< Back to news list

Særudstilling skal skabe interesse for natur- og kulturlandskabet

Hedeselskabet har støttet særudstillingen ”Jensen og Naturen”, som åbner på Johannes V. Jensen Museet i Farsø på lørdag d. 7. april 2018.

Johannes V. Jensens forfatterskab er præget af glæde ved naturen og opfattelsen af, at mennesker er forbundet med naturen. Hans skildringer af dansk vejr, landskaber, årstider og dyreliv er også i dag en øjenåbner for værdierne i den danske natur. Udstillingen er også et budskab til det moderne samfund om naturens betydning som en væsentlig livsressource.

Med særudstillingen ”Jensen og Naturen” vil Johannes V. Jensen Museet synliggøre forfatterens naturopfattelse og skabe fornyet interesse for det danske natur- og kulturlandskabs unikke værdier, herunder den særlige kulturhistorie som knytter sig til hedens opdyrkning og fredning.

Hedens landskaber var et omdrejningspunkt både i Johannes V. Jensens opvækst og senere i hans forfatterskab. Besøgende på udstillingen får et indblik i hedens landskaber igennem effekter og materialer udlånt fra Hedeselskabets Museum. Udstillingen folder sig desuden ud med tekster, plancher, malerier, fotos og illustrationer.

Hedeselskabet har støttet udstillingen med 10.000 kr.

Besøg udstillingen
Udstillingen ”Jensen og Naturen” åbner lørdag d. 7. april 2018 kl. 14.00 og kan opleves indtil d. 31. oktober 2018 på Johannes V. Jensen Museet, Søndergade 48, 9640 Farsø.

Besøg museets hjemmeside på www.jensenmuseet.dk

Foto: Tibirke ca. 1930, fra Johannes V. Jensen Museet