Arkæolog under havet: 'Vi laver en kobling mellem mennesker og natur'

Af Mette Meldgaard
Foto: Peter Clausen 

1.000 timer under havets overflade.

Det er sammenlagt i det omfang, Daniel Dalicsek har brugt på at dykke de sidste 11-12 år. I de danske farvande, i Øster­søen og rundtomkring i verden.

Men det er dansk kulturarv, der fylder hans faglige virke som marinarkæolog på Moesgaard syd for Aarhus.

- Som samfund er vi enige om, at kulturarv er vigtig. Det betyder, at al kulturarv er vigtig.

Fortidsminder under havet dækker over bopladser i stenalderen til skibsvrag fra 1700-tallet.

– Vi er jo også stolte over at være en søfartsnation. Og de her vrag og dele er de fysiske beviser for søfartsnationen gennem tiden, siger den 36-årige erhvervsdykker.

På grund af havets niveauændringer og landhævning efter sidste istid er mange bopladser fra stenalderen oversvømmet og ligger under havets overflade. Og det er helt unikt, forklarer marinarkæologen.

- Hvor der i dag er en fjord eller et lav­vandet område, har der måske tidligere været en lille ø og en boplads for flere tu­sinde år siden. Der er stort set ingen andre steder i hele verden, som har det samspil mellem kulturlandskab og klimaforan­dringer. Og vi ved, at vi i dag kan finde bopladser mellem en og helt ned til otte meter under vandet.

Fortiden kan gemme på betydningsfuld viden, og derfor er den vigtig at bevare og sporsikre til videre undersøgelser og forskning.

- Så kan man vælge at se tilbage og spør­ge: Har vi haft denne situation før? Hvad har vi så gjort? Og hvad endte det med? forklarer Daniel Dalicsek.

Det kan fx være tidligere samfunds re­aktion på miljøet, hvor marinarkæologer kan lave en kobling mellem mennesker og natur.

- Tidligere har mennesker levet med, at forandringerne i naturen har påvirket dem endnu mere. Og de har skullet opfatte det endnu hurtigere. Inden for 100 år steg havniveauet med en eller to meter.

Ansvar og fund

Siden 2005 har Moesgaard været aner­kendt som marinarkæologisk arbejdende museum. Således har museet ansvaret for at sikre kulturarven i et område, der strækker sig fra den nordlige del af Vejle Fjord til den sydlige del af Mariager Fjord – plus søer og åer i indlandet.

Historisk dækker arkæologien under havet alle perioder og dermed hele men­neskets historie i Danmark. Det står i modsætning til, hvad mange arkæologer på land oplever, fortæller Daniel Dalicsek.

- Alene inden for den sidste halvanden måned har jeg både arbejdet med noget af den ældste stenalder og med et bombefly fra Anden Verdenskrig.

Stenalderen, som begyndte efter den sidste istid, er den ældste periode med bo­sættelser i Danmarks historie, og arbejdet med palæo-landskaber – tidligere landska­ber, der er blevet oversvømmet – udgør en væsentlig del af det marinarkæologiske arbejde.

- Vi finder alt. Vi finder redskaber og affald, men vi finder også genstande af organisk materiale fra stenalderen. Det vil sige knogler, plantemasse og trægen­stande.

De genstande har stor værdi for forsk­ningen, da de er med til at give et mere nuanceret syn på samfundet i stenalderen. Det er her, at Daniel Dalicsek bringer hi­storien om fundet fra menneskets bedste ven på banen.

- Vi har fundet noget af den ældste hun­delort på vores udgravning under vandet ved Hjarnø (i Horsens Fjord, red.). Og det bliver kun bevaret under vandet, fordi det er organisk materiale.

En videnskabelig analyse har dateret fundet og vist, hvad hunde har spist – og at det måske er det samme, som mennesket har spist.

Når hunden er populær og betegnes som menneskets bedste ven, kommer det altså ikke ud af det blå.

- Den jo har været vores bedste ven igennem 6.000 år.

^{Fotograf Peter Clausen var med, da Daniel Dalicsek i juni var på feltarbejde i Kalø Vig nord for Aarhus sammen med kollegaerne Peter Moe Astrup (med ryggen til) og Kristoffer Frisenvænge Hall (th.).}

En maritim maggiterning

Nysgerrighed, opdagelse og eventyr. Det har været nøgleordene for Daniel Dalicseks vej til en karriere med hav og historie.

- Altså, de klichéer, man tænker på, når man hører, at nogen er marinarkæolog, det er jo dem, der gør os til marinarkæo­loger, smiler han.

Født i Budapest og opvokset uden for den ungarske hovedstad er det ikke, fordi havet ligefrem har været inden for hans rækkevidde.

- Bare fordi havet ikke ligger lige rundt om hjørnet, betyder det jo ikke, at man ikke kender til det, konstaterer han og nævner den franske undervandsforsker og filmproducent Jacques Cousteau.

- Alle har set Jacques Cousteaus udsen­delser, som jo handlede meget om natur og skibsvrag. Og på den måde synes jeg, at ha­vet – lige så meget som ørkener eller noget andet – er present i vores liv. Også når vi ikke er i det eller på det til hverdag, som jeg er.

Den unge Daniel begyndte da også både at sejle og blev livredder, før han uddannede sig til arkæolog og historiker på henholdsvis Trinity College i Dublin og på Universität Freiburg i Schweiz.

Forbindelsen til Danmark blev skabt i 2013 via en nu tidligere kandidatuddan­nelse i marinarkæologi på SDU i Esbjerg.

- Det var enestående i hele Norden, men stort set også i hele Europa.

Efterfølgende har marinarkæologen været på flere ekspeditioner og arbejdet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde og på Moesgaard.

I dag bor han sammen med sin familie i Horsens helt tæt på fjorden. Fra stranden kan han spejde over mod marinaen, hvor hans båd ligger. Altid klar til at sejle ud.

Det er både et professionelt og et per­sonligt tilhørsforhold, han har skabt.

- Danmark byder jo som et maritimt land på alle facetter: sejlads, dykning, vandsport og en tradition for søfart. Det er jo det, som jeg arbejder med, og som jeg gerne vil arbejde med. Jeg blev skipper på vikingeskibet, jeg har sejlet skoleskib, jeg dykker og har gået på undervandsjagt. Det er også noget, jeg gerne vil bidrage til. Altså, at vi har det her miljø. Det blå Danmark er en ægte ting, og det er det, der holder mig fast som person.

Pyramide af døde krabber

Efter 12 år i Danmark kender Daniel Da­licsek farvandene særdeles godt.

Erhvervsmæssigt dykker han ned til 30 meter, mens han privat gerne dykker ned til 50 meter.

- Så kender jeg det ret dybt, joker han.

Selvom det er kulturarven, der er hans metier, følger han helt naturligt udviklin­gen i havmiljøet på nærmeste hold. Havet, som er hans arbejdsplads – med et dårligt arbejdsmiljø.

- Jeg har helt bogstaveligt set en forvær­ring af havmiljøet. Der er alger, ingen fisk og et tykt niveau af dynd på havbunden, som er decideret ulækkert. Døde muslin­ger, dødt ålegræs, dårligt sigte. Jeg synes, det er skræmmende, at vi kan have pro­jekter i ugevis i de indre danske farvande, hvor vi ikke ser en eneste fisk. Og vi ser intet liv på havbunden.

Han kan også berette om skrækscenarier som det om skibsvraget i den sydlige del af landet, der var dækket af døde krabber. Krabberne lå i en pyramide, og på toppen havde krabberne i de øverste lag forsøgt at få den sidste ilt.

- Men de var selvfølgelig døde. Det er jo iltsvigt, og krabber er nok de sidste, som dør, siger marinarkæologen, der også ser mange spor fra trawling på havbunden.

- Vi får så mange geofysiske data – altså havopmåling – ind. Og der kan vi sagtens se det. Vi kan sagtens se, hvis der ligger rigtig mange redskaber på et skibsvrag fra fiskeri. Og vi kan se, om det er fra erhvervs-eller lystfiskeri.

Daniel Dalicsek påpeger, at miljødelen ikke hører under hans faglighed, men at det er hans personlige oplevelser, han deler. Han kender dog mange med tilsvarende oplevelser.

Alligevel er han optimist på havmiljøets vegne, og hvad den optimisme bunder i, kommer vi tilbage til.

Små ting, stor betydning

Tilbage til fortidsminderne og skibsvrag, som man ikke bare lige graver ud og hiver op på land.

Kulturarv er først og fremmest forbun­det med processer, beslutninger, myndig­hedsværket og lovgivningen. Og alene konserveringen af et stort fund som et skibsvrag kan tage årtier. - Vi kender heller ikke altid alle konse­kvenser, og det kræver meget plads og øko­nomi, forklarer marinarkæologen og tilføjer:

- Man kan også flytte et helt skibsvrag på havbunden uden at grave det ud – det er kun et spørgsmål om ingeniørmæssige løsninger og budgettet.

Udviklingen af nye, digitale metoder præger også håndteringen af den mariti­me kulturarv mere og mere. Herunder en metode, hvor skibstømmer dokumenteres digitalt. Bagefter kan man beslutte, om det skal kasseres eller bevares.

- På den måde kan man lade et fortids­minde være i fred, mens man har en digital kopi, man kan arbejde videre med og fx dele med andre forskere i verden.

Et af de projekter, Daniel Dalicsek senest har været optaget af, ligger ved Gåsehage uden for Ebeltoft. Det er vraget fra et min­dre handelsskib, som han og hans kollegaer allerede har kortlagt en del viden omkring. At det er et almindeligt handelsskib, er for ham netop det interessante ved projektet.

- Det kan godt være, der har været et skib som Vasa, men det var jo kun ét. Så der var rigtig, rigtig mange andre, som ud­gjorde samfundet og den infrastruktur, som byggede landet op, og som udgjorde industrien og økonomien bag om de store historiske hændelser. Og det er jo egentlig altid den store volumen, det stille flertal, som definerer en periode.

Gåsehage er efter alt at dømme fra midten af 1700-tallet, hvor der var gang i provinsfarten, og korn blev sejlet ud fra Ebeltoft mod Sjælland.

- Det er jo lige så meget søfartshistorie, som det er økonomihistorie og historien om skibsbygning. Det er et vigtigt emne, og i dag snakker vi også meget om skibsbyg­geri og søfart og udvikling af havnebyer – og generelt om økonomi og fødevarer, siger han og fortsætter:

- Hvis man vil se på, hvordan vi er havnet her, igennem menneskehistorien, så er de små ting nogle gange meget mere afgøren­de end den betydning, man tillægger dem.

^{Uder feltarbejdet ledte holdet efter bopladser fra stenalderen, som de også fandt spor af i form af menneskelig aktivitet: flint, som bar spor af menneskehænder, samt afslag, flækker og affald fra produktion af flintredskaber.}

Miljøets stemme

Fortidsminder og marinarkæologi hænger også uløseligt sammen med nutidens behov for at genoprette havmiljøet.

- Kulturarv under vandet er en del af havmiljøet, og derfor er vi en vigtig del af den proces, forklarer Daniel Dalicsek.

Ved anlæggelse af fx havmølleparker eller stenrev eller udplantning af ålegræs bliver der ændret på havmiljøet. Det bety­der, at marinarkæologer bliver involveret.

- Miljøfolk er til for miljøet, vi er til for kulturarven – og der ligger et stort ansvar på marinarkæologerne for at beskytte det, som vi nu finder. Vi er ikke en bremser som sådan, men vores opgave er at beskytte kulturarven. Heldigvis har man normalt ret meget plads til søs, så hvis man lægger et kabel eller etablerer en vindmølle, kan den lige så godt ligge 500 meter til den ene eller den anden side, mens selve fortids­mindet bliver liggende. Et fortidsminde, som har overlevet 500 år eller 5.000 år på havbunden, har det åbenbart godt der.

Den faglige gevinst går på mange måder begge veje. For den grønne omstilling har givet marinarkæologerne en stor mulighed for at undersøge områder, de ikke tidligere har set. Det er lig med store mængder af data og opmålinger, som kan give ny viden, siger marinarkæologen.

- Det er klart et plus.

Og så mangler vi lige at få svaret på, hvor Daniel Dalicsek finder sin ukuelige optimisme.

Det handler om det øgede fokus på hav­miljøet og naturgenopretningsprojekter, og at udfordringerne er blevet en del af den almene samtale.

- Især de folk, jeg snakker med i havne­byerne nede på havnen, nede på skibet, i dykkerforbundet, i dykkerbutikker. De mennesker, som også lever med det og le­ver i det. Man har rigtig mange frivillige, som møder op for at plante ålegræs. Der er lokale foreninger, der gerne vil have et stenrev. Folk vil ikke acceptere det længere og er bevidste om skaderne i miljøet, siger han og slutter:

- Den skjulte verden på havbunden – og det er både kulturarven og miljøet – har fundet sin stemme de sidste 10 år.

^{Marinarkæologen på land i sin ’private baghave’ ved Horsens Fjord.
Foto: Mette Meldgaard}