I september var en gruppe spejderledere og forældre trukket i arbejdstøjet for at færdiggøre projektet. Bålstedet blev bygget, og den 6-7 meter lange tusindbensbænk i egetræ blev samlet.
I udformningen af projektet havde spejderne undersøgt, hvad der skulle til, for at deres egen brugergruppe, som typisk er børnenes forældre, ville bruge Helges Have til mere end blot at gå igennem den. De pegede på muligheden for at lave mad på et let og tilgængeligt sted.
”Derfor har vi prioriteret at få et bålsted, som er oppe i højden, så man står op og laver mad. Vi har også prioriteret en bålgrill, som gør det let at gå i gang,” fortæller Katja.
Bænken med de mange ben bliver bygget i mindre dele og kan derfor samles på flere måder. Det skal inspirere og invitere til både leg og sjov. Det skal ikke være så regelret og strømlinet, som Katja Aabye udtrykker det.