Microphone Streamline Icon: https://streamlinehq.com Artikel og lydartikel

Til minde om... De evige egetræer

Et stort træ udstråler styrke og lang levetid. Derfor kan træet være et kraftfuldt og smukt symbol på skelsættende begivenheder. Men naturlige mindesmærker skal også passes, så de ikke forsvinder med tiden.

Udgivet den 6. juni 2023

Artiklen er også bragt i vores magasin VÆKST 2/2023
Gå til magasin

Af Mette Meldgaard

Statuen af en konge højt til hest midt på byens centrale plads eller skulpturen af en berømt forfatter foran teatret.

Det er klassiske billeder på historien hugget ud i sten til eftertiden og vores hukommelse. Men naturen spiller også en rolle som kulturhistorisk markør fx i form af træer, som minder os om vigtige og betydningsfulde hændelser.

- Det faktum, at træer som egetræet kan leve og vokse meget længere, end mennesker kan, gør dem meget anvendelige som symboler på noget stærkt og næsten evigt, siger Lotte Isager, antropolog og museumsinspektør på De Kulturhistoriske Museer i Holstebro.

Mytologien om livets træ og kundskabens træ ligger nok også i vores baghoveder, mener hun.

- Selvom vi måske ikke tænker over det, vækkes de betydninger til live i os, når et træ bliver plantet for at markere noget bestemt. Eller når vi ser et træ, som blev plantet for længe siden.

Kvindernes eg

Det var også egen, der blev markøren og symbolet, da kvinder fik valgret i forbindelsen med grundlovsændringen 5. juni 1915.

På tværs af landet blev egetræer plantet og i nogle tilfælde suppleret af en mindesten med en tekst om træet og dets formål. Det skete på initiativ af lokale kvindebevægelser, -komiteer og -foreninger, borgergrupper og enkeltpersoner.

At det var egetræet, der blev det naturlige kendemærke for den historiske udvikling efter årtiers kamp for kvinders ret til at stemme på lige vilkår med mænd, er næppe en tilfældighed, siger Lotte Isager.

- Det er jo ikke kvindegrantræer. Man vil gerne have, at træets størrelse og tyngde matcher den magt, man synes, begivenheden har.

Kvindeege kaldes også valgretsege. Flere af dem blev plantet i 1916, året efter grundlovsændringen, mens en årsdag også har været anledningen til at markere historien på ny. Fx i 1995 i forbindelse med 80-året for kvinders valgret, hvor endnu et egetræ blev plantet i Middelfart.

Denne gang på initiativ af syv kvinder fra foreninger i Vejlby-Strib. I Sønderjylland måtte initiativerne som udgangspunkt lade vente på sig, da landsdelen som bekendt først blev genforenet med Danmark i 1920. Ved fejringen af grundlovsjubilæet i 2015 blev et træ i Slotsparken ved Sønderborg Slot udnævnt til kvindeeg af kvinder fra en række organisationer i byen.

Research i naturen

Midt i rækken af egetræer, der blev plantet, faldt valget i få tilfælde på en anden træsort. Således er der et mindre antal bøgetræer og i dag mindst to amerikanske rødege iblandt, fortæller Hans Erik Lund fra Dansk Dendrologisk Forening, der står bag Dansk Træregister.

Det har været – og er – op til de enkelte initiativtagere at varetage træerne. Derfor er der, som årene er gået, stor forskel på, om træerne er velpassede eller i dag står et uhensigtsmæssigt sted fx tæt på trafik, siger Hans Erik Lund.

Det er også lidt af en udfordring at få et samlet overblik over både ege- og bøgetræerne, og hvorvidt de stadig findes. Center for Kulturarv i Slots- og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet har indsamlet data, men oplyser, at deres liste ikke er fuldt opdateret.

Der findes dog stadig smukke kvindeege rundt omkring, som den dag i dag minder os om den skelsættende lovændring i 1915 – og som er en god anledning til at tage ud i naturen på historisk research.

Søgning efter kvindeege

Center for Kulturarvs liste over kvindeege og mindesten er ikke opdateret eller offentlig tilgængelig på nuværende tidspunkt

Dansk Dendrologisk Forening opdaterer løbende Dansk Træregister. Her kan man også søge på kvindeeg.

dendron.dk

På Kvinfo's hjemmeside findes den historiske omtale og oversigt 'Egplantning og andre Festligheder i Anledning af 5. Juni 1915.

kvinfo.dk

Udvalgte kvindeege og mindesten

  • Himmelbjerget – Eg + Kvindestenen
  • Koldinghus – EG + mindesten
  • Tolløkke Skov syd for Ebeltoft – Eg + mindesten
  • Tommerup – Eg
  • Hillerød – Mindesten i  Frederiksborg Slotshave

Det private minde

Vi planter også træer, blomster eller buske i vores egen baghave – til minde om særlige begivenheder.

Det viser et forskningsprojekt om plante-menneske relationer, som fem museer i Vestjylland stod bag i 2019-2022.

I Struers haver findes fx planter, som er arvet fra barndomshjemmet, er bryllups- eller fødselsdagsgaver eller markeringen af et barns fødsel.

- De planter har stor mindeværdi for haveejerne. De dyrker bogstaveligt talt deres relationer til vigtige mennesker og begivenheder i deres liv på den måde, siger antropolog og museumsinspektør Lotte Isager.

Forskerne vurderer, at resultatet er repræsentativt for resten af landet.

Få viden, nyheder og invitationer i din indbakke

Nyhedsbrevet er til dig, der gerne vil lære mere om natur og miljø – og som gerne selv vil gøre en forskel. Vi lukker dig digitalt ind i vores foreningsliv og viser, hvordan vi dagligt arbejder for at benytte og beskytte naturen. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyeste nyt, invitationer og tips og tricks til fx øget biodiversitet.

Dine medlemsfordele

Hedeselskabets forening er et fællesskab med dedikerede medlemmer med interesse for benyttelse og beskyttelse af naturen. Der er mange gode grunde til at være medlem af Hedeselskabet – her har du fire af dem:

Netværk

Som medlem bliver du en del af et stærkt, fagligt interessefællesskab, som består af en bred kreds af fagfolk, beslutningstagere, studerende og andre med interesse for natur, klima, bæredygtighed og biodiversitet.

Viden

Som medlem modtager du Hedeselskabets magasin VÆKST fire gange årligt. Du får i VÆKST ny viden og faglig indsigt i naturpleje, klimatilpasning, bæredygtighed og biodiversitet samt adgang til fysiske og digitale arrangementer og digitale platforme.

Oplevelser

Som medlem kan du deltage i Hedeselskabets mange arrangementer. De er gratis for medlemmer og giver faglig viden, indsigt, netværk med ligesindede samt mulighed for at deltage på en årlig jagt og en fisketur.

Indflydelse

Som medlem kan du foreslå, hvilke projekter Hedeselskabet skal støtte med midler fra medlemspuljen, ligesom du selv kan søge midler. Du har også mulighed for at stemme, når der er valg til Hedeselskabets repræsentantskab, som er vores øverste myndighed.

Se dine medlemsfordele