Som en del af projektet ønskede spejderne sig også en ny bålplads og søgte derfor midler hos Hedeselskabet. Det er blevet til projektet ’Egepladsen', hvor hele bålområdet med en tilhørende scene bliver formet som et egeblad. Det bliver tilgængelig for alle kommende brugere af Naturhuset, KFUM-Spejdernes aktiviteter og naturformidling, lokalområdets børnefamilier, dagplejere, seniorer med mere. Endvidere vil der være muligheder for at gøre et ophold på stedet for de gående og cyklende turister fra det nærliggende stisystem.
”Visionen om, at Naturhus Gjern Bakker skal være byens og den nærmeste omegns attraktive og inspirerende samlingssted og en anderledes læringsarena, fandt vi særdeles inspirerende. Her ser og mærker vi det store fælles engagement i byen, og at de åbner op for andre grupper i byen og gæster udefra er et stort plus, som vi gerne vil støtte. Det er netop initiativer som dette, der er med til fortsat at støtte udviklingen af lokalsamfundene, og det er også en del af Hedeselskabets formål og DNA,” siger projektchef fra Hedeselskabet, Vibeke Højen.
Egepladsen er tegnet og udført af Hedeselskabets datterselskab HedeDanmark – og de har taget udgangspunkt i spejdergruppens navn, Egens Æt - og områdets egetræer. Pladsen kommer til at give mulighed for, at man kan tænde et langt bål og være mange samlet eller gruppere sig om flere små bål og samtidig skal en ny scene skabe platform for et væld af aktiviteter for både spejdere og andre grupper.