Vi skal vænne os til nye træarter – og tabet af gamle kendinge

Af Mette Meldgaard
Foto: Christian Agerskov Munk 

- Naturen er ekstremt dygtig til at tilpasse sig, og den største udfordring er, at vi har så mange muligheder, så det handler om at gribe dem og prøve at forvalte dem bedst muligt.

Ordene kommer fra Thomas Toftgaard, forstkandidat og divisionsdirektør i Dalgas. Og med den grønne trepart og målet om at plante en milliard træer inden 2045 er de mange muligheder om noget i spil.

Det er indiskutabelt, at klimaforandringerne indgår i udvælgelsen af træarter. Og den del af planlægningen er i sig selv kompleks, siger divisionsdirektøren.

- Vi ved, at klimaet bliver mere ekstremt. Det betyder også, at det både bliver varmere og koldere – og det bliver vådere og tørrere. Så det er på alle parametre, at det ændrer sig, og det er jo også en kæmpe udfordring for træerne.

Vand og varme er nogle af de parametre og en forudsætning for, at træer kan vokse. Men kommer vandet uden for vækstsæsonen, det vil sige efterår og vinter, kan træerne ikke rigtig bruge det til noget, som Thomas Toftgaard formulerer det. Og hvad varmen angår, så bød september måned i år fx på over 20 grader.

- Det er jo vildt, og det betyder også, at vækstsæsonen for træerne bliver længere.

Det er ikke alle træer, der tåler en forlængelse. Tværtimod bliver flere arter ligefrem stresset.

- Det svarer lidt til, at vi selv skal arbejde to timer længere hver eneste dag. Det slider også på vores krop, ligesom det vil slide på træerne, forklarer divisionsdirektøren.

I yderste konsekvens kan træer dø af en længere vækstsæson, fordi de vokser sig ihjel på grund af den manglende hvileperiode hen over vinteren.

- Det er jo en naturlig proces, at træerne helst skal gå i dvale og sende al næringen ned i rødderne for så næste forår at skyde safterne op igen og begynde at vokse videre.

De uundgåelige forandringer

I Tyskland er udfordringerne allerede synlige. De senere år har historier om langvarig tørke, høje temperaturer, skadedyr og skovdød også fundet vej til danske avisspalter.

Thomas Toftgaard følger også udviklingen tæt. Ikke mindst via Dalgas’ tyske organisation i delstaten Brandenburg, hvor skovbruget er ekstremt udfordret, fortæller han.

- Og hvis man ikke gør noget anderledes end i dag, så ender worst case faktisk med et savanne-landskab, fordi der er så forventeligt lidt nedbør i sigte. Og det er inden for årtier, at man kigger ind i det.

Med tørke stiger også risikoen for skovbrande.

En anden dyrkningsmodel er altså påkrævet, hvor man går væk fra monokultur og i stedet arbejder med gruppevis foryngelse, det vil sige lysninger, hvor andre træarter plantes ind.

- Man er nødt til at få en diversitet i forhold til træartsvalget og sikre fremtiden, fordi man ikke helt ved, i hvilken retning klimaet bevæger sig. Men det er også det her med at skabe nogle mere komplekse synergier, forklarer divisionsdirektøren.

Der er altså brug for træarter med forskellige egenskaber, der komplementerer hinanden og giver et mere stabilt økosystem. Vi skal derfor forvente, at nogle træarter forsvinder, mens nye kommer til. Det gælder også på de nordligere breddegrader.

Arter bliver fortid

Et nyt dansk studie omtalt i henholdsvis Politiken i august og i Jyllands-Posten i september viser, at bø­geskove og rødgransplantager sandsynligvis vil være væk i det danske landskab i 2100.

Det scenarie kan Thomas Toftgaard også kun er­klære sig enig i. Igen henviser han til de tyske skove, fordi vi her ser en udvikling, der bliver genkendelig.

- Ja, det kommer til os på et eller andet tidspunkt. Det gør det. Og vi skal ikke langt ned i Tyskland for at se, at bøgen ikke trives særligt godt. Midt på som­meren har man set, at de har været gule i toppen og set halvtriste ud.

I Danmark har han endnu ikke set samme tendens i udpræget grad, men derimod på enkelttræsniveau.

- Men bøgen er udfordret. Man tør ikke rigtig tale så højt om det, for det gør rigtig ondt. Og i et land som Tyskland er det jo en af de bærende træarter, så det vil gøre rigtig ondt, hvis den falder bort.

^{Thomas Toftgaard, forstkandidat og divisionsdirektør i Dalgas.}

Fra landbrugsareal til biodiversitetsskov

Plantning af nye skovområder er også et spørgsmål og en diskussion om hjemmehørende versus ikkehjemmehørende arter.

- Hvis det skal være urørt skov, er det jo en myndighedsbeslutning, at det så skal være hjemmehørende arter, siger Thomas Toftgaard, der også går efter arter med høj naturværdi til denne del af eksperimentet og derfor peger på mange af de hjemmehørende arter.

- Men jeg vil især pege i løvtræsretningen frem for nåletræsretningen. Der er flere af løvtræsarterne, som er hjemmehørende, og der er også mere biodiversitet knyttet til løvtræskulturen.

Blandingen bliver desuden lidt mere vild med plads til at eksperi­mentere, da snorlige træer ikke er vigtige på dette areal.

- Der er det mere spørgsmålet om at lave en laboratorium, kan man sige, hvor man sætter en masse arter ind og ser, hvordan de klarer sig.

Som det første vil divisionsdirektøren lave en lokalitetskortlægning baseret på jordprøver og hydrologi.

- Og ud fra det sige, at så har vi måske et vådt hul, hvor der skal være noget rødel, noget birk og måske noget pil eller noget andet, som vil have det godt i det område.

På de mere tørre områder vil han vælge arter som eg og kirsebær – og formentlig også skovfyr.

- De arter er pionertræarter, som er vant til at etablere sig på et jom­frueligt område. Det vil jeg helt klart skele til, når det er landbrugsjord, man skal have konverteret til skov. Så kan det godt være, at man om 200-300 år skal efterplante noget, eller det er nogle andre arter, man skal satse på, for der har man et andet fundament at bygge på.

De fleste af arterne er defineret som klimarobuste, og så er vi tilbage ved bøgen, som flere forskere peger på vil forsvinde – og som i øvrigt ikke er en pionerart.

- Udfordringen bliver, at vi ikke bare kan hente noget bøg, nogle provenienser, fra et andet sted, som så vil klare sig bedre.

Derfor vil Thomas Toftgaard kun plante få bøg i tankeeksperimen­tets biodiversitetsskov. I stedet kan en anden version af bøgen meget vel få en plads i de danske skove. Nemlig den orientalske bøg, som er hjemmehørende på Balkan, i Tyrkiet, Kaukasus og Nordiran. Den bliver allerede testet her i landet:

- Og hvor den trives udmærket – også under de nuværende forhold, siger divisionsdirektøren.

Så vi bliver nødt til at tage ikkehjemmehørende arter ind?

- Ja, det er klart min opfattelse.

Fra landbrugsareal til produktionsskov

- Hvis det er produktionsskov med stort P, vil jeg primært gå efter nåletræer. Men ikke én art, jeg vil vælge flere arter, siger Thomas Toftgaard og uddyber:

- Én af mine favoritter er douglasgran, som både kan producere noget på kort sigt, og som også kan stå i rigtig lang tid og kan blive gammelt og stort. Det har også noget æstetisk værdi. Selvom det er en ikkehjemmehørende art, har den efterhånden været her i en del år, hvor der også knytter sig noget biodiversitet til. Det danske skovbrug har jo kigget rigtig meget mod Nordvestamerika, og det vil jeg også gøre, når jeg skal kigge på fremtidens træarter.

Divisionsdirektøren vil også vælge grandis, ligesom han synes, at rødgranen stadig er attraktiv.

- Den er blevet fravalgt rigtig meget i skovbruget primært på grund af vildttrykket. Så har man valgt sitkagranen i stedet for, fordi den ikke bliver bidt på samme måde. Men hvis man i højere grad kommer hen i en dyrkningsmodel med flere forskellige aldre, så bliver vildttrykket ikke et lige så stort problem, som det er i dag.

Når rødgran er en art, der ser ud til at forsvinde på den lange bane, giver det så stadig mening at plante den? 

- Ja, det mener jeg, fordi der er noget biodiversitet tilknyttet den nu og her. Og vi behøver ikke at have dommedagsbrillerne på inden for den korte bane. Jeg mener godt, at vi uden problemer kan nå en-to træ-generationer, før de virkelig har problemer.

Hvilken form for biodiversitet vil man se i en blandet nåleskov?

- Der vil være en masse af vores fauna, der vil trives der. Jeg mener, at nåleskoven nogle gange kan være lidt udskældt. Det har egentlig ikke så meget med arterne at gøre, det har mere med dyrkningsformen at gøre.

Det vil sige de meget tætte monokulturer, hvor lyset har svært ved at trænge ind. Det ændrer plantningen af andre arter på.

- Den blanding, hvor det ikke alt sammen er mørkt som om natten i en nåleskov, vil gøre, at man får noget liv i skovbunden. Det er både flora, fauna og svampe.

Divisionsdirektøren nævner også lærk som en af de arter, han tror på i et fremtidigt perspektiv.

- Fordi den har rødder, der går langt ned.

Træmiks

Et opgør med monokulturen er også lig med en helt anden kompleksitet – og større krav til fagligheden.

Ifølge Thomas Toftgaard mangedobler man kompleksiteten, når man går fra en ensaldrende bevoksning til fx fem forskellige arter i fem for­skellige aldersgrupper og højder. Men det er ikke ukendt land.

- Der er jo visse dele af skovdyrkningen, der går rigtig langt tilbage, hvor man netop har arbejdet med gruppevis foryngelse og forskellige etager, så man hele tiden sikrer, at næste generation er på vej.

Det kommer vi kun til at se mere af for at undgå at nulstille øko-systemerne, vurderer divisionsdirektøren.

- Vi er nødt til at have et kontinuerligt produktionsapparat, som hele tiden sikrer, at vi har de optimale mikroklimatiske forhold – det vil sige de optimale vækstbetingelser – på arealet.

Det gælder også hensynet til den svampe- og bakterieflora, der er i jorden.

- De svampe, der er i jorden, er en forudsætning for, at træerne kan få optimal optag af næring og vand. Hvis de ikke er til stede, så trives træerne ikke. Hver gang vi laver en renafdrift og nulstiller økosystemet, går det også ud over svampene og bakterierne, der er i jorden. Og så skal de til at genetablere sig. Det tager tid, og kommer der så et klimatisk udsving med en tørkeperiode eller rigtig meget vand, udfordrer det træerne, og vi risikerer, at den nye skov, vi har sat i gang, ikke trives optimalt.

Fagligheden og kompleksiteten gælder planlægning og plantning af alle skovtyper. Og så er vi fremme ved det tankeeksperiment, som Thomas Toftgaard har sagt ja til, hvor han får frie hænder til at plante henholdsvis en produktionsskov og en biodiversitetsskov på to tidligere landbrugsarealer.

Når landbrugsjord skal omlægges til skovjord, som er en væsentlig del af den grønne trepart, starter man fra nul, minder divisionsdirektøren om.

- Og måske endda under nulpunktet, fordi det ikke har været skovjord i mange hundrede år. Hvis det overhovedet har været skovjord før.

Det vil sige, at mykorrhiza, som betyder svamperod, først skal etableres. Det er helt essentielt, da mykorrhiza er en symbiose mellem specialiserede jordsvampe og planters rødder, som har en positiv indvirkning på træer.

Følelser og videnskab

Divisionsdirektøren bringer nu begrebet assisterende migration på banen, som forskningen inden for træer også beskæftiger sig med, fordi klimaet ændrer sig så hurtigt. Tempoet gør, at træerne ikke kan nå at selektere, flytte og tilpasse sig på grund af de lange trægenerationer.

- Derfor er vi nødt til, efter min opfattelse, at hjælpe træerne med at selektere, men også at flytte sig geografisk.

Tanken om, at vores yndige land ikke på sigt står med brede bøge, skal nok lige rodfæste sig. Men i nuet handler det om at forvalte den situation og de muligheder, vi står med.

- Vi er nødt til at gøre det sagligt, så det ikke kun bliver følelsesmæssigt, men komme det videnskabelige perspektiv ned over, slutter Thomas Toftgaard.