< Back to news list

Grønt på Grønland

Update fra legatmodtager Thyge Feldskou Autzen, kandidatstuderende i skovbrugsvidenskab (MSc in Forest and Nature Management), Københavns Universitet.

Jeg har været et semester på Grønland. Jeg var tilmeldt tre kurser, som dækkede et fuldt semester, men grundet en lav interesse for to af kurserne var blev kun det én oprettet. Til gengæld gav det plads til et feltarbejde, og det har måske endda medvirket til, at opholdet endte med at passe endnu bedre til min profil. Feltarbejdet bestod af et projekt med at opmåle træer fem km øst for Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). Det blev til et ophold på 20 dage i telt, hvor jeg fik indsamlet et fornuftigt datasæt. Jeg er uddannet SLING’er (skov- og landskabsingeniør), så jeg har selvfølgelig målt træer op tidligere, men det var en helt utrolig oplevelse, som gav en masse personlig udvikling, og erfaring i at styre et projektet under andre forhold end jeg er vant til hjemme fra.

groenland_thyge_web_3.jpg

Derefter tog jeg til Nuuk, hvor jeg havde det tilbageværende kursus og fik en praktisk i stand hos Grønlands Naturinstitut ved afdelingen for pattedyr og fugle. Det gav en god, akademisk baggrundsviden om Grønland og en helt anderledes videnskabelig tilgang til at arbejde med projekter. Når man arbejder med en videnskabelig tilgang, stiller man nogle andre spørgsmål, inden og unde man er i gang med et projekt, det har inspireret mig i forhold til at skulle i gang med mit speciale ”Afdækning af mulighederne ved træplantninger i Grønland”.

Næste skridt
Jeg har haft utrolig meget gavn af at rejse ud – ud over at det har været en kæmpe oplevelse, så havde det været svært at få samme praktiktype herhjemme. Den store mængde data, jeg fik indsamlet, regner jeg med skal blive til datakilde til mit speciale. Hvad der skal ske efter specialet, har opholdet ikke ændret på. Jeg er stadig ret sikker på, at jeg skal ud i felten og arbejde med projekter, selvom det har været utrolig lærerigt også at se den forskningsbaserede side. Hvis jeg bliver spurgt om fem år, hvad der har været med til at bringe mig i den retning, som jeg ender med at gå, er jeg sikker på, at turen til Grønland har haft påvirkning. Oplevelsen er heldigvis ikke slut endnu. Jeg er ved at lægge de første sten til specialet, som jeg skal skrive i løbet af foråret, og alt efter hvordan det kommer til at forme sig, så satser jeg på en tur til Grønland i slutningen af specialeprojektet.

groenland_thyge_web_2.jpg