Resultatet af et forsøgsarbejde
De store graner er et resultat af det opdyrkningsarbejde, Hedeselskabets stifter, Dalgas, startede i 1866. De er også et resultat af et forsøgsarbejde. I arbejdet med at opdyrke lyngheden til nåletræsplantage blev der forsøgsvis plantet forskellige arter. Nogle klarede sig bedre end andre.
Dalgas’ efterfølger på direktørposten i Hedeselskabet, direktør Borch, er i 1894 citeret for at beskrive arealerne som prøveklude:
”…det er dem, der har været Prøvekludene, her ere alle Børnesygdommene gennemgaaede, og det er saaledes intet Under, om det hidtil har knebet for Granerne at komme frem og gøre sig gældende. Men Hedeselskabet har nu Tyrketroen paa, at selv om denne Granskov ikke bliver ideal, Granskov bliver det dog, og i hvert Fald, naar vi se, hvorledes Granerene ærlig anstrenge sig for at vinde med, saa kan vi ikke undlade at komme dem til hjælp ved ubarmhjertigt at hugge ned paa Bjergfyrren, den vi paa disse Arealer kun betragte som et Redskab til at faa Granerne frem. Det skal ikke benægtes, at der sine Steder maaske er lovlig lidt Gran paa Arealet; paa saadanne Steder bliver det næppe første Klasses Tømmer, vi frembringe, men vi Hedeselskabsmænd se nu en Gang paa Granen med den samme Kærlighed, hvormed Forstmænd paa Øerne – i hvert Fald i gamle Dage – saa paa Bøgen. Hedeselskabets Opgave er ikke først og fremmest den rent tekniske at skabe god Skov, men derimod hos Befolkningen at vække Lysten til Plantning, og dette kan vel nok uden Ubeskedenhed siges at være lykkedes, takket være Dalgas.”
Granerne havde altså udfordringer og svære vækstvilkår. Det kunne skovfoged Thomas Steen Mikkelsen fra HedeDanmark konstatere uden at kigge tilbage i historiebøgerne. De fældede graners åreringe sladrer nemlig om, at de voksede meget langsomt de første år.