De danske højskoler har et væld af tilbud og arbejder i samme grad for at påvirke eleverne og dermed samfundet i for eksempel en kulturel, historisk, sundhedsmæssig eller måske bæredygtig retning. Det sidste har fået fuld fokus på Idrætshøjskolen Bosei.
Ideen om at producere egne grøntsager har ulmet i et stykke tid, men under et besøg af en tidligere elev David Rosen fra årgang 2014, som i mellemtiden har uddannet sig til gartner, blev der for alvor sat skub i sagerne. Den 1. december blev David ansat som gartner i samarbejde med to lokale restauranter – Michelin-stjernebelønnede Hotel Frederiksminde og Rønnede Kro, som både indgår i udviklingen af projektet og senere bliver aftagere af grøntsager fra den nye have, som kommer til at hedde ’Bosei haven’.
”Det er lang tids puslen med ideer om at få et mere bæredygtigt fokus, som nu går op i en højere enhed. Den nye gartner David Rosen brænder virkelig for projektet, men sådan et initiativ kræver også, at køkkenchefen Kaspar Schøiler Linck er med på ideen, og det er han. Siden forstanderen Kenneth Retslov og ledelsen tidligere på året traf beslutningen om at etablere ”Bosei haven”, er det gået stærkt. Nu er vi bare ’all in’ på projektet, og vi er i gang med at udvælge, hvad vi vil producere, indkøbe frø og materialer og snart bliver haven etableret. Vi har et fantastisk partnerskab med både Hotel Frederiksminde og Rønne Kro,” fortæller driftsleder Stefan Preusche, der har været en del af hele projektudviklingen og står i spisen for den daglige drift. Han fortsætter: "Udviklingen af haven sker i tæt samarbejde med de to lokale restauranter. Både Hotel Frederiksminde i Præstø og Rønnede Kro kommer med en del erfaring fra især de seneste seks år, hvor de selv sammen med en lokal landmand har produceret alle mulige økologiske grønsager og urter for deres eksklusive køkken".
”For os på Frederiksminde er det en win-win. Bæredygtighed og dyrevelfærd er to af grundstenene i vores daglige arbejde, så da denne mulighed opstod, krævede det ikke lang betænkningstid. Vi har igennem de seneste mange år haft vores egen køkkenhave hos en lokal landmand, og den har vokset sig større år efter år Det har også betydet langt mere planlægning og tid derude for mine kokke, og det har været svært at få til at harmonere med et travlt arbejde i køkkenet. Vi kokke er selvlærte i en køkkenhave, da vi jo selvsagt ikke er hverken gartner eller landmandsuddannede, og det har selvfølgelig også givet nogle udfordringer, som vi glæder os til, bliver løst med en professionel kapacitet som David på holdet. Samtidig er det en fantastisk mulighed for et samarbejde mellem to store lokale institutioner. Det ser vi frem til at være en del af,” siger køkkenchef og partner Jonas Mikkelsen.