Leder: 160 år i samfundets tjeneste
Foto: Christian Agerskov Munk
I år markerer Hedeselskabet et historisk jubilæum. Den 28. marts fylder vi 160 år – og sjældent har en overskrift været mere rammende end netop dette: Et historisk jubilæum. Gennem alle årene har vi stået midt i de store forandringer, som har formet Danmark. Fra opdyrkningen af heden i slutningen af 1800-tallet, hvor mager jord og våde arealer blev omdannet til livsvigtig landbrugsjord i en tid med knaphed og arbejdsløshed – til nutidens omfattende arealforandringer, hvor vi igen befinder os i frontlinjen for at sikre mere natur, mere biodiversitet og et renere miljø.
Fælles for disse epoker er én ting: Hedeselskabet har altid været den samfundshjælper og faglige brobygger, der har formået at omsætte behov til handling. Vores formål og historie gør os til en uafhængig og fagligt stærk aktør, som kan løfte både de komplekse opgaver, der blev løst i fortiden – og dem, der står foran os her og nu.
Når vi kan fejre 160 år, skyldes det ikke mindst en evne til at udvikle os. Som vores bestyrelsesformand Jørgen Skeel påpeger i dette nummer af VÆKST, har Hedeselskabet ”formået at holde sig tidssvarende – i meget forskellige perioder af historien med meget forskellige behov”. Vores styrke ligger i de mennesker, der gennem generationer har tilpasset fagligheden til nye samfundsudfordringer. Fra fokus på produktion af fødevarer og højere bonitet i de tidlige år til nutidens arbejde med naturgenopretning, skov, drikkevandsbeskyttelse og genanvendelse.
Vores organisationsmodel er således ikke blot en struktur – den er vores fundament. Den giver os friheden til at tænke længere, dybere og mere ambitiøst end de fleste. Det er denne langsigtede tænkning, der har båret os gennem 160 år, og det er den, der skal bære os videre ind i en tid, hvor Danmark forandrer sig markant. Når vi planter en skov, gør vi det ikke for næste generation – men for de mange, der følger.
Foran os ligger en opgave, som er større end nogensinde: at skabe mere natur, et rent miljø og stærkere biodiversitet. Samfundet efterspørger løsninger, der kræver mod, faglighed og en vilje til at tage ansvar. Her har vi en særlig forpligtelse – og en særlig mulighed. Vi skal ikke blot følge udviklingen. Vi skal lede den.
Det kræver, at vi er til stede. At vi tør fylde. At vi bliver ved med at være den vidensbaserede stemme, der bringer fakta og faglighed ind i en offentlig debat, som ofte bliver domineret af følelser og forenklinger. Netop dér har Hedeselskabet sin historiske styrke – og sin fremtidige opgave i at sikre praktisk udførte løsninger.
Og vi går ind i fremtiden med stærke forudsætninger. En organisation med dygtige medarbejdere, ledere og et ejerskab, der tør tænke langsigtet. En samfundsudvikling, hvor den grønne trepart åbner døre, som netop vi er skabt til at gå ind ad. Det er ikke bare en mulighed – det er en historisk åbning for at gøre lige netop den forskel, der er behov for.
160 år markerer ikke en afslutning. Det er en milepæl, der viser, at vi står stærkere end nogensinde. Vi er ikke blevet ældre – vi er blevet mere erfarne. Vi er ikke blevet tungere – vi er blevet mere sikre. Og frem for alt: Vi er klar. Klar til at forme de næste 160 år.
Torben Friis Lange
Adm. direktør
Hedeselskabet
Få viden, nyheder og invitationer i din indbakke
Nyhedsbrevet er til dig, der gerne vil lære mere om natur og miljø – og som gerne selv vil gøre en forskel. Vi lukker dig digitalt ind i vores foreningsliv og viser, hvordan vi dagligt arbejder for at benytte og beskytte naturen. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyeste nyt, invitationer og tips og tricks til fx øget biodiversitet.
Dine medlemsfordele
Hedeselskabets forening er et fællesskab med dedikerede medlemmer med interesse for benyttelse og beskyttelse af naturen. Der er mange gode grunde til at være medlem af Hedeselskabet – her har du fire af dem:
Netværk
Som medlem bliver du en del af et stærkt, fagligt interessefællesskab, som består af en bred kreds af fagfolk, beslutningstagere, studerende og andre med interesse for natur, klima, bæredygtighed og biodiversitet.
Viden
Som medlem modtager du Hedeselskabets magasin VÆKST fire gange årligt. Du får i VÆKST ny viden og faglig indsigt i naturpleje, klimatilpasning, bæredygtighed og biodiversitet samt adgang til fysiske og digitale arrangementer og digitale platforme.
Oplevelser
Som medlem kan du deltage i Hedeselskabets mange arrangementer. De er gratis for medlemmer og giver faglig viden, indsigt, netværk med ligesindede samt mulighed for at deltage på en årlig jagt og en fisketur.
Indflydelse
Som medlem kan du foreslå, hvilke projekter Hedeselskabet skal støtte med midler fra medlemspuljen, ligesom du selv kan søge midler. Du har også mulighed for at stemme, når der er valg til Hedeselskabets repræsentantskab, som er vores øverste myndighed.