Publiceret 06.06 2023

Hedeselskabets Grønne Fremtid: Faglighed, frihed og fællesskab i Australien

Foto: Privat

Tekst: Mette Meldgaard

Søgen efter mere viden om social forandring til gavn for naturen og klimaet førte Victor Riise Nors om på den anden side af jorden. Det blev også et semester med storslåede naturoplevelser og internationale fællesskaber. - Det er jo svært at finde de mennesker, der kan inspirere dig, hvis du kun er derhjemme, siger han.

Lyt til artiklen

Syd for Sydney ligger University of Wollongong. Omgivet af hav, skov, bjerge og jungle og med byens botaniske have som nabo. Idéen om et studieophold på den australske østkyst sælger næsten sig selv.

Men det er også universitetets profil med tværfagligt samarbejde, der tiltrak Victor Riise Nors. Derfor supplerede han sociologistudierne på SDU i Esbjerg med psykologi, innovation og menneskelig udvikling i Wollongong.

- Der er meget silotænkning inden for den akademiske verden. Men i virkeligheden spiller fagområderne sammen i arbejdet med komplekse problemer. Kæmpestore problemer, der kræver, at alle arbejder sammen. Det kunne for eksempel være om klimaet. Vi løser ikke mange kriser uden adfærdsændringer og inkludering af mennesker på tværs af nationer og sociale lag, forklarer han.

Den sociale dialog
Victor Riise Nors er dybt engageret i sit fag, og her mod afslutningen af bacheloren er målet både en kandidat og sidenhen en ph.d. Han kan tale længe om, hvordan vi som mennesker og samfund forstår og agerer i naturen. Og hvad ændringer af adfærd, som er socialt betinget, kræver.

- Hvis vi kun ser naturen som ressourcer for vores effektivitet og kapital og samfundet som en vækstende enhed, så misser vi det potentiale, der ligger i naturen for vores psyke og velvære og sociale omgangskreds generelt.


Mange af de aktuelle udfordringer er naturvidenskabelige, men de er også flettet ind i sociale, psykologiske og socialpsykologiske problematikker. Det kan og skal vi gøre noget ved. Startende med folkeskolen og uddannelsesinstitutionerne, mener Victor Riise Nors.

- Det er vigtigt at lære, hvordan vi taler sammen om det. Også med de personer, der har en anden holdning – for dermed at skabe en social dialog, hvor man inkluderer i stedet for at ekskludere.

Victor Riise Nors’ tre gode råd til at studere i udlandet


1 Ro på, du skal nok komme afsted
Der er meget bureaukrati i starten af processen, hvilket kan stresse. Men det er mindre komplekst, end det ser ud. Forbered i stedet dit mindset på, hvad du gerne vil have ud af opholdet. Så kan du nemmere opsøge og opnå det.

2 Få meget for pengene
Legater er vigtige, men du kan komme langt uden den store økonomi. Der er ofte god offentlig transport. Spørg også de lokale om gode råd til oplevelser. Dermed undgår du de værste og dyreste turistfælder.

3 Fokus på oplevelsen
Det er vigtigt at lære, men det er endnu vigtigere at leve. Sørg for, at læringsprocessen bliver din egen. Også på det personlige plan. Du får en helt unik mulighed for at komme ud og få en oplevelse, som måske ikke lige kommer igen.

Eventyrgruppen
Som studerende fra Danmark er det første møde med en australsk campus ganske overvældende. I Wollongong er der alt fra butikker og spisesteder til et apotek og en subway.

- Det er nærmest en lille by, forklarer Victor Riise Nors, der trods de store forhold har haft et meget socialt semester.

Store fællesområder opfordrede de studerende på tværs af fag til at mødes mellem timerne og tale om undervisningen. På kollegiet, hvor den 25-årige dansker boede, var der også fokus på fællesskab og den kulturelle udveksling de studerende imellem. Det er meget naturligt, at man til en start grupperer sig med lignende nationaliteter, men ret hurtigt fandt Victor Riise Nors sammen med en international flok.

- Vi var ikke mere end én fra det samme land. Det var Indien, Bangladesh, Iran, Egypten, Holland, Tyskland og mig fra Danmark. Det var ret fedt, fortæller han begejstret.

Det blev til Eventyrgruppen, der i hverdage og weekender tog ud for at opleve den fantastiske australske natur. Og de har stadig kontakt.

- Jeg tror, jeg har lært rigtig meget om mentaliteten af at være rejsende og være nysgerrig og åben, siger Victor Riise Nors og tilføjer:

- Jeg indså, at jeg har en større frihed til at leve mit liv på en anderledes måde, end jeg egentlig troede, jeg havde.

VictorRiiseNors2

SØG STØTTE:

Har du lyst til at søge Hedeselskabets studielegat;Hedeselskabets Grønne Fremtid?

Legaterne uddeles til studerende på en videregående uddannelse i Danmark, og som varer mindst tre år med hovedvægt inden for Hedeselskabets arbejdsområder: blandt andet naturpleje, miljøforbedring og klimatilpasning.

I 2023 uddeler vi 18 legater á 12.000 kroner. Næste ansøgningsfrist er 1. juli.

Du skal være medlem af Hedeselskabet for at søge legatet. Som studerende koster et medlemskab 100 kr. om året – se mere her

Læs mere om studielegaterne i 2023