Per Christensen får første arbejdsdag den 1. september og afløser den tidligere administrerende direktør Jesper Nybo Andersen, som har valgt at gå på pension efter mere end 16 år som øverste leder af Orbicon.
Per Christensen kommer senest fra en stilling som Executive Director i Rambøll, hvor han også var en del af direktionen i Rambøll Danmark. Oprindeligt er han uddannet ingeniør og gennem næsten 20 år har han varetaget lederstillinger i virksomheder som COWI, Grontmij og Alectia. Sideløbende hermed har han løbende uddannet sig indenfor ledelse og forhandling.
”Med en kombination af solid erfaring, stærkt branchekendskab og velafprøvede ledelsesmetoder er Per den helt rette profil, der vil kunne fortsætte Orbicons udvikling som en innovativ rådgivervirksomhed ikke alene i Danmark men også internationalt, ” siger Lars Johansson, bestyrelsesformand i Orbicon.
Blandt de første opgaver i Orbicon er en sikring og videreførelse af Orbicons nuværende strategi, skabe øget vækst inden for virksomhedens kerneområder samt udvikle strategien for den kommende strategiperiode.
”Jeg er meget stolt over at blive en del af en over 150 år gammel organisation. Jeg ved, det er stor opgave at skulle bringe en innovativ virksomhed, som Orbicon, videre, men det er en opgave jeg ser meget frem til. Det bliver en udfordring, hvor jeg får mulighed for at bringe al min erfaring og viden i spil, siger Per Christensen, ny administrerende direktør i Orbicon.
Jesper Nybo Andersen står til rådighed for Orbicon i en overgangsperiode for at sikre den bedste mulige overlevering til den nye administrerende direktør.
”Jesper Nybo Andersen har gennem sine 16 år i Orbicon og sine 32 år i Hedeselskabet været omdrejningspunktet for udviklingen af Orbicon. Gennem innovativt lederskab og stor personlighed har han stået i spidsen for at udvikle Orbicon helt fra begyndelsen, hvor selskabet blev udskilt fra Hedeselskabet i 2006, til i dag hvor Orbicon er en toneangivende spiller i rådgivningsbranchen med opgaver i hele Nordeuropa, ” siger Lars Johansson.