'Der er en hel anden mængde af liv her'

Af Mette Meldgaard
Foto: Mette Meldgaard 

Det var sommer, det summede af liv, og alting stod i fuldt flor. Milea Lasthein og Balder Dyekjær blev mødt af al den natur, de kunne drømme om, da de i august sidste år ankom til Kolpa Landscape Park i Slovenien for at tilbringe de næste otte måneder i praktik.

- Det var meget, meget smukt, meget idyllisk og føltes lidt, som om vi var kørt ind i et postkort, husker 25-årige Milea Lasthein.

Som noget af det første gik de ned over nogle græsenge for at komme tæt på floden Kolpa, der danner en naturlig grænse mellem det sydøstlige Slovenien i regionen Bela krajina og det nordvestlige Kroatien.

- Vi kom til en græseng, der var grønnere end noget, jeg nogensinde havde set. Det vrimlede med sommerfugle, og der var knælere og firben, mens biædere fløj rundt over hovedet på os, fortæller 23-årige Balder Dyekjær.

Indtrykkene står stærkt i hukommelsen hos dem begge. For det er på en isnende kold og snefyldt januardag, at de fortæller om det første møde med parken og den slovenske natur.

Den kuperede og bjergrige nation ligger mellem Kroatien, Ungarn, Østrig og Italien med grænser mod Middelhavet og Alperne samt en kort kystlinje ud til Adriaterhavet på ca. 47 km.

Og det er en gunstig placering for naturen.

Hver naturtype har sine tilhørende arter, og sammensætningen af arter er derfor endnu højere i overgangszonerne, hvor både dyr og planter fra de forskelli ge naturtyper og i selve overgangszonen findes.

- Og det forstærker biodiversiteten helt vildt, understreger Balder Dyekjær begejstret.

Og så er der også skov. Masser af skov med en dækning på 58 % af landet, hvis areal svarer til lidt under halvdelen af Danmarks.

Vejen til Slovenien

De to unge danskeres begejstring og interesse for det centraleuropæiske land er tydelig og smittende. Men det var faktisk lidt af en tilfældighed, at de overhovedet landede i Slovenien.

Deres mål var at finde en praktikplads inden for Europas grænser, som giver adgang til at søge EU’s Erasmus-legat. Det er dog ikke mange studerende på Skovskolen, der søger til udlandet, og derfor findes der ikke den store information med relevante kontakter.

Af den grund startede Milea Lasthein og Balder Dyekjærs rejse med en enkel Google-søgning på ’nature parks Europe’, der resulterede i en lang liste. CV’er og ansøgninger blev sendt ud i en lind strøm på tværs af kontinentet, og herefter opstod en form for radiotavshed. Lige indtil der tikkede en mail ind fra Slovenien.

Den kom fra direktøren i Kolpa Land scape Park, Vesna Fabjan, der straks så et potentiale i henvendelsen fra Danmark.

- Som tidligere lærer er jeg meget bevidst om, hvor vigtigt det er for studeren de at lære i et ægte, autentisk miljø. Af den grund vil jeg altid støtte og opfordre unge til at få praktisk erfaring i parken, når muligheden opstår, siger direktøren, da VÆKST besøger parkens hovedkontor i landsbyen Adlešiči.

Vesna Fabjan understreger, at de positive aspekter er gensidige.

- Vi lærer også meget af vores prakti kanter, som kommer med nye perspekti ver, idéer og erfaringer, og udvekslingen af viden er berigende for begge parter.

Milea Lasthein og Balder Dyekjær greb med det samme muligheden for at komme afsted. Og det, selvom deres respektive kendskab til landet kunne ligge på et meget lille sted.

- Jeg havde hørt lidt om Slovenien og måske også hørt noget om, at de har rigtig meget natur. Men jeg havde ikke nogen idé om hvilken natur, og slet ikke i den her region, siger Balder Dyekjær.

Seks måneder inde i praktikken har Milea Lasthein en oplevelse af, at det ikke var tilfældigt, at det blev Slovenien.

- Så det var fuldstændig perfekt, at vi endte her. Også når man tænker på, hvor fantastisk naturen er.

^{Direktør Vesna Fabjan på parkens hovedkontor i landsbyen Adlešiči.}

Dannelsesrejsen

En ny kultur, et fremmed sprog og andre måder at tænke og arbejde på. Det er en stor del af at rykke teltpælene op og flytte til et andet land. Og det kræver tid at finde sig til rette.

- Jeg frygtede lidt inden praktikken, at folk ikke rigtigt ville tage os seriøst, fordi vi stadig er under uddannelse, erindrer Milea Lasthein.

Og hvad er en praktikant? Er det bare en, der henter kaffe, spurgte hun sig selv og giver i dag selv svaret.

- Jeg har faktisk oplevet det modsatte. Vi bliver tit brugt til sparring, og vi kan også selv bidrage med ny viden. Samtidig er det jo ikke vores land, og det er slovenerne, der ved, hvordan tingene hænger sammen, og så må vi også bare sætte os ned og lytte.

Sprogligt skal alle parter slå ørerne ud. Det er langtfra en selvfølge, at alle taler engelsk, og indimellem skal der tegn og fagter i brug. Det kan bestemt være 16 udfordrende, men man ender med at finde ud af det, konstaterer Balder Dyekjær.

I mødet med lokale har de to danskere opdaget, at den ældre generation ofte taler lidt tysk. Så kommer der gang i de tyske verber, og generelt oplever de en stor imødekommenhed og åbenhed.

- Selvom de ikke forstår os, har de en lyst til at forstå og kommunikere med os. Slovenernes væremåde er superfed at opleve, synes jeg. I Danmark passer vi mere os selv, funderer Balder Dyekjær.

Fagligt og personligt er det en dannelsesrejse, de er på. En rejse, hvor evnen til at være omstillingsparat bliver prak tiseret på daglig basis. Ikke alt er nøje planlagt, og en dag kan hurtigt ændre karakter og kræve, at der bliver sadlet om. Men tilliden går igen, og den er stor til parkens praktikanter.

- Vi får stor kreativ frihed til at få løst de opgaver, vi får. Og der er stor tillid til, at vi løser dem bedst muligt og in den for den tidsramme, der er sat, siger Milea Lasthein.

På den anden side af bordet fremhæver Vesla Fabjan praktikanternes høje faglige niveau, selvstændighed og evne til at få idéer og føre dem ud i livet.

- Milea og Balder er usædvanligt mo tiverede og proaktive studerende. De har imponeret os med deres stærke engage ment i naturen og deres villighed til at engagere sig i alle former for arbejde, siger hun og tilføjer med et smil:

- På mange måder føles de som et na turligt match i vores team, og vi ville med glæde beholde dem hos os.

Mosaik og randzoner

Naturen i Kolpa Landscape Park er stort set uspoleret, samtidig med at menneske lig tilstedeværelse har præget det traditionelle område i århundreder, fortæller direktøren.

- Det har resulteret i et særpræget kulturlandskab.

Den smalle park følger 40 km af Kolpa-floden, som er kendt for at være en af de reneste og varmeste floder i Europa, som man stadig kan svømme i.

- Naturen er bemærkelsesværdigt vel bevaret og kendetegnet ved en usædvan lig høj grad af biodiversitet, siger Vesna Fabjan.

Det kommer til udtryk i en stor variation af fisk, padder, fugle og dyreliv, der understøttes af rene vandsystemer, forskelligartede levesteder og store skovområder.

Landbruget har ligeledes været med til at forme landskabet, som omvendt også har formet landbruget, kan man måske sige. For det bakkede og kuperede land skab, som man ser i Bela krajina, egner sig ikke til intensiv dyrkning af jorden. Men det egner sig til traditionel, ekstensiv landbrug, som har spillet en vigtig rolle i at opretholde åbne levesteder og støtte biodiversiteten, påpeger direktøren.

- Denne langvarige balance mellem natur og lavintensiv menneskelig akti vitet er et af parkens definerende træk.

Den ekstensive landbrugsform optager også de danske praktikanter.

- På de små flade områder, der findes, kan der være en mark. Og i bunden af en hul kan der være en køkkenhave, og på skrænterne kan der gå får eller andre dyr og græsse. Og lige ved siden af er der måske nogle buskadser og noget skov. Så randzoneeffekten og mosaiklandska bet findes i en grad, vi aldrig ville se i Danmark, fortæller Balder Dyekjær og fortsætter:

- Der er små mikroklimaer over det hele. Hvert område fylder under en ha, og det giver bare denne her komplekse mosaik, som forstærker biodiversiteten og mængden af individer helt vildt meget.

I forhold til områdets ejerforhold kan man også godt tale om lidt af en mosaik.

^{Vinterens udgave af Kolpa-floden med udsigt til Kroatien.}

Forvaltning og diplomati

Når man kører gennem parken, passe rer man den ene lille landsby efter den anden samt mindre gårde, som giver et meget godt billede på fordelingen af jorden.

75 % af parken er fordelt mellem en lang række private lodsejere, mens re sten af fordelt mellem staten, kommunen og parken selv. Forvaltningen af arealet handler derfor primært om kommuni kation, dialog og samarbejde.

- Vi stræber efter at præsentere parken for lokalsamfundene som noget positivt – ikke som en hindring, men som en udviklingsmulighed. Derfor involverer vi aktivt lokale beboere i vores aktiviteter, så parken skaber yderligere muligheder og konkrete fordele for dem, forklarer Vesna Fabjan.

Den tilgang og forståelse er også en stor del af læringen for praktikanterne.

- Når vi så fx gerne vil lave et vandhul, så er det vigtigt at have et godt forhold til den, der ejer jorden, så vi kan sige, hvor for vandhullet skal være her, og hvorfor det er en god idé, siger Balder Dyekjær.

Uden samarbejde kommer parken ikke langt med tiltag og projekter, fortsætter Milea Lasthein.

- Der er en stolthed fra slovenernes side over, at det er deres jord, og at de godt ved, hvordan man dyrker den. Der kan en skrivebordstype – som vi nogle gange bliver kaldt – som mig ikke lige pludselig vade ud og synes, at jeg skal lave noget fedt på deres jord. Men hvis du kan formulere, hvorfor det giver mening, så vil de gerne være med.

- Det er også virkelig en øvelse at finde ud af, hvordan man møder folk i øjenhøj de, at man ikke bare bliver fanget i det, man selv synes er fedt og tror er bedst.

Blandt lodsejerne findes også dem, der med glæde tager imod idéer og input, beretter Balder Dyekjær.

- Der er nogle af dem, der står med armene i vejret og tænker, at det er så fedt, og vi behøver ikke engang at komme og hjælpe. De sørger selv for at fælde den invasive bambusskov, eksempelvis.

På med arbejdshandskerne

Netop på grund af det sammensatte ejer forhold har de som praktikanter arbejdet meget med monitorering, ligesom de har kortlagt områder.

Lige fra status på bestanden af fiskehejrer, fugleoptælling langs floden til overblik over bævere og deres aktiviteter, der har oversvømmet nogle marker.

Med en GPS-sender eller en telefon kortlægger de et udvalgt område. De tager også billeder, laver polygoner og tegner, før de vender tilbage til kontoret, hvor de kan se kortene på computeren. Og så er det ellers i gang med at finde matrikelkort, navn og adresse frem på alle ejerne i området.

Balder Dyekjær kommer med et eksempel, hvor et Natura 2000-overdrevsområde var begyndt at gro til.

- Området var på 10 ha, og det endte vist med at være 300 matrikler. Heldigvis ikke med lige så mange forskellige eje re, men 300 matrikler, vi skulle hente data på.

Det omfattende monitoreringsarbejde er en form for forarbejde til forvaltnin gen og de projekter, som parken gerne vil søsætte. Altså, hvis og når de får de implicerede lodsejere med. Det er så her, de mange kopper kaffe kommer ind i billedet.

Milea Lasthein og Balder Dyekjær har også haft arbejdshandskerne på i løbet af deres praktiktid. Fx i forbindel se med monitorering og kortlægning af invasive planter, som er en stor ud fordring langs floden.

40 km flod giver plads til mange invasive planter, heriblandt Rudbeckia laciniata (fliget solhat).

- Og der er over 20 arter af invasive planter, kan jeg så sige. Og så har vi bag efter været ude med arbejdshandsker på og rive planterne op af jorden i et forsøg på at nedkæmpe dem, uddyber Balder Dyekjær.

- Det kan godt være, at nogle af dem kommer tilbage, men så har de ikke så meget energi til at vokse sig så store, som de var før.

Et er de genstridige arter, noget andet er naboerne på den anden side af floden, der ikke gør en indsats for at komme problemet til livs. Der er i det hele taget stærkt brug for at finde fælles løsninger for naturen og brugen af Kolpa-floden, hvor presset fra turister om sommeren er uholdbart.

Vensa Fabjan fortæller, at der lige nu bliver arbejdet på at få gang i de indledende samtaler med Kroatien. Det sker på initiativ fra Kolpa Landscape Park.

^{Ét af de projekter praktikanterne har fulgt på tæt hold er restaureringen af et vandhul, der oprindeligt blev anlagt som drikkevandsforsyning til kvæg i området. I dag er vandhullet et vigtigt levested for padder, fugle og insekter.}

Balancen

Milea Lasthein og Balder Dyekjær har stadig et par måneder i Slovenien, før de vender tilbage til Skovskolen i Nordsjælland. Men opholdet har for længst sat sit præg i dem begge.

Særligt balancen mennesker, dyr og natur imellem har præget dem.

- Slovenerne har virkelig forstået at være meget mere holistiske omkring den måde, som vi og naturen skal sameksistere på. At det ikke behøver at være så opdelt, som vi ser det i Danmark. At man sagtens kan have et lille landbrug og samtidig have natur og samtidig have skov, forklarer Milea Lasthein.

Balder Dyekjær oplever også, at det slovenske folk forstår samspillet og går op i at have respekt for naturen.

- Det er så fedt og virkelig vigtigt, og det er et budskab, jeg gerne vil sprede; at vi godt kan leve sammen med naturen. Og at det kan være godt for alle parter, der behøver ikke at være en taber.

For slovenerne er det naturligt, at ulven, bjørnen og lossen lever i naturen. I en landlig region som Bela krajina har mange får, heste og kvæg gående, men de har også typisk en hund til at vogte fårene.

- At lære og høre om, hvordan slovenerne lever side om side med tre store rovdyr på halvt så meget landareal, som vi har i Danmark, har været meget inspirerende, fortæller Milea Lasthein.

- Og hvis man bare passer sig selv og respekterer hinanden, så kan alle sagtens være her, der er masser af plads.

Det naturrige land er kommet helt ind under huden på Milea Lasthein og Balder Dyekjær, der ikke er i tvivl om, at de vender tilbage til det sted, som er med til at forme grundstenen i deres faglige virke.

- Man får bare en tilknytning til både landet, de projekter, vi har været med til, og parken og menneskene herne de. Det er jo ikke kun et praktikforløb mere, det er blevet en stor del af vores liv og identitet, som man ikke bare kan sige farvel til.