Den første forudsætning for at opnå en bæredygtig udnyttelse af naturarealer – både på landjorden og i havet – er, at der findes en ægte villighed til at indgå kompromiser. På den ene side ift. samfundets ønsker om anvendelse af arealerne og på den anden naturens behov, dvs. de ikke-menneskelige organismer, der allerede udnytter de arealer, som mennesker har i sinde at udnytte.

Langt den største udfordring for naturen og dermed årsagen til biodiversitetskrisen er, at naturen mangler plads. Vi har simpelthen ikke været gode nok til at dele Jordens areal med de andre levende organismer, der udnytter disse arealer, og hvis liv er afhængige af dem. Ideelt set, når kompromiser skal indgås, skal der være repræsentanter for alle partier med en aktie i fordelingen til stede ved forhandlingsbordet, men naturen er stum. Derfor har naturen (i den grad!) hidtil trukket det korteste strå, når det kommer til arealfordelingen i Danmark.

Hvis havets natur havde en stemme, ville den kunne tale højt, for levevilkårene i de danske farvande er blevet væsentligt forringet gennem flere årtier. Den vigtigste årsag til den forringelse er vores udnyttelse af havet som et affaldsdepot. Vi sender meget affald, herunder plastik, PFAS, pesticider og medicinrester i havets retning. Men hovedproblemet ift. arealændringer i havet, der forringer naturens levevilkår, er gødskningen af landbrugsarealer og den resulterende affaldsudledning i form af´overskydende kvælstof (N) og fosfor (P) til havet. Hver gang der tales om at begrænse anvendelsen af N og P på landjorden, høres der dog et ramaskrig fra landbruget om omkostningerne derved, og derfor går ”forhandlingen” med naturen om rettigheder til anvendelsen af havarealerne i stå.

EU’s Vandmiljødirektiv, som Danmark har været med til at vedtage, kræver, at alle lande sikrer, at deres farvande er i god økologisk tilstand inden 2027. Dan- marks havarealer er administrativt opdelt i 116 forskellige enheder, og på nuværende tidspunkt er der kun to af disse, der klassificeres som værende i god økologisk tilstand. Alligevel har Danmark ingen strategi eller planer for, hvordan situationen kan forbedres. Tværtimod har miljøministeren for nylig udmeldt, at man tidligst i 2024 vil se på en eventuel opstramning af reguleringen i anvendelsen af N og P på de danske landbrugsarealer. Selv hvis man, mod forventning, skulle vedtage meget stramme retningslinjer for anvendelsen af N og P i 2024, er der ingen jordisk chance for, at de danske farvande vil kunne klassificeres som værende i god økologisk tilstand allerede tre år senere. Foruden Vandmiljødirektivet forhandles der i EU i øjeblikket om en ny Biodiversitetsstrategi, som også har betydning for naturen i de danske farvande. Mens Vandmiljødirektivet har fokus på vand, ser Biodiversitetsstrategien på hele økosystemer.

Vandmiljødirektivets overordnede mål er, at alle havarealer skulle være i god økologisk tilstand. Men i en erkendelse af, at det kommende Biodiversitetsstrategi næppe vil klassificere havarealer, hvor bunden pløjes igennem af fiskeri, som værende i god økologisk tilstand, har EU for nylig forsøgt at bringe disse to initiativer i overensstemmelse med hinanden ved at behandle et forslag om, at højst 25 % af et lands havarealer skal kunne klassificeres som værende i dårlig økologisk tilstand.

Danmarks miljøminister stemte dog blankt med henvisning til, at der mangler evidens for konsekvenserne af forslaget. Man må her formode, at det ikke var manglede evidens ift. betydningen for naturen, som forhindrede ministeren i at kunne stemme for forslaget, men derimod en bekymring for erhvervsinteresserne. Derved har naturen endnu en gang betalt dyrt for dens manglende stemme!