Nyt skov- og naturlandskab nord for Aarhus skal sikre rent drikkevand og gode naturoplevelser til aarhusianerne
Snart vil lodsejere i et stort område nord for Aarhus få tilbudt at bytte eller sælge jord til et nyt skov- og naturlandskab, der skal beskytte grundvandet i området, binde CO2 og give mere værdifuld natur i kommunen.
Et nyt sammenhængende skovlandskab på op til 500 hektar i det nordlige Aarhus skal give aarhusianerne nem adgang til rekreativ natur samtidig med, at grundvandet bliver beskyttet. De nye skovrejsninger vil samtidig øge biodiversiteten i området og binde CO2.
Området bliver skabt i et partnerskab mellem Aarhus Kommune, Vandplanudvalget i Aarhus (Aarhus Vand og de private vandværker i kommunen) og Hedeselskabet og i tæt dialog med lodsejere og landsbrugsinteresser i området.
Ifølge rådmand Nicolaj Bang er det nye skov- og naturlandskab et godt eksempel på, hvordan parterne i ét samlet projekt kan sikre både rekreative tilbud, værdifuld natur og rent drikkevand til aarhusianerne.
"Der er kamp om arealerne, og det gælder om at udnytte pladsen klogt. Det synes jeg i den grad, vi lægger op til her, hvor der er udsigt til gevinster for både aarhusianere, biodiversitet og fremtidens drikkevand
Nicolaj Bang
Rådmand i Teknik og Miljø
Omdannelsen af området fra landbrugs- eller anden drift skal bygge på frivillige aftaler med lodsejerne og sikre økonomisk incitament for, at den enkelte landmand kan fremtidssikre sin bedrift. Det kan for eksempel ske gennem jordbytte, salg, nye dyrkningsaftaler og ejendomsudvikling med mere natur. Volumen vil dermed vokse, efterhånden som lodsejerne ønsker at gå med i projektet.
Rent drikkevand
Området omkring Lystrup, Elev og Trige er kendetegnet ved meget store drikkevandsinteresser. Flere af kommunens store kildepladser er beliggende i området, som derfor spiller en helt central rolle i forsyningen af rent drikkevand. For at fremtidssikre aarhusianernes drikkevand er det ifølge vandplanudvalget derfor nødvendigt at gøre en indsats for at beskytte grundvandet i oplandet til kildepladserne mod pesticider.
"Dette projekt er meget vigtigt skridt i en ny retning for beskyttelsen af drikkevandet i Aarhus. Der er her tale om en ny samarbejdsform og en ny metode, som vi i Vandplanudvalget har store forventninger til i forhold til at sikre rent vand til aarhusianerne både nu og fremover
Flemming Fogh Pedersen
Formand for Vandplanudvalget og projektchef i Aarhus Vand
Mere skov og natur i Aarhus
Hedeselskabet går ind i projektet med det formål at sikre nye arealer til brug for skovrejsning og natur, der skal bidrage med øget biodiversitet, CO2-binding og nye muligheder for rekreative områder for borgerne i og omkring Aarhus. Når skovene er rejst og naturområderne anlagt, er det Hedeselskabet, der både ejer og står for driften uden omkostninger for de øvrige parter.
"Sammenhængende naturarealer er afgørende for at sikre biodiversiteten og samtidig er det noget af det sværeste at finde i Danmark. Derfor er sådanne projekter, hvor der skabes samarbejde på tværs af de mange interesser, helt afgørende for succes. Vi har alle samme mål, nemlig sikring af natur og drikkevand, og her er en unik mulighed for at kombinere dette samtidig med vi maksimere CO2 bindingen. Og vi ved interessen er derude blandt danskerne – og nu skaber vi sammen det samarbejde der skal til. Et samarbejde som vi gerne vil udvide, således vi kan inddrage relevant viden fra andre vidensinstitutioner, som eksempelvis universiteterne," siger Torben Friis Lange, administrerende direktør i Hedeselskabet.
I eftermiddag mødes de tre samarbejdspartnere på Aarhus Rådhus for at give hånd på samarbejdsaftalen. Pressen er velkommen for uddybende spørgsmål og mere information om projektet.
Næste skridt er den indledende dialog med lodsejerne i området. Projektgruppen håber, at de første aftaler er på plads, så udformningen af de nye skov- og naturområder kan begynde i foråret 2024.
Flemming Fogh Pedersen, formand, Vandplanudvalget i Aarhus (tv.), Torben Friis Lange, administrerende direktør, Hedeselskabet (mf.) og Nicolaj Bang, rådmand i Teknik og Miljø (th.)
Kontakt
Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø, 21 38 22 04
Flemming Fogh Pedersen, formand, Vandplanudvalget i Aarhus, 89 47 13 40
Torben Friis Lange, administrerende direktør, Hedeselskabet, 21 99 85 78
Følg med i seneste nyt fra Teknik og Miljø:
www.facebook.com/NaturMiljoAarhus/
www.facebook.com/TrafikAarhus/
www.facebook.com/ViUdviklerAarhus/
https://dk.linkedin.com/company/teknik-og-miljoe-aarhus-kommune
Seneste nyt
Hedeselskabet flytter hovedkontoret til Aarhus – vender tilbage efter mere end 100 år i Viborg
Efter mere end 100 år i Viborg vender Det danske Hedeselskab nu tilbage til Aarhus. Hovedkontoret flytter til byen, hvor selskabet blev stiftet for 160 år siden i 1866 og markerer dermed et nyt kapitel i Hedeselskabets historie.
Hedeselskabet leverer bedste resultat nogensinde
Hedeselskabet realiserede i 2025 en omsætning på 2,37 mia. kr. og et resultat før skat på 109,4 mio. kr. Det er skabt af høj aktivitet i forretningen og medarbejdernes evne til at levere løsninger inden for skov, natur, klima og landskabsforvaltning.
Hedeselskabet fylder 160 år
Den 28. marts 1866 blev Hedeselskabet stiftet en forårsdag i centrum af Aarhus. Gennem resten af 2026 markerer Hedeselskabet jubilæumsåret med en række aktiviteter spredt over hele landet.Artikler og holdninger
Diplomati og grønne forhandlinger i The Big Apple
Faglige kompetencer og internationale samarbejdsrelationer er inkluderet i et praktikophold hos Danmarks faste FN-mission i New York. For Emma Thomsen har det også været en personlig rejse.'Der er en helt anden mængde af liv her'
I en af Sloveniens mange naturparker er to danske studerende i praktik som en del af deres uddannelse til skov- og landskabsingeniør. Her oplever de en bedre balance mellem mennesker og naturen, hvor også bjørnen, ulven og lossen lever.
Mellemamerikansk agroøkologi og bæredygtighed
Hvordan kan den bæredygtige udvikling af landbrugssystemer forbedres? Og kan vi lære af traditioner fjernt fra vores egen kultur? Ida Brix Lassen tog sit speciale under armen og rejste til Guatemala for at studere landbrugssystemet milpa.