Grøn Thy Gitte

Målet for Grøn Thy er at levere de bedste grøntsager

Edvard Agerholm, som sammen med sin hustru Ane tog initiativ til at stifte et legat til flittige og dygtige bønder tilbage i slutningen af 1800-tallet, var selvstændig slagtermester i Thisted. Mon ikke parret ville glæde sig, hvis de vidste, at midler fra deres legat godt 100 år senere tilfaldt én fra egnen. GrønThy hedder modtageren, som dog siden stiftelsen er rykket til Mors.

GrønThy producerer grøntsager til lokale restauranter, købmænd og vejboder, og projektet tildeles legatet til et nyt personalerum. Men historien om GrønThy rummer langt mere en ”blot” en 'flittig og dygtig landmand', som det hedder i legatkriterierne. 

Som 19-årig var Gitte Fauersbækk i en alvorlig trafikulykke sammen med sine forældre og sin søster. Det satte en brat stopper for en drøm om at blive sygeplejerske, faktisk var Gitte dømt til et liv i kørestol og på forsørgelse. Med vilje, stædighed og et ukueligt humør kæmpede hun sig videre derfra, og for to år siden stiftede hun virksomheden GrønThy, som nu går ind i sin anden høstsæson for at levere de bedste grøntsager til lokale restauranter, købmænd og vejboder. Hele 90 forskellige slags grøntsager.

”Mine forældre, bedsteforældre og oldeforældre har altid været selvforsynende, og jeg har været gift med en landmand, så evnen til at dyrke har jeg altid haft. Og jeg har også altid været der for andre mennesker, helt fra jeg var barn. Jeg har arbejdet på plejehjem og passet de gamle i min familie, og det var mit største ønske at blive sygeplejerske og etablere mit eget plejehjem. Det var så ikke muligt, men det betyder ikke, at jeg ikke kan hjælpe andre, og det er helt afgørende i dette projekt,” fortæller Gitte Fauersbækk, der i dag er 45 år og har fire børn. Det var hendes ældste søn, der indstillede hende til legatet, blandt andet med ordene:

Det er et kæmpe projekt at passe og pleje 15 hektar med grøntsager, og der er derfor brug for mange hænder. En stor del af disse hænder kommer i form af skønne mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, der har brug for en hånd i ryggen. Hos mor bliver de mødt med kærlighed og respekt. De får ansvar og tildelt opgaver. Der er tid til snak, samtale og omsorg. Det er nærmest som magi.

Personalerum
De 20.000 kroner fra Agerholms Legat skal anvendes til at indrette et personalerum i den ene del af den tidligere malkestald. Et stort rum til pauser, med køkken, toilet og plads til arbejdstøj. I dag er alle medarbejdere inde i stuehuset til måltiderne, og Gitte Fauersbækk glæder sig til at få et rum, hvor der er bedre plads og til at give medarbejderne et sted, som er deres, og som bliver mødested i løbet af en lang arbejdsdag. 

Grøn Thy