Heden var alt andet end menneskefjendsk

Af Christian Agerskov Munk 
Foto: Hedeselskabet 

Hede.

Allerede når man hører or­det, danner hjernen billeder af vidstrakte, lyngklædte vidder. Enkelte vindforkrøblede træer og måske nogle græssende får. Et fladt og goldt landskab, der trods sin egen skønhed ikke lader meget liv blomstre. Ikke som engene, skovene og moserne med deres sværme af forskelligartet plante- og dyre­liv. Hederne var et sted, hvor mennesker dårligt kunne opretholde tilværelsen, og hvor sult og slid var et grundvilkår.

Det er nogle forestillinger, som Lotte Isager gerne vil gøre op med.

I sin bog ’Håbet på heden’, som er en del af Aarhus Universitetsforlags serie ’100 danmarkshistorier’, rokker hun ved vores forestilling om heden som et ugæstfrit sted, hvor liv – især menneskeliv – kun dårligt trivedes. Hun vil fortælle historien om menneskets og hedens lange parløb, som først ændrede sig for relativt nylig.

- Heden er jo blevet vedligeholdt i Dan­mark i 5.000 år, så den har været vigtig for vores forfædre og formødre i ufatteligt mange generationer – ellers havde de ikke passet på den, siger Lotte Isager.

- Det der med, at den var en ødemark eller en ørken, det passer ikke helt.

Lotte Isager er antropolog med en ph.d. i geografi og har i årevis forsket i landbrugsudvikling og naturforvaltning i blandt andet Sydøstasien og Østafrika i lande som Malaysia, Thailand, Vietnam, Kenya og Tanzania.

- Jeg har egentlig altid arbejdet i kryds­feltet mellem naturvidenskab og humanio­ra. Det er utroligt lærerigt, fordi man følger med i, hvad der sker i de andre videnskaber, og det påvirker jo ens egen vidensbase.

Og netop grænselandet mellem natur-og kulturvidenskaberne er dér, hvor heden eksisterer. Heden er zoologi, geologi og botanik, men også historie, billedkunst og lyrik.

Hedens gaver til folket

I ’Håbet på heden’ beskriver Lotte Isager, hvordan mennesker siden stenalderen har levet – ikke kun overlevet – sammen med heden. For at en hede skal forblive hede, kræver det menneskelig indblanding, så den ikke springer i skov.

Heden opstod i kølvandet på stenalde­rens skovfældninger, hvor nye mennesker, der indtog landet for omtrent 5.000 år siden, ryddede områder til deres husdyr. Hedeområderne blev vedligeholdt ved af­brænding og græsning. Det var også her, man i forskellige perioder begravede sine døde i gravhøje.

Foruden græsning, jagt og sankning til­bød hederne også byggemateriale i form af tørv. Og selvom lyng var allestedsnærvæ­rende, var den ikke enehersker på heden. Sådan var det i oldtiden og helt frem til Dalgas’ tid, fortæller Lotte Isager.

- På sine vandringer beskriver Dalgas den jyske hede som ret varieret – både topografisk og vegetationsmæssigt. Så han vidste det jo godt. Han vidste utro­ligt mange ting, og det er klart, fordi han kendte hederne rigtig godt som officer og vejingeniør.

Mere end lyng og slid

I bogen sætter Lotte Isager flere nuancer på heden end blot den lynglilla. Også på de folk, der boede der og blev boende generation efter generation. De var ikke nødvendigvis arme stakler, som hutlede sig igennem tilværelsen i et menneske­fjendsk landskab.

- Jeg har indtryk af, at der har været en tendens i historien og blandt historikere til at fortælle om Danmarks landbrug som en udviklingshistorie, hvor det er agerdyrk­ning, altså korndyrkning, som er normen. Og det, der afviger fra den norm, anses som mindre godt eller mere primitivt.

Faktisk viser Lotte Isager i bogen, at de jyske hedebønder klarede sig endog meget godt – og ofte bedre end deres kollegaer andre steder i landet. Det gjorde de gen­nem risikospredning og klog brug af he­dens materialer, og de var det, som Lotte Isager betegner som bindestregsbønder – hvor man kombinerer bondetilværel­sen med bierhverv som fisker, jæger eller håndværker.

- Mange har haft et markant bedre øko­nomisk liv, end østdanske bønder ofte havde. Man har haft en diversificeret økonomi. Og det var klogt i en verden, hvor det kunne være svært at overleve, hvis man kun satsede på én ting.

Lotte Isager beskriver også en kultur, der så sig selv som en del af en større verden. Hvor man fulgte den gamle hærvej sydpå for at handle med andre lande, og hvor mange talte flere sprog og sendte deres sønner på uddannelse og arbejde i hertugdømmerne og i Holland og Eng­land.

^Pressefoto

Hedebonde måtte skue langt

Bondelivet på heden krævede imidler­tid også andre ting ud over en redundant indkomst. Det krævede plads og tid. Det beskriver Lotte Isager i bogen gennem hedebonden Peder Knudsen fra Karup, der førte detaljerede dagbøger over drif­ten af sin gård mellem 1829 og 1879. Han havde knap 500 tønder land (275 ha), hvoraf fire femtedele var hede, mens resten var eng og ager.

Han nedfældede blandt andet nøje arbejdet med at bringe det livsvigtige dyremøg tilbage til agerjorden for at forbedre frugtbarheden – et kæmpe ar­bejde på 500 tønder land og i en tid uden traktorer til rådighed.

Peder Knudsen havde desuden et andet dyrkningsperspektiv end sine nutidige kollegaer. Når han dyrkede kartofler på et stykke jord, blev det efterfulgt af tre-fire år med rug, hvorefter jorden skulle hvile i 20-30 år. De hedeområder, han skrællede tørv af, var først helt regenererede efter 90 år, regnede han med.

- Det er vildt, at han har tænkt over dis­se ting i hans måde at forvalte jorden på. At han jo har siddet og tænkt på, hvordan hans børnebørn og oldebørn skulle kunne have noget til sig selv. Han har jo haft et fantastisk tidsperspektiv, som jeg tænker, at nutidens bønder og alle vi andre virke­lig kunne lære meget af. Altså, tænker du 60 år frem, eller tænker du på, at det skal give pote inden for de næste fem år, eller indtil du kan få det næste banklån hjem?

Lotte Isager fremhæver i den forbindel­se også Brundtland-rapportens definition af bæredygtighed fra 1987: ’En bæredyg­tig udvikling er en udvikling, som opfyl­der de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.’

^{H.A. Brendekilde (1857–1942), Udslidt, 1889, Kunstmuseum Brandts.}

Større pres på jorden

Men hvis bondelivet på heden var bedre, end vi forestiller os det, hvorfor ønskede både konge, stat og Hedeselskabet så ivrigt at opdyrke den jyske hede?

Én ting, peger Lotte Isager på, var stor­byens syn på heden. Hvis man blot kiggede på bonitetskort, ville Jylland bonne nega­tivt ud i forhold til de fede østdanske agre.

Noget andet var de landbrugs- og jord­reformer, der omformede ejerforhold og udstykning i slutningen af 1700-tallet og 1800-tallet.

- Der var et helt system med dyr og hede og agerjord og eng, og dette kredsløb var faktisk velfungerende for folk på heden i årtusinder, indtil vi når op i nyere tid – faktisk helt ind i 1800-tallet, hvor presset på jorden blev større, og matriklerne blev mindre, så systemet ikke kunne hænge sammen længere. Det var ikke længere bæredygtigt.

Nu skulle jorden yde mere. Der var mindre plads og kortere tid til omdrift.

Raffinerede dyrkningssystemer som Peder Knudsens holdt ikke længere i virkelig­heden.

Det er det, vi ser udslaget af i H.A. Bren­dekildes maleri ’Udslidt’ fra 1889 – den gamle bonde, der er segnet om på marken, og den afmægtigt skrigende kvinde ved hans side. Hedebønderne, de stærke og seje jyder, kunne ikke længere praktise­re årtusinders sameksistens med heden. Et pres, der ikke blev mindre af de tabte landområder i 1864-krigen.

Og det er hér, Hedeselskabet tager sin begyndelse. Det er disse relativt nyligt arme bønder, som Dalgas har set på sine mange ture over hederne som vejingeniør.

Unik person ramte tiden rigtigt

- Jeg tænker som regel på historien som noget, der ikke afhænger af én person, fortæller Lotte Isager.

- Men jeg tænker også på Dalgas som en meget enestående og sjælden figur i danmarkshistorien.

For ligesom heden er en hybrid mel­lem kulturen og naturen, var også Dal­gas rundet af forskellige verdenssyn og discipliner.

- Han har jo fået en stærk naturviden­skabelig viden qua sin opvækst hos sin onkel botanikprofessor J.F. Schouw, efter at hans far døde. Han mødte cremen af cremen af den danske politiske, kunstne­riske og videnskabelige elite. Og så var han selv ved militæret, hvor man lærer at blive organiseret. Og derudover er der hans egen baggrund som ingeniør.

Den viden og virketrang var det, der førte til stiftelsen af Hedeselskabet. Sam­men med tunge økonomiske og politiske kræfter i ryggen og flankeret af to urok­kelige støtter: jurist Georg Morville og godsejer og politiker Ferdinand Mourier- Petersen.

- Uden de to ville Dalgas have lavet man­ge flere fejl, end han gjorde – for han begik selvfølgelig fejl. Hvem gør ikke det? Han var ilter, og det kan man også se i nogle af de brevvekslinger, de har. At der er nogle situationer, hvor de andre to skriver til ham, at dén formulering trækker vi lige tilbage, og dét her brev sender du ikke.

- Og det interessante er, at de arbejdede sammen i over 25 år uden nævneværdige konflikter. Der er noget smukt ved, at tre mennesker, som var forskellige, arbejdede sammen så længe.

De tre lagde kimen til, at det danske land­skab blev forandret for altid. At en million ha ’ufrugtbar’ hede skrumpede til 85.000 ha i dag. Foruden store moseområder, som blev drænet. Og at der blev rejst i tusinder og atter tusinder kilometer læhegn og ha plantager. At Danmark blev det landbrugs­land, vi kender i dag, på godt og ondt.

^{E.M. Dalgas på heden.}

Omvendt Dalgas eller bare Dalgas

Nu står vi over for det næste store skridt i udviklingen af landskabet. Med blandt andet den grønne trepart og EU-love om naturgenoprettelse vil landskabet nok en gang skulle ændre karakter, fordi driften ikke er bæredygtig. Ved præsentationen af den grønne trepart kaldte Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, det fore­stående arbejde for en ’omvendt Dalgas’, med reference til, at man vil omlægge det indvundne land til naturen.

Men hvad ville Dalgas selv sige til, at Hedeselskabets mammutarbejde blev rul­let tilbage? Lotte Isager har et bud:

- Jeg opfatter ham egentlig som en mand, som i udgangspunktet var villig til at ændre syn på ting, hvis han havde en fornemmel­se af, at det empiriske grundlag for et eller andet ikke var til stede. Så qua hans vide­begær og qua hans stærke observations-evne tror jeg helt sikkert også, at han vil­le have forstået det. Hvis han kiggede på Danmark her i det 21. århundrede, kunne han se, at det landbrug, der er meget in­tensivt med kemikalier, intensiv dyrkning og monokultur, er gået alt for vidt. Også fordi han var en stor naturelsker.

- Han ville jo nok have sagt, at Hedesel­skabets aktiviteter fra starten var et udtryk for rettidig omhu i et land, som var i knæ økonomisk og på alle mulige andre måder. Nu står man så i en anden situation, og så er det rettidig omhu at gøre noget andet.

Om føje år heden som en træmark står?

Og hvad så med heden? De 85.000 ha, der er tilbage i Danmark, er stadig fanget som stedbarnet mellem natur og kultur.

Ikke regnet som lige så ’fin’ natur som andre landskabstyper. Og ikke set som nyttig i produktionsøjemed. Hvordan vil det gå med heden i fremtiden?

Lotte Isager har et forsigtigt, men ikke særlig optimistisk bud.

- En meget stor del af det tilbageværende hedeareal er spredt ud over nogle meget små parceller, og jeg tror ikke, at det areal kommer til at vokse. Jeg vil næsten tro, at der med den grønne trepart vil være en hel del hedeområder, som måske er kategori­seret som hede, men som ikke er fredede, som vil blive tilplantet med skov eller sådan noget. Så jeg har svært ved at forestille mig andet end, at det samlede areal vil falde.

Og dermed forsvinder også en del af et landskab, der har dannet par med dansker­ne de seneste 5.000 år.