
Foto: Niels Nørskov Stidsen, Lemvig
Hvor:
Hygum Bakke er et markant udsigtspunkt ca. 60 m.o.h. ved landevejen (Rute 181) mellem Lemvig og Harboøre – netop på det sted, hvor morænelandskabet temmelig brat afløses af den lave og flade Harboøre Tange, der slutter med Thyborøn næsten 15 kilometer længere mod nord (med færgeforbindelse til Thy/Nationalpark)
Hvorfor:
Der er fra Hygum Bakke en fantastisk udsigt over landskabet ud mod Nordsøen, Harboøre Tange og Nissum Bredning – og sydpå over morænelandskabet til Bovbjerg. Bakketoppen med udsigtspunktet er ikke en gravhøj men til dels en kunstig bakke, som tidligere har fungeret som et ”naturligtudseende vandtårn” for Thyborøn, Harboøre og omegn frem til omkring 2010. Der er nu etableret et nyt underjordisk reservoir ca. 200 m nord for Hygum Bakke. Hygum Bakke med nærmeste omgivelser ejes af Lemvig Vand og Spildevand, og der er i samarbejde med Geopark Vestjylland skabt formidling på stedet om geologien, kulturhistorien, vandforsyningen i området med mere.
Natur og landskab:
Hygum bakke dækker et område på ca. 1 km2 med 36 fredede gravhøje fra sen stenalder til begyndelsen af bronzealderen, hvor den højeste er 57 m.o.h. Højene er på lang afstand synlige, da de er anbragt på henholdsvis Engbjerg og Hygym Bakke.
Det meget varierede landskab præges af aktiv landbrugsdrift med større kvæg- og svinebedrifter og dertil hørende markbrug. De lavtliggende engområder, som fortsat drives med markafgrøder, må forventes med tiden at overgå til ekstensiv afgræsning/naturarealer.
Mod nord ses Rønland med Fmc/Cheminova og yderst Thyborøn med havn og iøjnefaldende mange store vindmøller, som helt overvejende er ejet af lokale borgere samlet i flere møllelaug. I maj 2024 rejstes verdens største landvindmølle - ejet af knap 3000 lokale borgere i et møllelaug. Et antal tidligere smålandbrug er efterhånden overtaget af ikke-landbrugere, der værdsætter den alsidige natur og den enestående udsigt, der er mulighed for at få her. Området er endvidere kildeplads for Engbjerg Vandværk - Lemvig Vand og Spildevands største og nyeste vandværk.
Hvornår:
Hygum Bakke kan besøges året rundt. Det blæser næsten altid på bakken, så hue og vindjakke er ofte en behagelighed, hvis man vil give sig god tid til at bruge sin kikkert og nyde udsigten hele vejen rundt.
Praktik:
Hygum Bakke, Klostervej 4, 7620 Lemvig.
Ved udsigtspunktet er der er plads til parkering, hvorfra der er umiddelbar adgang til Hygum Bakkes højeste punkt. En 170 meter lang sti, med jævn og fast handicapvenlig belægning, snor sig rundt om bakken til toppen og gør udsigten tilgængelig for alle.
Mere info:


Få viden, nyheder og invitationer i din indbakke
Nyhedsbrevet er til dig, der gerne vil lære mere om natur og miljø – og som gerne selv vil gøre en forskel. Vi lukker dig digitalt ind i vores foreningsliv og viser, hvordan vi dagligt arbejder for at benytte og beskytte naturen. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyeste nyt, invitationer og tips og tricks til fx øget biodiversitet.