Den første forudsætning for at opnå en bæredygtig udnyttelse af naturarealer – både på landjorden og i havet – er, at der findes en ægte villighed til at indgå kompromiser. På den ene side ift. samfundets ønsker om anvendelse af arealerne og på den anden naturens behov, dvs. de ikke-menneskelige organismer, der allerede udnytter de arealer, som mennesker har i sinde at udnytte.

Langt den største udfordring for naturen og dermed årsagen til biodiversitetskrisen er, at naturen mangler plads. Vi har simpelthen ikke været gode nok til at dele Jordens areal med de andre levende organismer, der udnytter disse arealer, og hvis liv er afhængige af dem. Ideelt set, når kompromiser skal indgås, skal der være repræsentanter for alle partier med en aktie i fordelingen til stede ved forhandlingsbordet, men naturen er stum. Derfor har naturen (i den grad!) hidtil trukket det korteste strå, når det kommer til arealfordelingen i Danmark.