Artikel

Skynd dig, kom, om føje år ...

Kunstudstilling med billeder fra heden er med til at markere Hedeselskabets 160-års jubilæum. Museet for Guldalderkunst åbner dørene på årsdagen for stiftelsen af selskabet.

Udgivet den 9. marts 2026

Artiklen er en del af vores tema: 160 års jubilæum
Artiklen er også bragt i vores magasin VÆKST 1/2026
Gå til magasin

Foto: Heine Sand Kristensen

I den gamle toldbod på havnen i Lemvig holder Museet for Guldalderkunst til. I de små stuer på 1. sal, hvor tidligere toldinspektører havde bolig, præsenteres i hundredvis af malerier malet af guldaldertidens kunstnere. Hovedsageligt landskabsbilleder fra Danmark med lysegrønne bøgetræer, bakker og kyster, men også portrætter af tidens borgere.

Hver sommer huser stueetagen en særudstilling, og i 2026 er emnet billeder fra heden. Udstillingen laves i samarbejde med Hedeselskabet, som fejrer 160-års jubilæum.

I midten af 1800-tallet rejste mange af tidens kunstnere til Jylland om sommeren, hvor de opdagede hede-egnene omkring Silkeborg og Viborg. Det var anderledes landskaber, end de var vant til i de nordsjællandske idyller. Her var ingen lysegrønne bøgeskove, vinden blæste skarpt, landskabet var storslået, uendeligt, øde og goldt. Og der var ingen træer eller tegn på menneskeliv.

Idealisme og ingeniørånd

Guldalderens billedkunst var i høj grad præget af idealisering. Den søgte det smukke, det rolige og det velordnede. Selv når kunstnerne malede fattige bønder eller barsk natur, lå der ofte en poetisk og næsten romantisk tone i fremstillingen.

Hedeselskabet derimod repræsenterede det praktiske og tekniske. Der var intet romantisk over dræning, udplantning af nåletræer eller kampen mod sandflugt. Det var hårdt arbejde, drevet af agronomer, landmænd og ildsjæle, der ville forandre virkeligheden – ikke blot gengive den.

Op gennem 1800-tallet var der stort fokus på Jylland og den jyske hede. Efter tabet af Norge og statsbankerotten igangsattes en stor kortlægning af hele det danske land. Og specielt efter krigene mod Tyskland og tabet af Sønderjyl­land i 1864 gjaldt det om at få indvundet nyt land og få opdyrket den golde hede til landbrugsjord.

Ved at drage vestpå og finde en helt ny motivverden med­virkede kunstnerne således til opbygningen af den danske nationalfølelse. Deres skildringer af hedelandskabet blev udstillet og solgt på den årlige Charlottenborgudstilling i København, og således blev kendskabet til heden udbredt blandt borgerskabet.

I 1859 skrev H.C. Andersen sangen ’Jylland mellem tvende have’ med de kendte linjer ’skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark står’. Han og de fleste i samtiden så op­dyrkningen af heden som et stort fremskridt i bestræbelserne på at højne levestandarden for en stor del af befolkningen.

H.C. Andersen var fremsynet, for i løbet af de næste 100 år forsvandt heden næsten totalt. Men kunstnernes romantiske fremstillinger af heden blev bevaret og påvirker os stadig i opfattelsen af heden som ’tabt land’.

Karl Jensen (1851–1933), Hede landskab med klitlandskab i baggrunden, 1903.

To sider af samme fortælling

Selvom guldalderkunsten og Hedeselskabet udtrykker sig forskelligt, er de to stærke udtryk for 1800-tallets danske identitetsdannelse. Den ene skabte billeder, der kunne samle nationen. Den anden skabte de landskaber, der kom til at forme Danmark fysisk og økonomisk.

Sammen viser de, hvordan landet i løbet af århun­dredet både genfandt sin sjæl og genopbyggede sin jord – ånd og hænder i samspil.

Udstillingen er med til at markere 160-året for stiftelsen af Hedeselskabet, der i dag arbejder for at skabe en bæredygtig fremtid med et stærkt fokus på bevarelse og genopretning af naturen.

Besøg udstillingen

Museet for Guldalderkunst
Toldboden
Havnegade, 7620 Lemvig

Udstillingen er åben fra den 28. marts 2026 til uge 42.

Medlemmer af Hedeselskabet får adgang til udstillingen til halv pris hele sæsonen.

Se mere info her

Åbningsreception

Lørdag den 28. marts 2026 kl. 12.00-15.00

Hedeselskabet og Toldboden inviterer medlemmer af Hedeselskabet til åbningen af udstillingen, der åbnes af formand for Hedeselskabets repræsentantskab Janus Skak Olufsen.

Få viden, nyheder og invitationer i din indbakke

Nyhedsbrevet er til dig, der gerne vil lære mere om natur og miljø – og som gerne selv vil gøre en forskel. Vi lukker dig digitalt ind i vores foreningsliv og viser, hvordan vi dagligt arbejder for at benytte og beskytte naturen. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyeste nyt, invitationer og tips og tricks til fx øget biodiversitet.

Dine medlemsfordele

Hedeselskabets forening er et fællesskab med dedikerede medlemmer med interesse for benyttelse og beskyttelse af naturen. Der er mange gode grunde til at være medlem af Hedeselskabet – her har du fire af dem:

Netværk

Som medlem bliver du en del af et stærkt, fagligt interessefællesskab, som består af en bred kreds af fagfolk, beslutningstagere, studerende og andre med interesse for natur, klima, bæredygtighed og biodiversitet.

Viden

Som medlem modtager du Hedeselskabets magasin VÆKST fire gange årligt. Du får i VÆKST ny viden og faglig indsigt i naturpleje, klimatilpasning, bæredygtighed og biodiversitet samt adgang til fysiske og digitale arrangementer og digitale platforme.

Oplevelser

Som medlem kan du deltage i Hedeselskabets mange arrangementer. De er gratis for medlemmer og giver faglig viden, indsigt, netværk med ligesindede samt mulighed for at deltage på en årlig jagt og en fisketur.

Indflydelse

Som medlem kan du foreslå, hvilke projekter Hedeselskabet skal støtte med midler fra medlemspuljen, ligesom du selv kan søge midler. Du har også mulighed for at stemme, når der er valg til Hedeselskabets repræsentantskab, som er vores øverste myndighed.

Se dine medlemsfordele

No products in cart