Landbrug ved Framlev

Landmand hædres for indsats

Christian Højgaard Weigelt, Framlev, har modtaget 10.000 kr. fra Edvard og Ane Agerholms Legat, som tildeles ’flittige og dygtige bønder’.

Christian Højgaard Weigelt har modtaget legatet for sin vedholdende indsats for sin bedrift og sit fremadrettede arbejde med regenerativt landbrugsmetoder. Da han sidder med diplomet i hænderne, er han oprigtig taknemmelig. Ikke over at modtage pengene, men for at modtage et hædersbevis for sin indsats. Og så hæfter han sig ved, at der står ’bønder’ på diplomet. Det er nemlig det, han ser sig selv som – en bondemand, der tror på, at landbruget på mange områder skal søge tilbage til hans bedsteforældres tid.

Vore bedsteforældre arbejdede i pagt med naturen. Det tror jeg, at vi glemte undervejs, og derfor ser jeg på nogle områder mit hverv som ’det glemte håndværk’. Det håber jeg, at jeg nærmer mig ved at arbejde regenerativt med mine jorde.
Christian Højgaard Weigelt.

Christian Højgaard Weigelt og familie

Her ses Christian Havgaard Weigelt sammen med den nærmeste familie; sønnen Kåre, hustruen Lone og sin mor, Marita. Datteren, Marika, er på efterskole.

Regenerativ landbrugsmetode
Arla søgte hen over sommeren 2021 efter pilotgårde, der vil indgå i ny forskning vedrørende regenerative landbrugsmetoder. Ønsket fra Arlas side er at sætte fokus på de positive virkninger af bedre jordfrugtbarhed og øget biodiversitet. Forsøget med pilotgårdene vil indgå i et europæisk netværk for videndeling med andre Arla-andelshavere og brancheeksperter, og deltagerne vil modtage uddannelse og individuel støtte fra eksperter i regenerativt landbrug. 

”Da vi gik i gang med projektet, blev jeg anbefalet at læse bogen ’Vores fælles arv’, som handler om landbruget. Lone læste den højt for familien, og det har været lidt af en øjenåbner. Jeg er gået ind i projektet med nysgerrighed på mit erhverv. Jeg kan jo ikke spørge mine bedsteforældre, men jeg tror, at vi på nogle områder skal tilbage til deres måde at dyrke på,” siger han. 

Støtte og hjælp gennem en vanskelig tid
Christian Højgaard Weigelt overtog gården i 2005 sammen med sin far, kort efter blev Christian og hustruen Lone forældre, og senere samme år købte de gård nummer to. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Desværre blev den lille familie ramt af sygdom, og det kostede mange bekymringer i årene efter – og fokus væk fra landbruget. Og i 2013 mistede Christian Højgaard Weigelt sin kompagnon og far.    

”Det var samme år som stormen Bodil, og jeg opdagede, at jeg på mange måder har stået i læ af ham. Det var jo en fælles drøm, og jeg skulle nu finde ud af, hvordan det blev mit. Jeg søgte efter en medhjælper og fik en ansøgning fra Mikael. Han havde ikke den praktiske erfaring, men han har hænderne skruet godt på, og han har været en stor hjælp og støtte siden da. Nu er vi heldigvis tilbage på kursen, og jeg kan mærke, hvordan jeg gerne vil arbejde med mit landbrug,” siger han.  

Det er også Mikael Rasmussen, der har indstillet Christian Højgaard Weigelt til Edvard og Ane Agerholms Legat og endda arrangeret, at familie og venner blev indkaldt til surprisefest, da indstillingen var gået igennem. 

”Det betyder rigtig meget for mig. Der har været nogle hårde år undervejs, men i dag ser vi lyst på fremtiden. Vi har fået en kæmpe støtte af familie, venner og ansatte, og vi har selv brugt rigtig mange timer på at nå hertil, men nu står vi med en sund og stærk forretning, som så også er blevet en del af et spændende udviklingsprojekt, der forhåbentlig kommer til at bidrage til at skabe praktiske eksempler for fremtidens landbrug. Mit mål er at aflevere noget, der er bedre end det, jeg overtog,” siger han.

Christian Højgaard Weigelt modtager 10.000 kroner fra Edvard og Ane Agerholms Legat som en hædring og som et lille bidrag til hans arbejde med at omstille til regenerativt landbrug. Det er medhjælper Mikael Schildt Rasmussen, der har indstillet sin chef til legatet.
 

Søg støtte

Edvard og Ane Agerholms Legat

Legatet administreres af Hedeselskabet og har til formål at støtte flittige og dygtige bønder, der forstår at arbejde sig fremad. Legatet uddeles i portioner på 10.000 kr. eller mere.

De næste deadline for ansøgninger er 15. april og 15. oktober 2022.