Artikel

Postkort fra Tyskland

Hedeselskabets medlemmer bor i hele Danmark, men vi har også medlemmer forskellige steder i verden. Vi har spurgt vores udenlandske medlemmer, om de vil skrive til os og give et indblik i det land, de bor i. Hvad sker der på klima- og biodiversitetsområdet, og hvilken natur sætter de særlig pris på? Denne gang har VÆKST fået et postkort fra Stephan Fischer, der er ansat som skovfoged i HD Forest Germany.

Udgivet den 6. marts 2024

Artiklen er også bragt i vores magasin VÆKST 1/2024
Gå til magasin

Foto: Privat

Jeg er 50 år og bor sammen med min familie i Eberswalde omkring 50 km nordøst for Berlin i delstaten Brandenburg. Jeg er ikke født her, da min fars forældre forlod byen i 1945 og flyttede til delstaten Niedersachsen i det vestlige Tyskland. Men mine forældre og bedsteforældre har altid talt meget om Eberswalde, og nu har jeg boet her i over 20 år.

Mit virke

Jeg er uddannet skovfoged fra universitetet i Göttingen, som ligger i den sydligste del af Niedersachsen. Göttingen er en af de fire byer i Tyskland, hvor man kan studere skovbrug.

Jeg har været ansat i HD Forest Germany siden 2022. Forinden arbejdede jeg 7 år i Berlin, hvor jeg var ansat i centraladministrationen og arbejdede med landets militære skovområder. Det var et godt job, men det var også et skrivebordsjob, og derfor besluttede jeg, at jeg ville tilbage til skoven.

Naturen

I Tyskland har vi alt fra det flade landskab i nord til det kuperede og bjergrige landskab i syd. Der er mange skove og søer, og de fleste store skovområder er granskove.

Vi har i alt 11 mio. ha skov, og det svarer til ca. 31 % af landets samlede areal. Alene i Brandenburg har vi 1 mio. ha skov.

Min favoritnatur

Det er Buchenwald Grumsin, som ligger tæt på Eberswalde. Det er en af de største bøgeskove i Europa med gamle træer, der ikke er blevet rørt de sidste 20 år. I 2011 blev skoven optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Skovfogeder interesserer sig altid for et område ud fra et historisk perspektiv, og hvorfor landskabet ser ud, som det gør. Eberswalde ændrede sig markant under istiden, og derfor er det i dag et fladt område. Det specielle ved stedet er skovene og de mange, mange søer. Fx Werbellinsee, som er en af de største.

Da jeg arbejdede i Berlin, kørte jeg dagligt frem og tilbage. Om sommeren efter arbejde kørte min kone og jeg hver dag ud til en af søerne, hvor vandet er køligt, og man kan se på fugle og andre dyr. Det er vigtigt for mig at kunne komme tæt på naturen midt i hverdagen.

Jeg holder også meget af bjerge. Det behøver ikke være de højeste bjerge, men jeg kan godt lide at se langt og se landskabet fra afstand. Det kan man i Niedersachsen. Særligt i den sydlige del, hvor der er mest bjergrigt.

Klima og biodiversitet

Hvis man ser på de tyske valg, får det grønne parti Die Grünen altid mellem 10 og 20 % af stemmerne. Naturen og bæredygtighed er det vigtigste for partiet, og der er ikke mange emner i Tyskland, hvor 20 % af befolkningen er enige. Men det er tilfældet her.

Vi har rigtig meget skov i hele landet, men vi skal også plante ny skov til den næste generation, da flere delstater har været hårdt ramt af trædød i granskovene på grund af barkbiller. Så der skal genplantes mange, mange ha.

I Brandenburg har vi mest fyrreskov, som lever og vokser. Jeg er selv ved at planlægge 20 ha ny skov, som HD Forest Germany skal plante i løbet af året. Her skaber vi ny natur og gør os mange overvejelser om, hvilke træsorter der skal plantes. Når vi organiserer træfældning, er det altid med en bæredygtig tilgang, og det producerede træ bruges som bæredygtigt byggemateriale.

Debat og holdninger

Den aktuelle debat i Tyskland handler bl.a. om landbruget og regeringens planer om at skære i tilskuddene. Det berører også mange af vores kunder, så det er interessant for mig at følge med i. Et andet emne er de høje priser på energi. Debatten om energi, kul og alternative energikilder handler generelt meget om økonomi.

Ulvens tilstedeværelse diskuteres også. De senere år har populationen vokset sig større. Især i Brandenburg, hvor vi har flest ulve  – p.t. mellem 700-1.000. En ulv har brug for 3 kg kød pr dag, og det går ud over får og heste. Der findes løsninger som hegn og hunde, der passer på fårene, men det er dyrt og krævende for den enkelte.

Der er måske en lovændring på vej, der giver tilladelse til at regulere ulvebestanden.

Den danske natur

Jeg kan godt lide kysterne i Danmark. Især Vesterhavet, hvor naturen er meget fin og speciel. Min søster tager dertil hvert år, og jeg har også planer om at se mere af området.

Den 1. oktober 2024 skiftede alle forretningsenheder under Hedeselskabet navn til Dalgas. Det gælder således HedeDanmark, HD 2412, HD NordicTrees, HD Silva, HD BioRec, HD Forest, HD Forest Germany, HD Seed og HD LogSystems.

Få viden, nyheder og invitationer i din indbakke

Nyhedsbrevet er til dig, der gerne vil lære mere om natur og miljø – og som gerne selv vil gøre en forskel. Vi lukker dig digitalt ind i vores foreningsliv og viser, hvordan vi dagligt arbejder for at benytte og beskytte naturen. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyeste nyt, invitationer og tips og tricks til fx øget biodiversitet.

Dine medlemsfordele

Hedeselskabets forening er et fællesskab med dedikerede medlemmer med interesse for benyttelse og beskyttelse af naturen. Der er mange gode grunde til at være medlem af Hedeselskabet – her har du fire af dem:

Netværk

Som medlem bliver du en del af et stærkt, fagligt interessefællesskab, som består af en bred kreds af fagfolk, beslutningstagere, studerende og andre med interesse for natur, klima, bæredygtighed og biodiversitet.

Viden

Som medlem modtager du Hedeselskabets magasin VÆKST fire gange årligt. Du får i VÆKST ny viden og faglig indsigt i naturpleje, klimatilpasning, bæredygtighed og biodiversitet samt adgang til fysiske og digitale arrangementer og digitale platforme.

Oplevelser

Som medlem kan du deltage i Hedeselskabets mange arrangementer. De er gratis for medlemmer og giver faglig viden, indsigt, netværk med ligesindede samt mulighed for at deltage på en årlig jagt og en fisketur.

Indflydelse

Som medlem kan du foreslå, hvilke projekter Hedeselskabet skal støtte med midler fra medlemspuljen, ligesom du selv kan søge midler. Du har også mulighed for at stemme, når der er valg til Hedeselskabets repræsentantskab, som er vores øverste myndighed.

Se dine medlemsfordele

No products in cart