Filmen Bastarden

Publiceret 22.09 2022

Stjernespækket rolleliste til storfilm fra heden

”Bastarden” bliver navnet på filmen om en af de første hedeopdyrkere, der spilles af Mads Mikkelsen. Alle på rollelisten er nu offentliggjort, og optagelserne er i fuld gang.

Der er i den grad stjernedrys over Kongenshus Hede, hvor filmen ”Bastarden” er i færd med at blive optaget. Filmen omhandler kaptajn Ludvig von Kahlens kamp for at opdyrke heden uden for Viborg i midten af 1700-tallet. Hovedrollerne indehaves af Mads Mikkelsen og Amanda Collin, og de får nu selskab af et stjernespækket cast, der inkluderer Simon Bennebjerg, Gustav Lindh, Kristine Kujath Thorp, Jacob Lohmann, Søren Malling og mange flere. 

I den bærende rolle som den lokale godsejer Frederik de Schinkel, ses Simon Bennebjerg som stærk modstander til Mads Mikkelsens Ludvig Kahlen. Simon Bennebjerg fik sit gennembrud på det store lærred sidste år i Bille Augusts ”Pagten”, hvor han spillede forfatteren Thorkild Bjørnvig over for Birthe Neumann som Karen Blixen og modtog en Robert-statuette i ”Mandlig Hovedrolle”-kategorien for sin præstation. På tv har han bl.a. spillet Birgitte Nyborgs ministersekretær Oliver Hjort i 4. sæson af ”Borgen”, og han har også haft en række store roller på bl.a. Det Kongelige Teater, mest mindeværdig som Mozart i Kasper Holtens anmelderroste opsætning af Amadeus. 

Film: Bastarden

UNGE STORTALENTER
I rollen som præsten Anton Eklund, der bliver Kahlens usandsynlige allierede, ses Gustav Lindh, der herhjemme brød igennem overfor Trine Dyrholm i May El-Toukhys prisbelønnede ”Dronningen” og ligeledes havde stor succes i Anders Thomas Jensens ”Retfærdighedens Ryttere”.  

Det unge stortalent Kristine Kujath Thorp spiller Frederik de Schinkels kusine Edel Helene, der fanges mellem Schinkel og Kahlen i et livsfarligt spil om magt og kærlighed. Hende kender vi bl.a. fra DR3-serien ”Noget om Emma” og webserien ”Vild Sommer” på TV 2 Play samt den norske katastrofefilm ”Nordsøen”.  

Som den livstrætte og magtfulde embedsmand Trappaud ses Jakob Lohmann, mens Morten Hee Andersen spiller Ann Barbaras ægtemand Johannes. I en nøglerolle som Taterpigen Anmai Mus kommer publikum til at møde børneskuespilleren Melina Hagberg, og i andre vigtige roller ses bl.a. Magnus Krepper, Thomas W. Gabrielsson, Søren Malling og Olaf Højgaard. 

HANDLINGEN I "BASTARDEN" 
Nikolaj Arcels ”Bastaden” er baseret på Ida Jessens anmelderroste bestseller ”Kaptajnen og Ann Barbara” fra 2020 og skildrer kampen om den uopdyrkede jyske hede i 1750’ernes Danmark.  

Året er 1755. Det er Frederik 5’s højeste ønske at kolonisere den sidste utæmmede del af hans rige, den enorme jyske hede. I årtier har heden ligget ubesejret hen, og kongens drøm om at civilisere den er så godt som død. Men den stålsatte, forarmede kaptajn Ludvig Kahlen trodser alle råd og begiver sig alene afsted for at opdyrke og kolonisere heden. Jorden er gold, landet er hærget af ulve og lovløse, og Kahlens ulige kamp mod naturen er ubarmhjertig. Samtidig får han en frygtindgydende fjende i den afstumpede godsejer Frederik de Schinkel, som vil gøre alt for at tvinge Kahlen væk. Men da den bortløbne husholderske Ann Barbara søger tilflugt hos Kahlen, formes et ubrydeligt bånd, og sammen tager de to kampen op. 

Film: Bastarden

DET SKETE PÅ HEDEN
”Bastarden” er inspireret af virkelige begivenheder og er et gribende drama om ambition og magt, hævn, kærlighed og tilgivelse. En medrivende fortælling om en stolt og kompromisløs mand og den ukuelige og kloge kvinde, der bliver hans allierede i kampen mod ondskab og fortabelse. Kongenshus Mindepark, hvor dele af filmen optages, er netop det sted, hvor historien udspillede sig for flere hundrede år siden, og området har navnet efter det hus, som den virkelige Ludvig von Kahlen rejste i kongens ære på heden. 

Filmen er skrevet af Anders Thomas Jensen og Nikolaj Arcel og produceres af Zentropa. 

Hedeselskabet har ydet økonomisk støtte til tilblivelsen af filmen, der får premiere i efteråret 2023.

Foto: Henrik Ohsten