Cecilie Holm Arentoft
Stud. BSc. Vand, bioressourcer og miljømanagement på DTU
Stud. BSc. Vand, bioressourcer og miljømanagement på DTU
Studieophold på ETH i Zürich, der er et af verdens førende universiteter inden for miljøteknologi, hvor en fagkombination mellem biosystemer, ressourceøkonomi og cirkulær økonomi er mulig.
Kære Hedeselskabet
På torsdag d. 4. oktober er det præcis en måned siden, at jeg forlod Danmark for at tage til Zürich og studere på ETH på mit femte semester af min bachelor i Vand, bioressourcer og miljømanagement på DTU. Jeg er faldet godt til i de nye omgivelser, i mit nye hjem, min nye by og mit nye studieliv. September har været en fantastisk måned med lange, varme, solrige dage med tid til at bade i Zürichs sø, rejse, starte på studiet og lære en masse, nye, spændende mennesker at kende. Set fra ETH’s polyterasse, som ligger højt oppe på den ene at byens bjergskråninger, består Zürich primært af kirkespir, Zürichsøen og en smuk udsigt til Alperne. Knap 400.000 mennesker bor i Zürich og byen er Schweiz’ økonomiske omdrejningspunkt og rangerer derfor højt på lister over verdens byer med høj levestandard. En döner kebab koster omkring 100 kr. og Zürich er den eneste by i verden der overgår Københavns gennemsnitspriser på en kop kaffe i byen. Sammen med min italienske ven Marco er jeg derfor gået på opdagelse for at finde de gratis glæder her i en af verdens dyreste byer. Det koster fx ikke noget at hoppe i Limmat-flodens klare vand og jeg kan få mange timer til at gå ved at sidde i solen ved Zürichsøens bred.
Jeg bor ca. 10 minutters gang fra universitetet i et flot gammelt hus lige overfor et hus hvor Einstein engang boede. Huset er ejet af ETH og jeg deler det med 18 andre studerende fra hele verden samt en familie på 4 som bor i underetagen og som administrer det daglige liv i huset. Jeg deler værelse med en russisk pige ved navn Anastacia, som læser til arkitekt på ETH. Huset er meget internationalt idet vi er 10 forskellige nationaliteter samlet fra hele verden og hver onsdag spiser vi middag sammen, vi tager til fester sammen og spiller bordfodbold og kortspil hjemme i husets spisesal.
Med mange nye oplevelser og nye bekendtskaber, har jeg det som om, at dagene flyder sammen, men en af mine vildeste oplevelser her i Zürich er uden tvivl at være med i ETH Week Energy Matters som løb af staben fra d. 9-14. September. ETH Week samlede 200 studerende og i alt 50 forskere, politikere, professorer og forretningsfolk og målet med hele ugen var at lære om og at komme frem til nye og innovative løsninger på de nuværende energi-problematikker, som Schweiz står over for. Det var helt vildt sjovt at være med til og jeg følte mig vildt privilegeret at få lov til at høre forretningsfolk fra cement-, transport- og elforsyningsbranchen fortælle om hvilke problemer de havde og at høre dygtige, unge forskere fra ETH og små start-ups fortælle om nye spændende teknologier der spændte lige fra sikringen af bedre energiladningsmuligheder til at bruge blockchainteknologi til at sikre at fattige kvinder i udviklingslande kunne få soldrevet lys i deres hjem på en billig og sikker måde, hvor man så vidt muligt undgik korruption fra mellemmænd.
Ugen endte med at vi i vores grupper præsenterede et færdigt produkt som vi havde arbejdet på og som løste en problemstilling, som vi havde været særligt interesseret i at lære mere om. Efter ETH Week startede undervisningen for alvor op på ETH d. 17. September og siden da har jeg igen fået en hverdag med en hverdagsrytme, som ligner rimelig meget den, jeg har hjemme i Danmark. Fagene på ETH fylder dog generelt ret lidt i point, og jeg kan kun tage kandidatfag mens jeg er hernede, da ETH’s bachelorfag er på tysk. Desuden er ETH kendt for at være et elite-universitet, og skal derfor lige vænne mig til arbejdsbyrden og hvad det vil sige at skulle koordinere og læse op på 11 forskellige fag og dermed også 11 eksamener på ét semester. Heldigvis er professorerne virkelig gode og jeg er rigtig glad for alle fagene, hvilket gør at oplæsningen til fagene glider lidt nemmere.
Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg er så taknemmelig for den her mulighed, og for den støtte som Hedeselskabet har givet mig til mit ophold i Zürich. ETH er et fantastisk universitet, og det er en fantastisk mulighed at arbejde sammen fagligt med så mange forskellige nationaliteter inden for emner som der interesserer mig. Endnu engang tak!
Kærlig hilsen Cecilie
Hvad vil du særligt fremhæve ved din uddannelse?
Formålet med Bsc. i vand, bioressourcer og miljømanagement er at gøre de studerende i stand til finde bæredygtige løsninger på konkrete miljøproblemer i Danmark og resten af verden. Uddannelsen er meget praktisk orienteret, og ofte tager vores opgaver udgangspunkt i relevante problemstillinger og miljøkrav, som vi ser i samfundet i dag. Som uddannelses navn antyder, kan man fokusere på forskellige aspekter af miljøet og klimaet, og jeg synes især, bioressource- og miljømanagementdelen af uddannelsen er spændende. Særligt imødegåelse af klimaforandringer, bæredygtig udnyttelse af bioressourcer til bæredygtig energi og cirkulær- og ressourceøkonomi er utroligt spændende. På min uddannelse som miljøingeniør er jeg sidst, men ikke mindst, stolt og taknemmelig over sammenholdet, jeg oplever på studiet og vores gode studiemiljø, når det kommer til samarbejde om opgaverne og at hjælpe hinanden på studiet.
Hvordan er din interesse for klimaforandringer og bedre udnyttelse af naturressourcer opstået?
Der er jo ingen tvivl om, at der er mange problemer i verden, der er spændende og interessante - og som skal løses. Min interesse for lige netop klima, miljøet og naturressourcer kommer fra min families baggrund, da mine forældre, min moster og mine bedsteforældre arbejder med miljø og klima i ingeniørvirksomheder som Force Technology, Niras og Holm Christensen Biosystemer Aps. Derfor har jeg allerede fra da jeg var helt lille forstået, at det fx er meget smart, at kraftværker har filtre på deres skorstene, så der ikke kommer for meget NOx ud i luften, og at CO2 er en drivhusgas, som gør vores planet varmere. Allerede fra jeg var helt lille har jeg vidst, at jeg gerne ville have et arbejde, der var med til at modvirke klimaforandringerne på en bæredygtig måde. Min naturlige interesse fra barndommen skærpes yderligere af, at mange i vores samfund er begyndt at gå op i klimaet. Klima, cirkulær økonomi og den grønne omstilling er alle blevet buzzwords som alle, især unge, i stor stil går ind for, og det er fedt at læse noget, som så mange går op i. Når verdens lande formår at gå sammen om at danne Paris-aftalen, og når Københavns gader bliver fyldt med klimabevidste borgere under klimamarchen, så giver det mig et sug i maven, og jeg får jeg nyt blod på tanden. Disse handlinger jeg ser ske i samfundet bekræfter mig i, at det at blive miljøingeniør med fokus på klimaforandringer er det rigtige valg for mig.
Hvorfor valgte du netop ETH, Zürich?
ETH er et ret anerkendt universitet og deres miljøfakultet er især anerkendt for en årlig konkurrence, der finder sted i starten af skoleåret, hvor man kan ansøge for at komme med. Konkurrencen hedder ETH Week og gik dette år ud på at komme på de bedste løsninger på at opnå den mest bæredygtige og sikre energi for fremtiden. ETH har fingeren på pulsen, og de har nogle dygtige og anerkendte professorer inden for miljøvurdering, klimapolitik og miljø og ressourceøkonomi. Det er emner, jeg godt kunne tænke mig at lære mere om som bachelorstuderende, inden jeg specialiserer mig mere på kandidaten. Især miljø og ressourceøkonomi, klimaøkonomi og politik er nogle kurser med mere samfundsorienterede problemstillinger vedrørende klimaforandringer, som jeg har savnet at kunne tage på DTU. På DTU lærer vi at løse problemerne med naturvidenskabelige mind-set, men til tider savner jeg lidt en dybere forståelse for de økonomiske og sociale perspektiver. Derfor er jeg rigtig glad for at have muligheden for at rejse til ETH, hvor de tilbyder kurser i disse emner.
Hvad håber du at opnå med studieopholdet?
Jeg håber på at få knyttet nye venskaber på kryds og tværs af landegrænser, mens jeg er hernede. Jeg er af natur meget udadvendt og synes, det er spændende at lære nye folk at kende. Jeg håber, mit hjem i Zürich, som er et student house med i alt 19 internationale studerende, vil være et godt startsted for at opnå nye internationale venskaber, som måske endda kan holde på længere sigt. Jeg deler værelse med en russisk pige, og vi er 10 forskellige nationaliteter samlet i huset. Det er virkelig fedt og spændende at være en del af. Med valget af ETH er jeg klar over, at jeg kommer til at skulle lægge en del timer på læsesalen, men det glæder jeg mig – indtil videre i hvert fald – over, da mit mål med mit studieophold især også har været at blive fagligt bedre og dygtigere, og at tage nogle fag inden for økonomi og politik, som jeg ikke kunne tage ligeså nemt hjemme i Danmark. Til slut håber jeg dog også på, at der i weekenderne vil være tid til en enkelt fest eller to og at tage rundt omkring i Schweiz og opleve de flotte landskaber og bjerge.
Hvad er dine ambitioner på sigt?
Rent karrieremæssigt er min drøm kort fortalt at have et meningsfuldt arbejde, hvor jeg sammen med nogle søde og engagerede kollegaer gør en positiv forskel for vores samfund og natur. Jeg synes emner som livscyklusvurdering (en metode der bruges til at vurdere produkters eller produktsystemers miljøbelastning gennem hele deres livscyklus fra ”vugge til grav”), bæredygtig udnyttelse af naturressourcer, luftforurening og imødegåelse af klimaforandringer er spændende. Jeg håber derfor, at det er emner som disse, som jeg kommer til at beskæftige mig med i mit arbejdsliv. Jeg har ingen specifikke planer om, hvorvidt jeg skal arbejde inden for det private eller det offentlige, om jeg gerne vil være leder eller ej, og om jeg skal arbejde i udlandet eller i Danmark, men som sagt håber jeg, at uanset, hvor jeg ender henne, at jeg kommer til at arbejde sammen med nogle fagligt dygtige og motiverede medarbejdere, som brænder for de samme mål som mig. Jeg har også en ambition om at lære om klimaforandringer og miljøhensyn gennem hele min karriere, så min viden på et tidspunkt ikke går hen og bliver forældet.
Rent menneskeligt har jeg en ambition om aldrig at få for travlt til at gå en tur i skoven og at læse en god bog, at være åben over for nye mennesker og nye venskaber, da dette vægter utroligt højt i mit liv.
Du bruger en forældet browser. Vi anbefaler at du opdaterer til en nyere og mere sikker browser. Vores website er ikke udviklet til at understøtte denne og det kan opføre sig uforudsigeligt.
Vi anbefaler at du henter Google's Chrome browser her eller Mozilla's Firefox browser her.