Kunstneren Dalgas kommer frem fra arkiverne og ser dagens lys

Af Mette Meldgaard
Foto: Heine Sand 

I det nordlige Vestjylland har Dalgas sat aftryk den senere tid.

Mere specifikt i den gamle toldbod i Havnegade i Lemvig, hvor Vestjysk Kunst Fond holder til. Det har den gjort siden 2021, hvor det lokale byråd be­sluttede at stille bygningen til rådighed til indretningen af et permanent museum for guldalderkunst.

Det er der i sandhed basis for.

Kunstsamler og guldalder-connaisseur Frank Nicolajsen har nemlig overdraget ca. 750 guldaldermalerier til fonden. En god håndfuld er malet af Carlo Eduardo Johan Dalgas (1821-1851) den ældste i en børneflok på seks. Heriblandt Enrico Mylius Dalgas.

Carlo Dalgas var samtidig med store malere som Peter Christian Skovgaard og Johan Thomas Lundbye, men kunstken­dere ved udmærket godt, hvem han var.

- Ja, hvis ikke man har hørt om ham, så ved man ikke ret meget om guldalderen, mener Frank Nicolajsen, der har været kunstsamler det meste af sit liv.

Frank Nicolajsen, der gennem tiden har udlånt sine malerier til mange af landets kunstmuseer, fremhæver Dalgas’ evne til at male får.

- Der har ikke været no­gen, der kunne male får lige så godt, som han kunne.

'Studie af et stående får'.

Den italienske start

Carlo Dalgas blev født i Na­poli, hvor hans danske for­ældre, Jean Antoine Dalgas (købmand og dansk konsul i Livorno) og Johanne Tho­mine (født de Stibolt), på det tidspunkt var bosat.

I 1830 kom han til Kø­benhavn i følgeskab med sin faster og onkel, som han også boede hos. Fem år senere gik faren bort, hvorefter moren forlod Italien for at flytte til den danske hovedstad. Her gav hun også husrum til sin ældste søn.

Den unge Carlo havde i mellemtiden mistet interessen for det boglige, som En­rico Dalgas beskriver i sine erindringer fra 1891:

’…… hvorfor han kort efter kom i Lære hos en Malermester, der selv var noget af en Kunstner, og som tog sig faderligt af ham’.

Enrico Dalgas fremhæver yderligere sin brors talent for kunst.

’Carlo var i Besiddelse af et betydeligt Kunstnertalent, en Arv efter Faderen; han kastede sig over Dyrestudier og opnaaede i den Retning et smukt Standpunkt, hvorom navnlig hans Faarestudier vidne’.

Bogen ”Carlo Dalgas – Hans liv og kunst” af Rigmor Bendix skildrer ham også som et hjemmemenneske, der holdt sig for sig selv i skoletiden.

’Men var udpræget Dalgask, baade af Karakter og Ydre; mellem ham og Enrico og Susette var der megen Lighed. Carlo var middelhøj, kraftig bygget, med mør­ke Øjne og Haar og mørk Hudfarve. Han var smuk, og hans Ydre var i høj Grad karakteristisk’.

I hjemlige rammer var Carlo Dalgas sel­skabelig. Og morens hjem i København blev med tiden et samlingssted for husets unge mennesker og deres kammerater.

Alligevel tilføjer forfatteren:

’Inderst inde var Dalgas en ensom Natur’.

Rigmor Bendix var slægtning til Dalgas. Hendes farmor var baronesse Christine Stampe (født Dalgas), som var gift med lensbaron Henrik Stampe, der ejede Nysø Gods ved Præstø.

- Her hentede Carlo Dalgas mange af sine motiver, fortæller Frank Nicolajsen.

Det kommer også til udtryk i bogen om Dalgas.

’Hans Billeder fortæller os bedre end Ord, at han kom til at elske denne frodige, milde Egn som ingen anden’.

'Nysø 1845'.

Kunstneren Dalgas

I 1837 begyndte Carlo Dalgas på Kunst­akademiet. Og som dyremaler var han inspireret af 1600-tallets hollandske malerkunst.

- Det siger dog ikke så meget, for det var tilfældet for de fleste danske landskabsma­lere i første halvdel af 1800-tallet, siger Peter Nørgaard Larsen, overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst.

På Kunstakademiet, hvor han blev un­dervist af Johan Ludvig Lund, gik også P.C. Skovgaard og J. Th. Lundbye.

- Der er ingen tvivl om, at hans kontakt til og omgang med Lundbye og Skovgaard på akademiet og i de efterfølgende år spil­lede en stor rolle.

Seniorforskeren mener, at Carlo Dalgas synes at repræsentere en mere romantisk strømning i guldalderens virkelighedsnære landskabstradition.

- Og dermed også en strømning i tiden, som har været nedprioriteret, fordi den romantiske side er blevet opfattet som lidt for meget inspireret af den tyske romantik, der efter 1848 og især efter 1864 blev forsøgt udgrænset til fordel for den danske nationalromantik, som man kender den fra Lundbye og Skovgaard.

Carlo Dalgas gjorde sig bemærket.

I 1847 vandt han som 26-årig Kunst-akademiets konkurrence for billedkunst­nere, Neuhausens Præmie, der oprindeligt blev udskrevet hvert andet år. Han vandt for værket ”Parti af et dyrskue” og modtog en pengepræmie skænket af Det Neuhau­senske Legat.

’Dette Aar var det rigeste paa Indtæg­ter, som han endnu havde opleveet; med de 200 Rigsdaler fra den Neuhausenske Præmie maa han have tjent mindst dob­belt saa meget som Aaret forud’, skriver Rigmor Bendix.

Forfatteren nævner desuden, at Kunst­foreningen løbende købte stort set alle Dalgas’ billeder.

I den nyere litteratur omtales kunstne­ren typisk som en af de lovende, tidligt døde, som man nok burde beskæftige sig mere med, fortæller Peter Nørgaard Larsen.

- Men alligevel synes ingen at have taget udfordringen op, konstaterer han.

P.C. Skovgaard portræt af Carlos Dalgas (1845). 

Det sluttede på slagmarken

Det sluttede på slagmarken

Carlo Dalgas var en anset kunstner i 1848, da han med et rejsestipendium fra Akademiet var på vej til udlandet. Blandt andet for at besøge sit fødeland, Italien.

Det satte Treårskrigen (1848-1851) dog en effektiv stopper for.

’Han valgte imidlertid at stille sig som Frivillig, deeltog i Krigen 1848 som Me­nig og Sergeant, var med ved Kampene udenfor Dybbølstillingen, blev i 1849 Lieutenant og i 1850 Premierlieutenant’, skriver Enrico Dalgas i sine erindringer.

Før hans egen skæbne blev beseglet, mistede Carlo Dalgas som frivillig i ‘3die Bataillon, 1ste Compagnie’ både en bror og en ven til krigen.

Således var vennen og kunstnerkolle­gaen Lundbye også en del af den yngre kunstnerkreds, der meldte sig frivilligt. Men inden han nåede fronten, blev han offer for et vådeskud i Bedsted i Sønder­jylland, hvor han også blev begravet.

Dalgas var en del af den vennegruppe på seks, der begravede Lundbye.

’Vi begravede ham, indsvøbt i et Dan­nebrog, som Præsten forærede os dertil’, skriver Dalgas i et brev til sin mor.

Carlo Dalgas deltog i alle tre felttog i Treårskrigen. Han var premierløjtnant, da han deltog i krigens sidste slag ved Mølskov i Slesvig, hvor han blev ramt.

Det var nytårsaften 1850.

’…. her blev han dødelig saaret i Hovedet i det Øjeblik, han tog en af vore Faldnes Geværer, for som god Skytte, hvilket han var, at fjerne nogle fjendtlige Jægere, der dækkede bag nogle Huse, havde generet os meget’, beretter Enrico Dalgas.

Den 2. januar 1851 dør Carlo Dalgas, 29 år gammel.

Cirka tre måneder forinden var også broren Ernesto faldet i krigen. De to brødre ligger begravet på Sct. Michaelis Kirkegård i Slesvig.

Carlo Dalgas fik ikke en lang kunstner-karriere, men han tegnede og malede lige til det sidste. Således er krigen motiv for maleriet ”Fodring af heste artilleri,” som ifølge Frank Nicolajsen blev Dalgas' sidste værk.

- Han malede det, få dage før han døde. Det forestiller nogle heste, der står ved hans hærenhed. Han lavede sådan et fint lille maleri.

Så sent som den 5. juli 2023 blev ma­leriet solgt via auktionshuset Bonhams i London for en pris af ca. 11.400 kroner.

Frank Nicolajsen med maleriet ”Kalven vandes” på museet i Lemvig.
Foto: Mette Meldgaard