Bålhytte til Natur og Helhedsskolen Årslev

Ny hytte til udeliv, undervisning og overnatning

Et netværk af seks selvejende institutioner ønsker at vække elevernes viden om og respekt for naturen. Med støtte fra Hedeselskabet har netværket etableret en bålhytte, som kan anvendes til udeliv, i undervisning og til overnatning. 

Efter en årrække med dalende interesse for naturen og ophold i den, er det som om, at skuden er vendt. Flere og flere overnatter i naturen og i et år med nedlukning og rejseforbud, har naturen været et yndet udflugtsmål. Men der er fortsat behov for, at især børn og unge får en relation til og viden om naturen. Det har de sat sig for at gøre noget ved på Midtfyn. Et ledelsesnetværk af seks selvejende dagbehandlingstilbud og opholdssteder med intern skole har taget initiativ til etablering af en hytte, som kan anvendes til ophold og base i undervisningen. 

”Vores mål er at øge mulighederne for at få viden om og kendskab til naturen. Målgruppen er særligt udsatte, ofte anbragte børn, som sædvanligvis ikke har mange erfaringer med eller viden om naturen. Det vil vi gerne give dem. Naturen kan i sig selv noget, her finder vi sammen roen og fordyber os i flere faglige fag uden bøger. Måske vi også vækker interessen hos dem for at arbejde videre med dette fagområde, når de senere hen skal vælge uddannelse. Og så vil vi samtidig gerne vise dem, at ophold i naturen har en positiv effekt på os mennesker,” fortæller Jette Møller Jørgensen, skoleleder for Natur og Helhedsskolen Årslev, som er én af parterne i samarbejdet. 

Jette Møller Jørgensen og de andre i netværket ser især et potentiale i at flytte undervisning ud i det fri. 
 

I en tid, hvor de digitale medier optager en stor del af børn og unges liv og hverdag, vil vi gerne tilbyde muligheder for at komme ud i det fri. Nu får vi en hytte som base til undervisningen, hvor vi både har mulighed for at have en mere autentisk undervisning i naturfagene, fordi vi er i naturen og kan anvende den – ikke kun tale om den teoretisk og med udgangspunkt i bøger. 

Udover eleverne fra de seks behandlingstilbud og opholdssteder vil folk i lokalområdet, andre institutioner og foreninger, herunder blandt andre Odense Sportsfiskerklub. også få mulighed for at benytte den nye hytte. 

Det er Hedeselskabet, der har støttet tilblivelsen af bålhytten. Hedeselskabet støtter hvert år en lang række projekter, som har relation til naturen. 

Bålhytte til Natur og Helhedsskolen Årslev med søen i baggrunden

FAKTA

Det er partnerskabet mellem Specialskolen Fyn (Natur- og Helhedsskolen Årslev), Tarup Davinde Fiske Sammenslutning og Tarup-Davinde I/S, som står bag hytteprojektet. Hytten skal i fremtiden være fast tilholdssted for specialskolen i hverdagstimerne, mens den resten af tiden kan blive til gavn for andre besøgende i området.