Artikel

Leder: Dialogen er nøglen til mere og bedre natur

Af Torben Friis Lange, adm. direktør, Hedeselskabet  
Foto: Alberte Gry Thomsen

Udgivet den 3. september 2025

Artiklen er også bragt i vores magasin VÆKST 3/2025
Gå til magasin

En diskussion klarer luften, og når den er rigtig god, går begge parter derfra med mere og ny viden, som kan bruges til konstruktive og gavnlige handlinger. Det var lige præcis det, der skete i juni måned for lidt mere end et år siden. Her samledes en række parter, der historisk ikke altid har været enige, til dialog, og efterfølgende gik de derfra – mere oplyste og vidende end før. Og det skabte den grønne trepart.

Treparten igangsatte en lang række initiativer, som virkede umulige blot få måneder før, og i dag kan man allerede se dem udmønte sig i virkeligheden. Målet om at skabe bedre og mere natur lyser meget klart i horisonten, og alle er enige om det. Men vejen derhen er endnu ikke helt på plads. Her er det vigtigste redskab dialog.

Den gode og konstruktive samtale, som er med til at fremme den rette balance mellem benyttelse og beskyttelse af naturen. Netop den positive dialog møder jeg heldigvis med jævne mellemrum. Ikke mindst på Naturmødet i Hirtshals i maj og efterfølgende på Folkemødet på Bornholm. Her er Hedeselskabet til stede, fordi vi opsøger dialogen og samarbejdet. Det blev til mange spændende møder med både ministre, virksomheder, NGO’er og mange andre.

Men desværre oplever vi også, at vi nogle gange bliver lidt for længe nede i vores respektive skyttegrave, og så vinder det retoriske over det praktiske. Det giver dårligere løsninger og derfor meget mindre af alt det gode, vi måske kunne have fået. Det er desværre et faktum, at vi, siden de døde jomfruhummere blev fisket op af Limfjorden i 1986, har vidst, at det var helt galt fat med vores kystnære hav. Det har taget knap 40 år at blive enige om at gøre noget ved sagen, og her har de omtalte skyttegrave haft afgørende negativ betydning. Men det lader til, at vi er ved at kravle op af disse – forhåbentligt for bestandigt – og trinene op er beklædt med ordet ’dialog’.

Effekten af dialog kommer fx til udtryk i tilblivelsen af den kommende ’Bekendtgørelse om tilskud til skovrejsning’, hvor Hedeselskabet har bidraget med faktuel viden og forslag til justeringer. Bidrag, som der er lyttet til med udgangspunkt i den gode dialog.

I Hedeselskabet driver vi vores virke i balancen mellem benyttelse og beskyttelse af naturen. Der skal være plads til både bæredygtig fødevareproduktion, skovbrug, rekreative udfoldelser og meget mere natur og biodiversitet. Men hvornår er det naturen, der får lov til at komme til orde, hvis vi alle sammen vil benytte den? Uanset om det er til gulerødder, korn, sitkagran, festivaler eller gåtur med hunden. Derfor skal vi have beskyttet mere natur udelukkende på naturens præmisser, så vi netop balancerer mellem benyttelse og beskyttelse.

Der mangler dog fortsat ændringer i lovgivningen og mere finansiering. Og så ser vi frem til, at regeringen her i efteråret fremlægger den ventede skovplan og ikke mindst den kommende natur- og biodiversitetslov, som kan være med til at sætte nødvendige bindende mål for Danmarks biodiversitet.

En plan, som Hedeselskabet bidrager til med det sigte, at der fortsat er balance mellem benyttelse og beskyttelse.

Få viden, nyheder og invitationer i din indbakke

Nyhedsbrevet er til dig, der gerne vil lære mere om natur og miljø – og som gerne selv vil gøre en forskel. Vi lukker dig digitalt ind i vores foreningsliv og viser, hvordan vi dagligt arbejder for at benytte og beskytte naturen. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyeste nyt, invitationer og tips og tricks til fx øget biodiversitet.

Dine medlemsfordele

Hedeselskabets forening er et fællesskab med dedikerede medlemmer med interesse for benyttelse og beskyttelse af naturen. Der er mange gode grunde til at være medlem af Hedeselskabet – her har du fire af dem:

Netværk

Som medlem bliver du en del af et stærkt, fagligt interessefællesskab, som består af en bred kreds af fagfolk, beslutningstagere, studerende og andre med interesse for natur, klima, bæredygtighed og biodiversitet.

Viden

Som medlem modtager du Hedeselskabets magasin VÆKST fire gange årligt. Du får i VÆKST ny viden og faglig indsigt i naturpleje, klimatilpasning, bæredygtighed og biodiversitet samt adgang til fysiske og digitale arrangementer og digitale platforme.

Oplevelser

Som medlem kan du deltage i Hedeselskabets mange arrangementer. De er gratis for medlemmer og giver faglig viden, indsigt, netværk med ligesindede samt mulighed for at deltage på en årlig jagt og en fisketur.

Indflydelse

Som medlem kan du foreslå, hvilke projekter Hedeselskabet skal støtte med midler fra medlemspuljen, ligesom du selv kan søge midler. Du har også mulighed for at stemme, når der er valg til Hedeselskabets repræsentantskab, som er vores øverste myndighed.

Se dine medlemsfordele

No products in cart