Havet genopretter ikke sig selv – uden hjælp

Foto: Niels Åge Skovbo

Iltsvind, fedtemøg, døde fisk og en sigtbarhed i nærheden af et stort rundt nul. Det er efterhånden ved at gå op for danskerne, at havet omkring Danmark har det skidt. Selv den grønne trepart gik fra at være en klimaaftale med fokus på CO2 til at være en kvælstofaftale med fokus på at mindske udledningerne til det gispende vand.

Og vi har siden den første vandmiljøplan, der blev lavet, efter at de berømte døde jomfruhummere var på TV i 1986, vidst både, hvad der var galt, og hvad der skulle til for at stoppe den stigende forurening. Siden er fulgt et utal af planer og pakker, men vi har stadig iltsvind og døde fjorde. Det betyder også, at vi i dag har nul – altså ingen – kystvandområder, der er i god økologisk tilstand, selvom vi har lovet både os selv og EU, at det skulle vi nok få styr på. Først var det inden 2015, men vi har været ’dygtige’ nok til at skubbe den tidsfrist flere gange. I 2027 udløber så den sidste frist, og den kan ikke forlænges yderligere.

Selv med implementeringen af den grønne treparts ambitiøse tiltag vil blot 16 ud af de 123 kystvandområder ifølge vores trepartsminister være i god økologisk tilstand ved udgangen af 2027. Og så falder hammeren fra EU – måske. For det er faktisk en smule usikkert, hvad der egentlig sker. Vores politikere ved det i hvert fald ikke, ud over at det nok kommer til at koste nogle penge. Nå ja, og så er livet under overfladen stadigvæk dødt … Det er mildest talt bekymrende.

Hvad der er mindst lige så bekymrende – eller måske endda endnu værre – er, at vi kun er kommet et par bittesmå skridt nærmere hen imod, hvordan vi overholder de andre EU-krav til havet, som vi har sagt ja til. Nemlig hvordan vi sikrer både beskyttelse og genopretning af havet. Beskyttelsesdelen er begyndt at blive tænkt ind fra politisk side, og de første planer er tegnet. Men genopretningsdelen er åbenbart gået hen over hovedet på de ansvarlige.

Kort fortalt er vi forpligtet til at genoprette mindst 30 % af den ødelagte natur inden 2030. Inden 2040 skal 60 % være genoprettet, og inden 2050 90 %. Altså vi skal ikke ’bare’ stoppe ulykken – det vil sige mindske udledningen af kvælstof og andre forureningskilder – vi skal faktisk genoprette det, vi har ødelagt. Sidst jeg kiggede i min kalender, var der under fem år til 2030. Det er den tid, vi har til at genoprette de første 30 %. Og med det tempo, vi er kendt for i Danmark, bliver det nok en kende svært at nå.

Det bliver til gengæld helt umuligt, hvis vi læner os tilbage og venter på, at effekterne af den grønne trepart slår igennem. For mindskning af kvælstofudledningen genopretter jo ikke naturen, den sørger for, at vi ikke ødelægger mere. Men det, der er ødelagt, genopretter ikke sig selv, og det kræver handling fra dem, der har forårsaget krisen – nemlig os mennesker.

Når jeg taler om handling, taler jeg ikke om små forskningsforsøg eller hobbyprojekter. Nej, jeg taler om handling i storskala. Hvor erhvervslivet, NGO’erne og det offentlige går sammen om at finde både penge, erfaring og politisk vilje til først at rydde de administrative forhindringer af vejen og siden skaffe kapitalen og ekspertisen til at udføre de praktiske tiltag i havet. For vi skal ud i havet og genoprette stenrev, muslingebanker, biogene rev og ålegræsengene baseret på den viden og erfaring, der allerede findes. Vi ved jo godt, at stenrev og biogene rev er afgørende for livet i havet, og at muslinger skaber klart vand og fjerner kvælstof og fosfor. Vi ved også, at ålegræs ikke bare lige kommer af sig selv uden de andre tiltag. Men på trods af at vi ved alt dette, og at forskerne siger det samme, så er vi stadig ikke i gang med andet end små forsøg. De er vigtige, men det er først, når det sker i storskala, at det batter noget for livet under havoverfladen.

Og før nogen begynder på snakken om, at det så betyder, at landbruget så bare kan gøde videre, når nu vi arbejder på løsninger i havet – så stop. De landbaserede tiltag skal på ingen måde stoppe eller mindskes, men vi løser altså ikke krisen med det alene – og slet ikke på kort sigt. Aktive handlinger og naturgenopretning i havet skal ske sideløbende med det, der allerede er fastlagt i den grønne trepart.

Lad os nu komme i gang – naturen kan ikke vente på, at vi mennesker snakker videre.