Forstanderinden Susette Marieboe, F. Dalgas – En kvinde med både mod og hjerte

Af Cecilie Birk Domino, cand.mag. i historie
Foto: Det Kgl. Biblioteks billedsamling

På Østerbro i København kan man stadig finde en del af arven efter Susette Mariboe (født Dalgas) – søster til Hedeselskabets grundlægger, Enrico Dalgas. På hjørnet af Rigensgade, i nr. 36, ligger en smuk gammel bygning af røde mursten og vinduer med buer. Bogstaverne over hoveddøren fortæller, at bygningen er fra 1865, og dronning Caroline Amalies monogram er placeret mellem de to ord ’børne’ og ’asyl’ øverst på facaden. Byg­ningen fungerede nemlig oprindeligt som et børneasyl stiftet af dronningen og blev i over 20 år drevet af forstanderinden Susette Mariboe.

Fra Napoli til København

Susette Augusta Dalgas kom til verden i 1825 langt fra Østerbro i det solbeskinnede Napoli, hvor hendes danskfødte forældre, købmanden Jean Antoine Dalgas og Johanne Thomine (født de Stibolt), var bosat. Da faren døde, i 1835, valgte hendes mor at flytte til København med tre af sine seks børn. Som ung kvinde i Danmark ville Susette skabe forandring og gav gerne sine politiske holdninger til kende. Dansk politik var i 1840’erne midt i en brydningstid, hvor særligt de nationalliberale anført af politikeren Orla Lehmann ønskede at afskaffe enevælden i Danmark. I Enrico Dalgas’ erindringsbog ’Familien Dalgas: Slægtregister fra 1685 til 1891’ indgår en beskrivelse af Susette skrevet af en af hendes mest fortrolige veninder Nanny Bech. Da Orla Lehmann i 1842 blev idømt tre måneders fængsel for at have kritiseret enevælden, fortæller Nanny Bech, at Susette viste ham sin opbakning.

’Da hun og nogle faa varmhjertede unge Piger fra en stor Kareth paa Gammeltorv bragte Orla Lehmann deres Hyldest, da han kjørte til Fængslet’.

Det blev dog ikke politik, men skole- og asylvæsenet, som kom til at forme hendes liv fremover.

Den unge forstanderinde

Som 19-årig tog Susettes liv en ny drejning, da professor Carl Mariboe i 1844 valgte hende som forstanderinde for sin nyop­rettede ’Dannekvindeskole’ i København. Ifølge Nanny Bech vakte det overraskelse i samtiden, at så ung en kvinde skulle stå i spidsen for en ny skole. Det var i sandhed et stort ansvar at få så tidligt, fortæller lektor i historie ved Syddansk Universitet Michael Bregnsbo.

- Det har været en meget ung alder at blive forstanderinde i, ligesom det også ville være det i dag, hvis en 19-årig blev skoleleder. Man kunne forstå, hvis hun blev lærerinde, men forstanderinde har været usædvanligt.

Susette var forstanderinde i alle de 10 år, som skolen eksisterende, og ifølge en tidligere elev, Helene Nyholm, var der ofte højt humør i klasseværelset.

’Alt, hvad der foregik, var interessant og fængslende, og i alle Skoletimerne herskede der en Stemning af Glæde ja næsten af Festlighed’.

Skolebørnene var meget glade for deres forstanderinde, så de blev ulykkelige, da de hørte, at hun skulle giftes med pro­fessor Mariboe, og at det betød lukning af skolen. Mariboe var på det tidspunkt enkemand, 25 år ældre og havde tre voks­ne børn fra sit første ægteskab. Hverken stedbørnene eller hendes egen familie var begejstrede for beslutningen – og bølgerne gik højt. I et af flere breve fra Enrico til Susette forsøgte han at gyde olie på vandene efter et skænderi mellem hende og deres mor omkring ægteskabet med Mariboe.

’Lad os derfor tale i Kjærlighed til hin­anden og sørge at raade Bod paa det store Onde, som baade de og vi ved vores med­fødte Heftighed have fremmanet’.

På trods af modstanden blev parret gift i 1854 og fik to børn: Alexander og Carl. Ægteskabet blev dog meget kort, da Ma­riboe døde seks år efter og efterlod den 34-årige Susette som enke med to små drenge.

Susette flyttede i en kort periode hjem til sin mor efter sin mands død, men allerede samme år fik hun en helt særlig mulighed, da enkedronning Caroline Amalie tilbød hende stillingen som forstanderinde for sit børneasyl i København. Caroline Amalie er i dag særligt husket for sit velgørende arbejde. Hun nåede kun at være dronning af Danmark i otte år, inden hendes mand, Christian 8., gik bort i 1848, men hendes sociale arbejde fortsatte ind i tiden som enkedronning. Børnesagen havde en helt særlig plads i enkedronningens hjerte ifølge Michael Bregnsbo.

- Hun fik ikke selv børn, og netop derfor kastede hun sin kærlighed på børnesagen, så hun kunne gøre noget for andre børn.

Børneasylerne havde et meget prak­tisk formål i samtiden, forklarer Michael Bregnsbo.

- I dag ville vi kalde dem børnehaver. Asylerne var til underklassens børn, så de kunne have et sted at være under voksen­opsyn, når forældrene, især moren, skulle passe deres arbejde.

I Rigsarkivet ligger en stor samling bre­ve fra enkedronningen til Susette, imens hun var forstanderinde. Brevene viser flere tegn på, at de ikke kun arbejdede tæt sam­men om asylets drift, men også fik en nær relation. Susette blev inviteret på besøg på Sorgenfri Slot, og da hendes bror Enrico Dalgas deltog i krigen i 1864, spurgte en­kedronningen flere gange Susette, om hun havde hørt nyt fra ham. Susette modtog også en kongelig julehilsen med ordene:

’Jeg kan ei undlade at skrive dem disse Linier for at ønske dem en velsignet Juel og for at takke Dem for Alt, Alt hvad de er for Skolen. Et nyt Liv har de vakt blandt Pigerne, ganske som jeg stedse har ønsket det …’.

Da enkedronningen gik bort, i 1881, skulle asylet overgå til at være en selvejen­de institution. Det blev Susettes opgave at føre ud i livet, inden hun i 1884 trak sig tilbage.

Susette døde 12. oktober 1889, men frabad sig at få rejst et mindesmærke på sin grav, for som Enrico Dalgas skriver i sine erindringer:

’Selv ønskede hun at leve og dø ube­mærket, men det naaede hun aldrig; thi saavel i hendes levende Live som nu efter hendes Død rager hun op over det store Fleertal som en sjelden Skikkelse, der længe vil mindes af Mange’.

^{Susette Mariboe, bagerst i lokalet, på asylskolen, 1885.}

^{Susette Mariboe (tv.) på asylskolen med børnene samlet omkring bordet, 1885.}

^{Der er fortsat masser af liv i den tidligere asylskole, som i dag huser den integrerede daginstitution Dronning Caroline Amalie.
Foto: Mette Meldgaard}