I Kongens Mose er højmosen på vej mod nye højder

Af Mette Meldgaard
Foto: Mette Meldgaard

- Jeg får helt tårer i øjnene.

Michael Jessen slår mig ikke som et menneske, der taler om tårer på en ekskursion i selskab med en samarbejdspartner. Ikke desto mindre er det hans umiddelbare respons på spørgsmålet om, hvad han tænker, når han genser Kongens Mose.

Det er tre-fire år siden, at projektlederen fra Dalgas og hans hold udførte opgaven i den sønderjyske mose, som bar præg af tidligere tiders tørvegravning og opdyrkning af jorden. I dag ser man ud over åbne vidder og lysåben natur, hvor hydrologien er genoprettet, og tranerne søger til i flertal.

- Jeg har glædet mig helt vildt til at komme herned og se arealet igen. Før var det jo bare et goldt og kedeligt område.

Kongens Mose er en af landets største højmoser, og da Tønder Kommune besluttede at søsætte genopretningsprojektet, var det med målet om at sikre og udvide arealet med aktiv højmose. Det indebar blandt andet rydning af træer og buske samt udtagelse af omkringliggende lavbundsjorde.

Det var helt oplagt, at det lige præcis var den mose, der skulle tages fat på, fortæller miljømedarbejder Ole Ottosen.

- Kongens Mose er nok den fineste af højmoserne i Tønder Kommune, og der manglede at blive restaureret på de private arealer, hvor præget af højmose var ved at forsvinde helt.

Højmoser er udpeget som speciel habitattype og -område og indgår dermed i den statslige Natura 2000-handleplan.

- Lovgivningsmæssigt må man ikke forringe forholdene i habitatområder. Ved ikke at gøre noget forringer man forholdene for højmosen, og det var sidste udkald, hvis man skulle få den bragt på fode igen. Kan man få en højmose til at virke rigtigt, kan den virkelig opsuge noget CO2. Så det er jo den naturlige måde at gøre det på.

Ole Ottosen (tv) og Michael Jessen.

Fra tanke til handling

Det er en dyr affære at genoprette natur, det koster i erstatninger og anlægsudgifter. Og den regning kunne kommunen ikke stå med selv, forklarer Ole Ottosen.

- Derfor var vi nødt til at finde nogle kas­ser, for det er ikke noget, som kommunen i sig selv har råd til. Og staten har normalt heller ikke afsat penge til at restaurere privatejede habitatområder.

Den afgørende kasse blev EU’s LIFE Program, der støtter natur, miljø og klima.

- Det er tvingende nødvendigt, at man får penge fra EU for at kunne få sådan et projekt i gang, understreger miljømedarbejderen.

Den resterende del af finansieringen kom primært fra statslige midler, der i en kort årrække – og efter aftale med Kom­munernes Landsforening – var afsat til at medfinansiere kommunale LIFE-projekter. Tønder Kommune har selv lagt ca. 200.000 kr. i Kongens Mose.

Oveni kommer så mængder af tid og tålmodighed.

Fra de allerførste skridt med planlægning og finansiering til projektet var udført, gik der otte år. De seks af dem blev brugt på af få af­talerne med de involverede lodsejere på plads.

Det store puslespil

Forhandlinger med 20 lodsejere var i spil, og der skulle findes løsninger om jordbyt­te og kompensation. I forbindelse med en ejendomsmæssig forundersøgelse tog kommunens folk rundt og talte med den enkelte lodsejer.

- Jeg vil sige, at 90 % af dem gav udtryk for, at det skulle vi nok kunne finde ud af, siger Ole Ottosen.

Og de sidste 10 %? 

- Det er sådan – og det er det i stort set alle de projekter, jeg har arbejdet med – at med ca. hver syvende lodsejer er der nogle problematiske forhold. Og det kan være mange ting; gammel kærlighed til lige præcis det område, at man har været med til at opdyrke det, eller jagtinteresser, som man ikke mener kan findes et andet sted, hvis man laver et bytte. Det kan også være nabostridigheder.

Hver lodsejer, sine ønsker og dermed en større forhandling at få på plads.

- Men det lykkedes at blive enig med samtlige lodsejere og få lavet frivillige aftaler, fortæller miljømedarbejderen og tilføjer et men:

- Det er, fordi vi har fået rejst en jordfor­deling, og det er det, der skal til. Der skal være mulighed for at finde nogle byttearea­ler, så det er et stort puslespil, der skal gå op.

Generet ser han store fordele for land­mændene ved at lave jordfordeling.

- De får samlet deres jorde og får nog­le andre fordele, som kan være væsentlig større end den værdi, et lille projektareal kan have for dem.

Der skulle dog to jordfordelinger til med jordplanlægningsfordeler Hans Lausten Hansen i front, før alle aftaler var på plads. Men herefter kom der også et andet tempo på, forklarer Ole Ottosen.

Ole Ottosen, miljømedarbejder, Tønder Kommune. 

Plan og virkelighed

Ét er at se et projekt nedfældet på papir, noget andet er at ’oversætte’ det til virke­ligheden.

- Jeg travede også flere gange hen over området for at danne mig et indtryk af, hvad det egentlig var, vi stod over for, siger Michael Jessen, der for første gang skulle lede et lavbundsprojekt.

Man skal virkelig tænke sig om, poin­terer han.

- I projektbeskrivelsen stod, at vi ikke måtte lave synlige spor eller synlige skader på området, men der stod ikke, hvordan vi skulle udføre opgaven. Så det var op til os, om vi så ville leje en helikopter.

Havde det ikke været for prisen, var en helikopter helt konkret en overvejelse værd. - Det ser jo meget fredeligt ud, lige her hvor vi står nu, men tager man en tur tværs over arealet, kommer man ikke tørskoet over, fordi der er huller, som man ikke lige kan se.

Langt de fleste huller stammer fra tør­vegravninger.

- Det er huller, der har nogle år på bagen, og som har dannet en lomme, en mindre hængesæk. Dem kan du hverken køre eller gå på, så der må man prøve sig frem og tage et skridt ad gangen. Det var som en labyrint at komme ind at fælde de træer, der stod inde midt på arealet.

Spor af tidligere tørvegravning ses i mange moser og altså også i Kongens Mose, hvor gravningen var meget intens under 2. verdenskrig.

Historien viste sig også på andre måder undervejs, hvor der blev fundet både skin­ner og vogne til tørv.

- Det er mærkeligt at gå og tænke på, hvor mange folk der har arbejdet her. Der har været et liv uden lige herude på et tids­punkt, funderer Michael Jessen.

Tørvegravning til brændselsformål op­hørte i Danmark i midten af 1950'erne. Men balken, en urørt vold, som i sin tid blev brugt til at hente tørven ud fra områ­det, havde fortsat et noget fastere underlag, som en skovmaskine kunne køre på.

Det gav en maskinel livline i arbejdet med at fælde og rydde de 23 ha med birk, rødgran og sitkagran.

- Nogle gange kunne skovmaskinen lige stikke næsen ud over kanten, hvor vi lem­pede de fældede træer ind.

Men det manuelle arbejde og behovet for mange hænder var ikke til at komme uden om.

Mens træerne skulle fjernes, var der andre områder, som skulle skånes. Særlige hensyn kan være en udfordring, når der løbende kommer forskellige folk gennem projektområdet.

Derfor hegnede projektlederen de pågæl­dende områder ind med minebånd for at sikre, at ingen uforvarende kom til at træde forkert, køre forkert eller svinge motorsaven den forkerte vej.

Fejl, der ikke kan laves om, og som det tager mange år at rette op på.

Skovmaskinen kunne lige 'balancere' på balken, hvorfra nogle af de mange træer blev hentet ud.
Foto: Ole Ottosen 

Jord og hydrologi

Mosen har været omgivet af landbrugsjor­der, der udgjorde ca. en tredjedel af pro­jektets godt 165 ha, hvoraf 20-30 ha var intensivt dyrket. Ole Ottosen beskriver det samlede areal som en form for lavbunds-projekt.

Jorderne er efterhånden blevet alment kendte. Ikke mindst på grund af den grøn­ne trepart, hvor udtagning af 140.00 ha lavbundsjorder indgår.

Lavbundsjorder har tidligere været moser og våde engområder, som er ble­vet drænet for at inddrage mere jord til landbruget. Arealerne indeholder stadig organisk kulstof i form af fx tørv, og derfor binder jorderne store mængder CO2.

Men så længe arealerne bliver drænet og dyrket, udleder de også store mængder CO2. Derfor skal hydrologien genoprettes.

- Ved at få gjort lavbundsjordene vådere får man stoppet udledningen af CO2, siger Ole Ottosen.

CO2 bliver også lagret i planterne i et moseområde.

- På den måde er det egentlig en dob­beltgevinst, man får ud af det.

Første step til at gøre arealet mere vådt var rydning af træerne, forklarer Michael Jessen.

- Det er over 1.000 tons, vi har kørt ud herindefra. Herefter lavede vi en plan for, hvordan vi fik brudt alle dræn, i hvilken rækkefølge, og hvad der hang sammen.

Samtidig blev grøfter lukket, og man skal ikke vente ret længe, før vandstan­den stiger, og naturen begynder at ændre sig.

- Det kan den gøre hen over en week­end, og det er ret vildt, siger projektlederen, der selv har taget nye erkendelser med sig videre.

Michael Jessen, projektleder, Dalgas. 

Det rigtige hold

Michael Jessen er ikke i tvivl, hvad han skal fremhæve.

Og det er kombinationen af høj faglighed med dygtige maskinførere og skovarbejdere samt menneskelig forståelse for naturen.

- Man skal have respekt for det, man arbejder med. Har man ikke det, skal man ikke være på et projekt som dette, konsta­terer han.

- Jeg har lært, at det handler om at sætte det rigtige hold, som man ved, man kan stole på. Også når man ikke selv er til stede. Det her projekt har også dannet grundlag for de samarbejdspartnere, jeg har omkring mig i dag.

Trane efter trane

Med jævne mellemrum svæver store fugle højt oppe over arealet. Det er langbenede traner, der med udstrakt hals skyder som pile gennem luften.

Lyden, der beskrives som trompeterende, følger også med. - Jeg har talt 11 nu, konstaterer Michael Jes­sen med opmærksomheden rettet mod himlen.

Selvom tranerne ikke officielt bliver talt i Kongens Mose, er Ole Ottosen ikke i tvivl om, at der er kommet flere til de senere år.

- Fuglene hører til i områder, hvor der ikke er de store forstyrrelser, så man kan virkelig se, at der er kommet flere. Der er kommet en rigtig god bestand.

Der er i det hele taget godt gang i dyre- og plantelivet med mange kronhjorte. Ulven er også set, oplyser miljømedarbejderen.

Med genopretning af mosen følger også mange insekter som fx guldsmede, der er helt specielle for området, hvor den kødædende plante soldug også findes i store mængder.

Samlet set er projektet lykkedes, vurderer Ole Ottosen.