svalbard og jeg har haft muligheden for at besøge mange af dem. Svalbard er også et område der er i frontlinjen, når det kommer til klimaforandringer og de udfordringer som de bringer med sig. Vi ser blandt andet permafrost der forsvinder og gør byggerier ustabile, vi observerer varmere, vådere somre og mere sne om vinteren, der fører til flere jordskred og laviner og vi ser både hav- og gletsjeris forsvinde.

At studere på Svalbard
At studere og lave feltarbejde på Svalbard præsenterer én for nogle meget unikke udfordringer. For det første er klimaet meget barskt og vejret kan være utroligt omskifteligt. Udover dette så er tilstedeværelsen af godt 300 isbjørne på Spitzbergen også noget man skal tage højde for. Isbjørne er nysgerrige væsner og ser meget søde ud, men kan og har været farlige for mennesker. På grund af dette skal man på sit feltarbejde altid have signalpistol med ”skræmmeskud” og en riffel med sig. På min tid på Svalbard er jeg én gang blevet kaldt hjem fra feltarbejde da en isbjørn var på vej mod os, og en anden gang fik vi helt forbud mod overhovedet at tage af sted, da der var flere bjørne i den dal vi arbejdede i.

Jeg har under mit ophold både taget kurser og arbejdet selvstændigt på mit eget projekt. Svalbard præsenterer et meget unikt studiemiljø da der ikke er nogle ”indfødte” studerende.

Alle kommer udefra og har meget forskellige baggrunde med sig og dette er med til at gøre studielivet på Svalbard meget nemt at komme ind i. Udover det så fylder naturen meget for de studerende der kommer til Svalbard. Det er et fåtal der kommer dertil uden at have en kæmpe kærlighed til at være udenfor og prøve sine grænser af. Derfor fylder udeliv utrolig meget på Svalbard og hvor man i Danmark måske var gået en tur i Universitetsparken eller på café, så bestiger de studerende på Svalbard de omkringliggende bjerge og gletsjere eller udforsker is-grotter.

Mit projekt går ud på at undersøge støv, der aflejres i en dal på Svalbard. Støvet kaldes loess og man kan som tommelfingerregel sige at jo koldere det er desto tørre vil det være, og hvis det er mere tørt vil der aflejres mere loess. På den måde kan vi bruge loessen som en form for indikator på hvordan klimaet har udviklet sig i den tid loesset har været aflejret. Da jorden på Svalbard er permanent frossen, har jeg ved hjælp af et bor boret 2x3 kerner ud af jorden og taget dem med til Danmark til videre undersøgelse.

Næste skridt
Den 6. oktober tog jeg min afsked med Svalbard og vente atter en gang næsen mod Danmark. Med dette begynder næste skridt af min udveksling, hvor jeg skal tilbringe et lille halvt år hos DTU-NuTech på Risø. Jeg flytter til Roskilde, som er knapt så eksotisk, men næsten lige så vigtigt som mit ophold på Svalbard. Jeg skal på Risø behandle de prøver jeg har indsamlet på Svalbard og det er her at jeg får al den data jeg skal bruge i mit speciale. Jeg blev ’desværre’ ikke færdig med mit feltarbejde på Svalbard grundet forsinkelser på grund af bjørn, og derfor er tildelingen af Hedeselskabets Jubilæums legat utroligt vigtigt for mig, da det gør det muligt for mig at komme tilbage til Svalbard i februar-marts og færdiggøre mit feltarbejde.

Med venlig hilsen
Christian Frigaard Rasmussen