'Naturen ved godt, hvad den ville gøre - og det skal vi som mennesker understøtte'

Af Mette Meldgaard

Historisk var kirkens jorder en del af præsternes løn. Deraf navnet præstegårdsjord.

Den håndgribelige del af lønnen gjorde det fx mere attraktivt at være præst på Lolland med den gode lollandske muld. Men det var i en anden tid.

De sidste knap 100 år har den danske folkekirke forpagtet ca. 8.000 ha jord ud til landmænd, og i dag står vi – igen – i en ny situation.

- Der er jo ikke nogen, der ikke har ansvar for naturens tilstand. Og derfor har folkekirken det selvfølgelig også, siger Jesper Rønn Kristiansen.

Han står i spidsen for det landsdækkende projekt Folkekirkens Grønne Omstilling, der blev etableret i 2022 med formålet at hjælpe den samlede folkekirke i en grønnere retning. Det hører til i kategorien med store og komplekse projekter.

- Folkekirken er jo på en og samme vis Danmarks største civil-samfundsorganisation og samtidig en organisering af utrolig mange frivillige.

Det er ikke, fordi kirkens ansvar for naturen er blevet større, mener Jesper Rønn Kristiansen, men:

- Jeg tror, det er blevet tydeligere.

Forpagtning og finansiering

Projektets arbejde, som er baseret på faglig viden, stra­tegiske indsatser og hjælp med tilskudsmulighederne, understøtter landets 1.700 menighedsråd, hvoraf 532 er jordejere – fordelt på 2.029 marker.

Forpagtning af jord er en del af rådenes indtægter, ligesom en aftale med en forpagter typisk løber over fem år. Derfor kan man ikke nødvendigvis lige komme ud af en kontakt før tid, hvis man ønsker det.

Som med alle andre arealomlægninger følger der altså en vis kompleksitet med samt en økonomi, der skal hænge sammen.

- De kirker, der har mest jord, ligger på landet. På landet er der middelalderkirker, som er mest vedlige-holdelsestunge. Menighedsrådene skal selv stå for finansiering og udførelse af vedligehold, forklarer Jesper Rønn Kristensen.

Hvis menighedsrådene tog al deres landbrugsjord ud i en håndevending, ville der ifølge ham ikke være økonomi til vedligeholdelse af kirkerne – eller til at lave spaghettigudstjenester.

Mens det enkelte menighedsråd afsøger sit grøn­ne potentiale og sætter initiativer i gang, er man internt i folkekirken ved at omorganisere arealer­ne. Det sker som et led i projektet ’Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet’, som kirkeminister Morten Dahlin (V) igangsatte i februar 2024.

I begyndelsen af april i år udkom så styregruppens anbefalinger, som blandt andet indeholder en ’aflast­ning af menighedsrådenes forvaltning af fast ejendom’, ligesom ’ansvaret og opgaven med landbrugsejendom­me, jorde m.v. flyttes i sin helhed til provstiudvalget’.

Færre får altså ansvaret for de samlede arealer.

- Og det betyder, at man kan tage jord ud i større klumper. Det er en fordel for den grønne omstilling og balanceres, så man samtidig bevarer den lokale forankring og kendskab, siger Jesper Rønn Kristensen, der har en baggrund som forstkandidat.

Digitalt danmarkskort

Det første, som Folkekirkens Grønne Omstilling tog fat på, da projektet blev søsat i 2022, var at skabe et visuelt overblik over kirkens jorder for at afdække en række spørgsmål:

Hvem ejer jorden? Hvordan drives den i dag? Er skovrejsningstilskud en mulighed osv.? Det har gjort det effektivt for lodsejerne at screene for alternativer til mere miljø- og klimavenlig forvaltning af arealer.

Det digitale danmarkskort er tilgængeligt for alle via projektets hjemmeside og Danmarks Miljøportal.

- Vi kunne godt lave værktøjer kun til menighedsrå­dene, der ejer jorden, men så ville det foregå i ét tempo, og klimaet er jo ligeglad med, hvilken side af sogne­grænsen CO2-udledningen kommer fra eller hvilket stift for den sags skyld.

Det digitale danmarkskort har været afgørende for, at projektet er kommet ud over rampen.

- Vi har fået et hav af henvendelser fra kommuner, virksomheder, grundvandsforsyningsselskaber, alle de grønne organisationer og leverandører, siger pro­jektlederen.

Han tilføjer, at de ikke er et kontor for viderefor­midling af leverandørkontakter, men derudover er den store interesse kun et plus.

- Det er jo en udstrakt hånd. Hvis vi virkelig er in­teresserede i at gøre en forskel, bliver vi også nødt til at gøre det i fællesskab.

Biodiversitet og liv på kirkegården

Én ting er landbrugsjorderne, en anden er de folkekir­kelige kirkegårde. Dem findes der godt 2.100 af over det ganske land – inklusive naturpotentiale.

Og på nogle områder skulle man næsten tro, at kir­ken var forud for sin tid. Eller måske er det nærmere sognebørnene.

Således bliver kistebegravelser færre, fordi hele 80 % i dag vælger at blive kremeret. Det efterlader flere tomme gravpladser, hvor biodiversitet kan tænkes ind. På den måde giver de afdøde mere plads til naturen.

- Helt lavpraktisk og faktuelt er der flere kvadrat-meter til potentielt spændende natur, konstaterer Jesper Rønn Kristensen.

Kirkegårdsledere og gravere, der har fingrene i jorden, er generelt meget interesserede i at skabe levesteder for insekter.

- Det med at have en buksbomhæk og perlegrus er jo en biologisk ørken. Det ved de også godt.

Det kan stauder og hjemmehørende engblandinger fx gøre noget ved, men det betyder ikke, at kirkegårde skal forvandles med et trylleslag, siger projektlederen.

- I Danmark lever vi jo i et kulturlandskab og ønsker også at værne om kulturarven. Og det samme med kir­kegårdene, der også har en tradition både i landskabet og i sorgbearbejdning.

Meldinger fra lokale gravere lyder på, at man godt kan bevare tradition, historik, kultur og respekt for kirkegården, i takt med at biodiversiteten breder sig.

- Der skal være plads til det hele, men når man tæn­ker naturen ind, så kommer der levesteder – både på landbrugsjorder og kirkegårde.

Mange bække små

Apropos at brede sig, så skal der ikke meget mere end et lille hjørne på alle kirkegårdene til at sætte gang i noget større, forklarer Jesper Rønn Kristiansen.

- Med bare en tredjedel af de ubrugte gravsteder er der pludselig levesteder for insekter og deres larver – og tilsvarende på jorderne.

Mange kirkegårde ligger tæt på deres respektive jorder, og ofte er der heller ikke langt fra den ene kirkegård til den næste.

- Folkekirkes jorder og kirkegårde kan jo være det kit, der binder alle stenene sammen. Der er ikke nogen steder i folke­kirken, hvor der er kæmpestore urørte, vilde arealer, men det er der inde hos naboen eller hos naboen igen.

Tanken om, at arealerne kan være med til at binde andre større naturområder sammen, ser Folkekirkens Grønne Omstilling selv som måden, hvorpå kirken kan gøre en større forskel.

Ketchupeffekten

Folkekirken har ikke en defineret målsætning målt på tal og procenter, men lægger sig op ad de nationale mål og den grønne trepart – og dermed aftalen om udtagning af mere end 10 % af den samlede landbrugsjord i Danmark.

Tre-fire år efter projektstart er Folkekirkens Grønne Omstil­ling godt undervejs, siger Jesper Rønn Kristiansen.

- Men hvis man kigger på, at kirken har over 8.000 ha land­brugsjord i alt, og vi har fået omlagt et par hundrede ha de sidste par år, så er det jo ikke procentvis særlig stort. Men det er jo fantastisk, at der sker noget.

Det gælder som et andet eksempel også skovrejsning. Da pro­jektet blev etableret, var der rejst to kirkeskove, og nu er der 21.

- Vi kan bare se, at proppen lige så stille begynder at løsne sig på ketchupflasken. Der er en interesse, der er en bevægelse, man vil gerne.