Mere natur kræver flere svar

Danmarkshistoriens største arealomlæg­ning i nyere tid. Det er intet mindre end det, der er på vej over de næste 20 år. Hos os i Hedeselskabet ved vi, hvad der skal til, for at en sådan kolossal opgave skal lykkes. Vores stifter, Enrico Dalgas, fandt sammen med sine gode kollegaer og samarbejdspartnere de vises sten i tiden omkring 1866, hvor de sammen med he­debønderne i Jylland ændrede landskabet til det, vi kender i dag, for at sikre føde til et hungrende Danmark.

Løsningen var nemlig simpel. Så simpel, at den var utrolig svær at få til at lykkes. Det handlede om at mødes og tale sam­men. Det var nemlig ikke vores stifter eller Hedeselskabet, der alene fik det til at ske. Nej, det skete gennem samtaler og råd­givning med de personer, som var berørt af situationen.

En løsningsmodel, som er lige så gyldig i dag, som den var dengang. I dag måske endda endnu mere, da verden er blevet mere kompleks. Udgangspunktet for den nye arealomlægning skal findes i aftalen om den grønne trepart. En aftale, som netop opstod på baggrund af samtaler, dialog og forhandlinger. På samme måde skal implementeringen ske. Vi er nødt til at holde fast i, at vi ikke kan forandre Danmark ved at tromle hen over borgere, lodsejere, kommuner eller stat. Vi er alle en del af processen.

Når man arbejder med store forandrin­ger, så medfølger der typisk komplekse processer og en masse administration. Det kan meget hurtigt blive forvirrende og uoverskueligt for de personer, det berører. Det kan føre til en følelse af magtesløshed, og det fører igen til modstand mod det, man ikke forstår konsekvenserne af.

Derfor er der behov for flere samtaler, flere svar og bedre muligheder for at søge de oplysninger, man mangler. Desværre er det ikke den virkelighed, vi oplever. Vi oplever rigtig mange, der bakker op om målet om mere natur og biodiversitet, men som ikke føler, de får de svar, de har brug for. Der er også en følelse af afmagt, hvor man frygter, at ens ejendom plud­selig taber værdi, så man ikke kan betale sine regninger, eller at der bliver lagt nye restriktioner ned over en, som man ikke kender konsekvenserne af. Det skader det mål, vi jagter sammen.

Det, der begyndte som en sag, alle kunne se sig selv i, risikerer nu at blive en sag, som møder modstand. Ikke fordi man er uenig i, at der skal være mere natur, men fordi man føler sig løbet over ende. Uden mulighed for at komme til orde. Derfor gør danskerne det, vi er bedst til – vi samler os, og vi stiller spørgsmål om det, vi er usikre på. Det ser vi blandt andet på de mange såkaldte ”tegne-møder” i de lokale treparter, vi ser det i organisationer som Interesseorganisationen for lodsejere i Nationalpark Smålandsfarvandet, og vi ser det på Folkemødet på Bornholm og Naturmødet i Hirtshals. Der afholdes bor­germøder og kaffemøder, og folk samles på kryds og tværs. Det er den danske model. Vi snakker om tingene.

Det skal der være plads til. Men hvad der er afgørende, er, at der bliver lyttet. At myndigheder, styrelser, ministre og folketingspolitikere lytter til bekymrin­gerne, og bruger tiden til at svare på de mange spørgsmål. Sker det ikke, vil der opstå modstand, og det, der begyndte som en succes, kan ende i tovtrækkerier og uvirksomhed. Og det er lige præcis, hvad vi IKKE har brug for. Naturen har ventet længe nok – der skal handling til. Men vi skal ikke handle hovedløst eller hen over hovedet på hinanden. Det er en fælles opgave at forandre Danmark til en nation, hvor naturen har plads, og hvor biodiversiteten blomstrer – sammen med os, der bor her.