To søstre, to skæbner

Af Cecilie Birk Domino, cand.mag. i historie

Dagmar Louise Dalgas

Dagmar Louise Dalgas kom til verden 28. februar 1830 i Venedig som datter af købmanden Jean Antoine Dalgas og Johanne Tho­mine (født de Stibolt). Familien Dalgas var kun bosat i Venedig i en kort periode, inden de på grund af svigtende økonomisk held satte kursen mod Livorno, hvor Jean Antoine blev en del af broren Christian Dalgas’ forretning.

I sin erindringsbog ’Familien Dalgas: Slægtregister fra 1685 til 1891’ beskriver storebroren Enrico en særligt mindeværdig episode fra Livorno. Da Dagmar var fire, og Enrico seks år, beslut­tede de to sig for, at de sammen ville rejse til Amerika på eventyr.

‘Det faldt i Enrico grandes Lod at finde os nede ved Livornos Havn i Samtale med nogle Fiskere, som vi ville overtale til at tage os med, formodentlig til Elba eller Cabrera, den store Napoleons og Garibaldis Ørnereder.’

I 1835 døde de seks søskendes far, og deres mor valgte at rejse til København med tre af sine børn: Susette, Enrico og Dagmar. Da Dagmar nåede voksenårene, blev hun lærerinde.

I 1848 udbrød Treårskrigen, og alle Dagmars tre brødre, Carlo, Ernesto og Enrico, meldte sig som frivillige.

I Rigsarkivet findes et enkelt brev fra Dagmars hånd til store­broren Ernesto fra 1848. I brevet udtrykte hun sit og familiens savn efter brødrene.

‘Man seer rigtignok at om end Danmark er et lidet, er det ikke et fattigt Land, Alting er der nok af i Aar, og Jordbærrene have ikke i mange Aar været saa billige. Brødet er faldet betydeligt. Hvergang vi have noget Godt paa Bordet tænke vi altid, Gid vi havde vore Kjære hos os, eller gid vi kunde ønske vort Bord foran dem.’

Enrico var den eneste af de tre Dalgas-brødre, som vendte hjem fra Treårskrigen med livet i behold.

Ægteskabet med Enricos bedste ven

Dagmars og Enricos liv blev på en ny måde vævet sammen, da hun som 23-årig blev gift med hans bedste ven, Emil Jensen.

Enrico var i 1846 blevet uddannet som højskoleofficer på Den Kongelige Militære Højskole i København, hvor han stif­tede bekendtskab med Emil Jensen. Emil blev Enricos bedste ven og deltog ligeledes i Treårskrigen, blandt andet ved Slaget i Fredericia som løjtnant.

Hvornår Emil mødte Dagmar, fremgår ikke tydeligt af kil­derne, men sikkert er det, at de to blev gift 14. oktober 1853. Vielsen fandt sted i Vartov Kirke i København og blev fore­taget af ingen anden end N.F.S Grundtvig. Blandt forloverne var Emils far, som var skolelærer og klokker ved Skt. Knuds Kirke i Odense.

Ifølge Enrico skabte Dagmar og Emil et kærligt og velbesøgt hjem. De fik sammen fem børn.

‘Hendes Huus var i al Tarvelighed et yndet Samlingssted for de mange Ven­ner, hun og hendes Mand efterhaanden havde forstaaet at skaffe sig; thi Begge havde mange Interesser, Musikken blev dyrket med Iver og Held, og den altid glade Stemning var baseret paa sand Lykke og Alvor og derfor solid.’

Emil var en del af Ingeniørkorpsets Vejvæsen og havde ansvar for at tilse bygningen af jernbaner rundt i landet. Parret måtte derfor ofte flytte bopæl, indtil de i 1874 flyttede til Aarhus. Her blev Dagmar bestyrerinde for Strikkefor­eningen, som havde til formål at sørge for en indkomst til gamle og svagelige kvinder ved at lade dem udføre strikke­arbejde på bestilling.

Adressen på Havnegade 20 i Aarhus skulle blive Dagmars sidste hjem. 13. april 1883 gik den 53-årige Dagmar bort. Bi­sættelsen fandt sted i Aarhus Domkirke 17. april, og hun blev stedt til hvile i Kø­benhavn.

^{Venstre: Foto: Det Kgl. Bibliotek. Grundtvigs brudevielse, 14. oktober 1853. Højre: Foto: Mediestream. Annonce i Jyllandsposten, 16. september 1880.} 

Carolina Dalgas

Carolina Dalgas var den yngste af de seks Dalgas-søskende. Hun blev født i Livorno 28. februar 1832 og delte dermed fødsels­dag med Dagmar.

Carolina var kun tre år, da faren døde, og moren besluttede at rejse tilbage til Dan­mark. Hun besluttede samtidig, at Carolina og storebroren Ernesto skulle forblive hos deres onkel Christian i Livorno.

Carolina voksede altså op hos sin on­kel og hans kone, Louisa (født Salvetti), i Livorno, hvor hun blev betragtet som husets datter. Sådan fortæller Enrico i sine erindringer:

‘Min Broder Ernesto, som var i hans Huus fra 1835-40, og min Søster Caro­lina, der var hos ham som Husets Datter fra 1835-1863, da han døde, forgudede ham næsten, og de havde ikke Ord nok til at tolke deres varme Følelser for ham.’

Fra Carolinas barndom i Livorno er der i Rigsarkivet bevaret to breve til storebroren Ernesto, efter at han var rejst til Danmark. Brevet fra 10. juni 1841 maler et billede af en niårig Carolina, som på trods af ad­skillelsen fra sin mor og søskende havde mange gode stunder i Italien.

‘Med hensyn til os har vi det alle godt. I denne måned har vi haft det sjovt med at besøge en lang række ferieboliger, for­di fru Chiarina gerne vil på en lille ferie.’ (Oversat fra italiensk).

Carolina fortæller i samme brev om en anden sjov begivenhed samme år, da der blev afholdt en dansefest for børn.

‘Jeg morede mig mere end sidste gang, for denne vinter har vi haft en danselærer i skolen, og jeg blev undervist. Der var man­ge frøkener, og det var en dejlig middag. Man havde slet ikke lyst til at sove den aften. Da jeg kom hjem om aftenen, tænkte jeg slet ikke på andet end, hvor sjov aftenen havde været.’ (Oversat fra italiensk).

^{Foto: Archivio Fotografico Valdese. Portræt af Carolina Dalgas yderst til højre.}

Mellem Italien og Danmark

Selvom Carolina aldrig flyttede fra Italien, bevarede hun en tæt kontakt med sin familie.

Ifølge Rigmor Bendix’ biografi om Carolinas storebror, kunst­neren Carlo, rejste Carolina som 14-årig i 1846 til Danmark på familiebesøg. Under opholdet skulle Carlo have tegnet et portræt af hende med tusch.

Et andet portræt af Carolina fra 1855, malet af P.C. Skovgaard, findes i dag på Statens Museum for Kunst. P.C. Skovgaard, der regnes for en af de mest betydningsfulde malere i den danske guldalder, gik desuden på Kunstakademiet på samme tid som Carolinas bror Carlo.

Maleriet viser den 23-årige Carolina sammen med hendes kusine Jeanina Stampe på Nysøs havetrappe. Nysø var ejet af familien Stampe, der var beslægtet med Dalgas-familien, og stedet var et samlingspunkt for kunstnere som Bertel Thorvaldsen og Adam Oehlenschläger.

Det er formodentlig under et af de seks Dalgas-søskendes besøg her, at maleriet er blevet til. I sine erindringer fortæller Enrico om de uforglemmelige dage hos familien Stampe, som altid førte til sjove oplevelser.

‘Men ogsaa for os Børn og unge Mennesker var det et Eld­orado... Paa Basis af alle disse Herligheder kunde der arrangeres en Mangfoldighed af Toure, til Lands og til Vands, Fodtoure, Jagttoure, Kjøretoure, Seiltoure, Skiveskydninger, Baller osv.’

I 1863 gik onklen Christian bort, og Carolina forlod barn­domshjemmet i Livorno. Hun blev nu forstanderinde på to pi­geinstitutter, hvoraf et lå i Rom. Her fik hun besøg af sin niece Johanne, Enricos datter, som i en periode opholdt sig i Schweiz og Italien. Carolina brugte også sin tid på at oversætte skrifter fra engelsk til italiensk.

Carolina døde 12. maj 1893 i Pistoia, 61 år gammel.

^{Venstre: Carolinas brev til Ernesto fra 1841. Højre: Tegning af kirkegården, hvor Carolina og hendes søskendes far ligger begravet. En del af brevet fra 1841.}