Oplev "Hedens Ansigter"
Mod slutningen af 1800-tallet drog landsbylæreren og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen på vandringer rundt i hedelandskabet. Her mødte han mennesker, der ofte levede i dyb fattigdom, men som samtidig bar på en unik, mundtlig kulturarv. Gamle viser, sagn og eventyr overleveret gennem generationer.
I 1895 drog Evald Tang Kristensen atter ud på heden, denne gang i selskab med fotograf Peter Olsen. Billederne er taget udendørs i dagslys, og personerne har som regel deres almindelige arbejdstøj på og sidder med værktøj eller strikketøj i hænderne. Det er disse fantastiske billeder, som er udstillingen ved Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere.
Udstillingen er blevet til med støtte fra Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek, hvor billederne er fra, Skovgaard Museet i Viborg, Viborg Kommune og Hedeselskabet.
Man finder udstillingen ved indkørslen til mindeparken, Vestre Skivevej 142 i lokalerne ved parkeringspladsen.
Det er gratis at besøge udstillingen, som er åben i tidsrummet 7.30 til 23.00 alle dage.