< Back to news list

Portræt af legatmodtager Sofie H. Mathiasen

Sofie H. Mathiasen er civilingeniør i Vand og Miljø og diplomingeniør, byggeteknik med specialisering i miljøteknik. Hun har i 2018 modtaget Hedeselskabets jubilæumslegat på 20.000 kr til støtte til at opnå en kandidatgrad som ingeniør i Hydrologi og Hydrodynamik ved University of Washington i Seattle i USA.

Hvad vil du særligt fremhæve ved din uddannelse?
Jeg er uddannet diplomingeniør i bygningsteknik med specialisering i Urban Water (miljøteknik) ved Aarhus Universitet. I 2017 begyndte jeg på vand- og miljøingeniør kandidatuddannelse på Aalborg Universitet med et af de mål, at jeg ville læse et semester i udlandet. Da jeg blev opmærksom på kandidatuddannelsen ved University of Washington blev det dog hurtigt klart, at dét var min drømmeuddannelse, og at jeg derfor måtte forsøge at komme ind på den. Uddannelsen er en kandidat som bygningsingeniør med specialisering i Hydrologi og Hydrodynamik, hvilket fangede min interesse, specielt fordi uddannelsen giver mig mulighed for at specialisere mig mere inden for vands fysiske egenskaber end de tilsvarende uddannelser i Danmark.

Hvordan er din interesse for klimatilpasning i forhold til vand opstået?
Det startede faktisk tilbage på min diplomingeniøruddannelse, hvor vi havde strømningslære som et fag på et af de første semestre. Strømningslære gav bare mening for mig og gav mig lyst til at lære mere omkring vand, hvilket var grunden til, at jeg valgte Urban Water-specialiseringen. Specialiseringen lærte mig endnu mere om vand, hvor specifikt regnvandshåndtering og klimatilpasning fangede min interesse.

Hvorfor har du valgt University of Washington i Seattle?
University of Washington giver mig mulighed for at studere specifikt vand og fokusere på de mere fysiske egenskaber af vand, hvilket man ikke kan på samme måde i Danmark og de fleste andre universiteter i USA. Og så gør det heller ikke noget, at UW’s placering på vestkysten af USA giver rig mulighed for at udforske diverse nationalparker.  

Hvad håber du at opnå med studieopholdet?
Jeg håber på at opnå en dybere forståelse af vand, samtidig med at mødet med den nye kultur og det ukendte skolesystem vil være en udfordring i sig selv, der vil kunne gøre mig stærkere personligt, så jeg er klar til at tage ingeniørbranchen med storm, når jeg kommer hjem.

Ud over studiet håber jeg på at få en masse oplevelser i Seattle og USA i selskab med nye venner jeg får herovre. Specielt vestkysten har fanget min interesse på grund af de mange spændende nationalparker, som jeg håber på at få udforsket i løbet af min tid i USA.

Hvad er dine ambitioner på sigt?
Min ambition er at designe regnvandssystemer for et internationalt ingeniørfirma, da jeg altid har fundet det spændende at arbejde på kryds og tværs af kulturer og landegrænser, hvilket jeg håber en kandidat fra UW kan bane lidt af vejen for.