Trepartsminister: I en tid, hvor verden bare bliver mere og mere splittet, er der grund til at fejre, at vi har et projekt, der samler os

Af Mette Meldgaard

Hvorfor skal etårsdagen for ’Aftalen om et grønt Danmark’ ligefrem markeres?

Fordi det er en kæmpe beslutning, vi lavede. Det er jo den største arealomlægning i flere hundrede år. Det er en enorm aftale, hvor vi skal lave om på 10 % af vores areal. Det var og er en gigantisk aftale og en stor historisk beslutning, som blev til i et unikt samarbejde mellem meget forskellige parter.

Nu er vi så her et år efter, og det er der grund til at fejre, fordi der er gang i den. Vi lever op til det, vi har aftalt om at implementere aftalen, og der er fuld tryk på i de 23 lokale treparter. Der sidder hundredvis af mennesker involveret direkte i at tegne det nye Danmarkskort og lave den her arealomlægning. Der har været møder med lodsejere over hele landet og borgerinddragelsesprojekter, og der er organisationer, der gerne vil være med.

I en tid, hvor verden bare bliver mere og mere splittet, er der grund til at fejre, at her har vi et projekt, der samler os.   

Er det også for at minde alle andre, der ikke er direkte involveret i den grønne trepart, om, hvad der er gang i?

Ja, og vi kan også se, når vi måler på det, at kendskabet til den grønne trepart er højt. Og jeg kan i hvert fald se, når jeg kommer rundt, at lysten til at være med er enorm.

Hvordan kommer det til udtryk?

Nu har jeg netop været på Folkemødet og på Naturmødet, og der er jo en enorm lyst til at være med i det arbejde – både i de konkrete projekter, men selvfølgelig også en efterspørgsel efter at få lov til at sidde med ved bordet, og det er jo enormt positivt. Det viser bare, at det er vigtigt. 

Hvis du skal give den korte status på det forgange år, hvordan lyder den så?

Den lyder, at vi er gået fra at lave aftaler, først treparten til at blive et nyt ministerium og lave en politisk forankret aftale på Christiansborg, til at det nu er en lokal forankring, der er fuld tryk på i forhold til at tegne det nye Danmarkskort – og den opgave skal de være færdige med, inden året er omme.  

Sidder du med en klar fornemmelse af, at det bliver de også? Og hvad bygger du den på?

Ja, og det gør jeg, fordi vi løbende følger med i deres arbejde. Vi kan jo se de projekter, de tegner ind i MARS (kommunernes og de lokale treparters digitale værktøj og platform til at udarbejde omlægningsplanerne, red.), og i det her ministerium er der også et kommunekontor, hvor vi løbende er i dialog med dem, der sidder og laver det konkrete arbejde. Rigtig god dialog med både landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og KL i forhold til at sikre fremdrift.

Du siger, at alt indtil nu er forløbet efter den plan, der er lagt, er der omvendt set slet ikke noget, der hænger, noget der kunne være bedre eller noget du savner, at der bliver rykket på?

Det er klart, at når det bliver konkret, bliver udfordringerne også konkrete i forhold til, om der er hænder nok til at gribe de opgaver. Er der hænder nok til at sagsbehandle de projekter, der kommer ind? Får vi løst de problemer, der er? Så selvfølgelig er der også problemer. Der synes jeg bare, at den gode nyhed er, at det gør vi.

Altså, vi har lavet en handlingsplan med 90 punkter over alt det, vi skal igennem. Og den tidsplan holder vi.

Så de hænder har vist sig at være der?

Nej, der er udfordringer ude lokalt i kommunerne, og der er udfordringer i det jeg selv har ansvaret for i forhold til myndighederne. Det vil der vedblive med at være, også fordi der kommer et enormt tryk ind. Så det er en af de store hurdler for at have succes.

Det vidste vi jo godt, men det forsøger vi så at løse i fællesskab og prøver at finde ud af, hvordan vi kan gå til det på en måde, hvor vi kan sørge for at honorere, at når man gerne vil lave et lavbundsprojekt, et skovprojekt eller noget andet, at det så faktisk også kan eksekveres hurtigere, end det har kunnet hidtil. 

Hvad er den forkromede løsning på det? Er det flere hænder, og hvor skal de i så fald komme fra?

Det er jo ikke alene et spørgsmål om hænder. Det er også et spørgsmål om, om vi kan lave nogle ordninger, der er nemmere at søge ind i, og som er nemmere at administrere. 

Så dem arbejder I på at lave?

Ja, men det er meget vigtigt for mig at sige, at når man taler om de penge, man kan få ind i forskellige ordninger, så må det ikke være sådan, at man tænker, at nu venter jeg lige et år eller to, for så kan det være, at der er kommet en ny ordning, hvor det bliver endnu bedre. Så vil folk nok stoppe op. Det jeg taler om her er, hvordan vi kan gøre det nemmere og med mindre bureaukrati. 

Og det kan man godt?

Det kan man godt.

Er der noget, der har overrasket dig, siden du har sat dig i denne ministerstol?

Ja, altså jeg har brug lang tid på at dykke ned i kvælstofregulering, natur og biodiversitet og så videre. Og selv om jeg godt vidste det, har det alligevel været en enorm positiv oplevelse, hvor mange mennesker, der sidder rundt omkring i hele landet og er dybt involveret. Meget, meget dygtige folk og frivillige, som er enormt engageret i alt lige fra landbrug til natur og fiskeri og så videre – og som investerer utroligt mange timer og kræfter i, at det her projekt også skal blive til noget. 

Der er en kæmpe viden, og volumen af hvor mange mennesker, der er optaget af denne dagsorden, og som er i stand til at levere til noget, der gør, at de projekter, vi har, også får en højere kvalitet, er stor. Så det ikke bare bliver et spørgsmål om kvantitet, men også et spørgsmål om kvalitet.

Derfor handler det om at trække alle de gode kræfter ind, der kan bidrage, og det er sådan set også det, der er en del af målet her. 

Der kan også være forskellige holdninger som for eksempel til rejsning af skov?

Ja, og det vil der altid vedblive at være. Den positive nyhed er, at vi skal have meget mere af det hele. Så der er plads til, at vi også kan udvikle forskellige modeller, som jo også gør, at nogle har et synspunkt på ét, og nogle har noget på noget andet.

Nogle vil gerne have endnu mere urørt skov, og nogle vil gerne have noget produktionsskov. Og der bliver plads til det hele.

Tilbage på Naturmødet i maj talte vi om den famøse skovplan (regeringen har tidligere meldt ud, at de vil fremlægge en samlet skovplan for de 250.000 ha ny skov, der skal plantes, red.), hvor står den her på trapperne til sommerferien?

Den kommer ikke lige på den her side af sommerferien, men det er noget af det, vi arbejder med – både en skovplan og som vi også snakkede om sidst i forhold til at revidere skovloven. Og i det hele taget finde de balancer, der skal til. 

Hvornår vil det give mening – og være vigtigt for dig – at skovplanen kommer i takt med, at de lokale treparter begynder at melde ind?

Det er noget, vi begynder at konkretisere hen over efteråret. For det skal jo også være med til på en eller anden måde at lægge rammerne for, hvad det er for skove, der skal udvikles, og hvor.

Apropos viden, hvad er så de vigtigste faglige input, du har fået det sidste års tid, når du har været ude at tale med videns- og fagfolk?

For eksempel har vi besluttet at lave om i skovloven, for det viste sig, at skovloven er lavet i en tid, hvor der var meget produktionsskov og som ikke rigtigt passer med alt det, vi også gerne vil i forhold til natur, biodiversitet og urørt skov. Så det er et meget konkret eksempel på noget, vi så har besluttet at lave om. Og det er et konkret eksempel på, at de input jeg får, bliver omsat til noget handling.

Først og fremmest har jeg bare fået enorm meget fed energi af at komme rundt og møde så mange dygtige mennesker, der bare er virkelig engageret. Og som er glade og begejstret over, at vi nu har en fælles ramme for at skulle udvikle landskabet. Det er ret fedt.

Du er jo ofte ude at plante træer og se naturområder, er der nogle oplevelser, der har gjort særligt indtryk på dig?

Jeg var i Nordjylland sammen med en fjerde årgang og plante træer, og det var en kæmpe oplevelse at få børneperspektivet på den forandring, det skaber. I søndags var jeg ude at plante ålegræs i Lillebælt sammen med Tænketanken Hav. At dykke ned og plante ålegræsset og se, hvad det kan, men jo desværre også at se den tilstand, som er nedenunder havoverfladen ved mange danske kyster. 

Det, der er opgaven her, er også at begrænse kvælstofudledningen ud til kysten, som er et vigtigt element – ligesom det er vigtigt, at vi får meget mere skov. Også af hensyn til vores CO2 og i det hele taget vores natur og biodiversitet som et tredje vigtigt element, og at vi gør det på en måde, hvor vi udvikler vores landbrug- og fødevareproduktion. Det er jo de fire kerneelementer i treparten.