Grøn modvind

Den grønne hæk havde igen i år vokset sig stor og truede med at forhindre mine naboer i at benytte fortovet. Så her lige før sommerferien måtte jeg finde hækklipperen frem og bruge en varm søndag på at få lidt styr på min have. I de ca. fem timer, jeg brugte den søndag, havde jeg god tid til at lade tankerne flyve. Og de fløj højt – kun afbrudt af jævnlige lavmælte eder og forbandelser over ømme skuldre, rifter og erkendelsen af, at jeg ikke længere er 20 år – eller 30 eller 40 for den sags skyld, og at jeg endnu en gang havde valgt årets varmeste dag til denne aktivitet.

Det var nok mest paradokserne, der stod for tur denne søndag i juli. Danmark og resten af verden skriger på mere vild natur og biodiversitet, og så stod jeg og forsøgte at trimme min hæk, så den stod i pæne lige rækker. Det virkede ikke særligt gennemtænkt, og det førte mine tanker op i højere luftlag og ned mod Bruxelles og EU, hvor jeg i maj måned brugte to-tre dage på at snakke med blandt andre MEP’ere og brancheorganisationer.

For det er i EU, at kuglerne støbes for naturen i Europa. I en årrække har EU kæmpet for at sikre et grønnere Europa – herunder den såkaldte Green Deal, som skal sikre, at EU er klimaneutral i 2050. Men besøget i Bruxelles viste en anden side af den deal. Slående var det, at snakken om klima og biodiversitet var blevet skiftet ud med konkurrenceevne og økonomi. Det blev blandt andet fortalt, at ingen forslag i dag bliver fremført, uden at netop konkurrenceevne og økonomi bliver fremhævet, og mest nedslående var nok bemærkningen om den grønne trepart. Ikke at EU ikke var imponeret over, at en sådan aftale var kommet i hus, men det var kommentaren om, at det kun var i Danmark, dette kunne ske – fordi Danmark ikke har økonomiske udfordringer. Eller sagt på en anden måde: Danmark har så mange penge, at vi kan tillade os at tænke på naturen.

Et paradoks, som nok er en smule mere alvorligt end mine tanker om hækklipning.

Alle ved, at naturen har det skidt, og alle ved, hvad der skal til, for at den får det bedre. Og alle eksperter er enige om, at hvis ikke vi gør noget nu, så er skaderne så store, at det bliver svært at genoprette dem, og prisen for dette tab er i sidste ende menneskehedens velfærd. For vi ødelægger den natur, som holder os i live. Det virker så skørt, at det er vanskeligt at forstå.

Vi kan ikke blive ved med at udskyde de nødvendige tiltag. Og naturen får det altså ikke bedre af, at vi pludselig finder nye regnemetoder, der viser, at det først går galt 20 år senere, end vi troede i går. Naturen er ligeglad med regneark, men den er ikke ligeglad med handlinger.

Derfor er det her under Danmarks formandskab i EU vores ønske i Hedeselskabet, at vi kommer tilbage til den grønne aftale. At klima, natur og biodiversitet igen bliver sat i forreste række, når der skal laves aftaler. For hvad nytter en fyldt pengetank, hvis naturen er ødelagt. Lad os bruge kræfter på at sikre, at ønsket om en stærkere konkurrenceevne bliver koblet sammen med behovet for mere natur og biodiversitet og et bedre klima.

Økonomer har gennem mange år lavet beregninger, som viser, at omkostningerne ved tab af biodiversitet langt overstiger omkostningerne til at forhindre tabet. Derfor virker det meget uvirkeligt, at sådanne regnestykker ikke vækker mere opmærksomhed, men problemet er, at det ikke er synligt her og nu. Hvis vi skal lykkes med at holde fast i den grønne omstilling, så kræver det synlig handling. Handling, hvor både borgere og politikere med egne øjne kan se, at det nytter noget. At der kommer mere natur og mindre forurening – nu og ikke om to generationer. For så mister vi pusten – det er allerede ved at ske rundtom i Europa – på bekostning af vores alle sammens fremtid – naturen.

Og så skal jeg nok love ikke at klippe hækken helt så snorlige i fremtiden.