< Back to news list

Naturrum giver bevægelse og læring

I Krarup på Fyn har det nye naturrum fået flere i bevægelse i naturen og har givet skoleelever mere viden om træer, buske og historien.

Siden første spadestik i september 2018 er den gamle sportsplads i Krarup blevet forvandlet til et naturrum med handikapvenlige stier, beplatning, shelters med bålplads samt bord- og bænkesæt. Inden den officielle indvielse af pladsen til september vil et udelaboratorium stå klar, og der vil være QR-koder og plancher til natur- og historieformidling.  

By i bevægelse
Det nye naturrum har fået Krarup i bevægelse i mere end én forstand. Ildsjælene og idémagerne har samlet sig i Krarup Friluftråd, og rigtig mange lokale har bakket op både økonomisk og med frivillig arbejdskraft. Med støtte fra Hedeselskabet har HedeDanmark været entreprenør på projektet, men en del af arbejdet er blevet løftet af lokale kræfter.

Naturrummet har også fået flere rent fysisk i bevægelse. Krarup Friskole ligger lige op til naturrummet, og det er helt naturligt for eleverne at bruge området til idrætstimer og til den daglige bevægelse, som er en del af skoledagen. Ifølge skoleleder på Krarup Friskole, Anne Mette Vahl-Møller, så er det fordel at have børnene til at løbe på området med stierne, for så kan de komme rundt uden at få våde fødder, som de ellers gør i græsset. Anne Mette Vahl-Møller fortæller, at området for nyligt har været brugt til skolens årlige sponsorløb. Her tjente eleverne 20.000 kroner ind, som de selv på et fællesmøde beslutter, hvad de vil bruge til. Tidligere år har de blandt andet indkøbt basketkurve og udelegetøj.

Det er ikke kun børnene, der har glæde af området. Også mange lokale borgere er begyndt at bruge området til en gåtur eller til at samles til en kop kaffe ved et af bord- og bænkesættene.

Leg og læring
Krarup Friluftsråd har lavet en aftale med Krarup Friskole om, at eleverne skal være med til at udarbejde informationen bag de QR-koder, der skal sættes op på området. Skoleleder Anne Mette Vahl-Møller fortæller, at eleverne i naturfag selv har søgt på og udviklet indhold om bestemte træer og buske.

Et udelaboratorium er ved at tage sin form på pladsen og vil stå færdig til september. Det skal bruges til endnu mere naturfagsundervisning, men også til historieformidling forklarer Anne Mette Vahl-Møller:

Ved at besøge lokalhistorisk arkiv i Ringe og gennem samtaler med den ældste generation i Krarup, hvor flere er bedsteforældre til eleverne, kommer eleverne til at dykke ned i historien og se på, hvordan samfundet og livet har været i Krarup gennem tiden.

Hun glæder sig over, at området bidrager til læring på flere planer, fordi eleverne både er med til at lave indholdet, men også med til at formidle det.

Til september er hele projektet realiseret, og Krarup Friluftråd inviterer derfor til indvielse af byens nye rekreative område på den gamle sportsplads lørdag 7. september 2019 fra 11.00 til 14.00.