Ernesto Dalgas – imponerede samtiden og faldt for fædrelandet

Af Cecilie Birk Domino, cand.mag. i historie
Foto: Det Kgl. Bibliotek

En smuk hvid marmorblok dekoreret med to kors-lagte sværd og en laurbærkrans står i dag på Sankt Michaelis kirkegård i Slesvig by som mindesmærke for Carlo og Ernesto Dalgas. De var storebrødre til Hedeselskabets grundlægger, Enrico Dalgas, og faldt begge un­der Treårskrigen 1848-1850.

I sin biografi om Carlo skriver Rigmor Bendix, at de seks Dalgas-søskende alle havde evner ud over det sædvanlige.

’Det var en sjælden Samling af prægtige unge Mennesker; hjærtensgode, fine, dannede og usædvanlig dygtige.’

Ernesto var ingen undtagelse, og inden sin tragiske død under Treårskrigen imponerede han samtiden med sine evner som polytekniker – datidens ingeniør.

Opvæksten i Italien

Ernesto Guglielmo Augusto Dalgas var det andetældste barn ud af en søskendeflok på seks. Han kom til verden i 1823 i Napoli som søn af købmanden Jean Antoine Dalgas og Johanne Thomine (født de Stibolt).

Efter en stor økonomisk nedtur måtte familien dog i 1830 forlade Napoli og flytte til Venedig. Lykken vendte dog ikke for familien i Venedig, så kort efter flyttede de igen, men denne gang til Livorno, hvor Jean Antoine blev en del af broren Christian Dalgas’ forretning.

I 1835 døde Ernestos far, og hans mor valgte at rejse til Kø­benhavn med tre af sine børn: Susette, Enrico og Dagmar. Den 12-årige Ernesto og hans lillesøster Carolina på tre år blev hos deres onkel Christian i Livorno, som de begge fik et meget nært forhold til. Sådan skriver Ernestos lillebror Enrico i sin erin­dringsbog fra 1891 ”Familien Dalgas: Slægtregister fra 1685 til 1891”.

’Min Broder Ernesto, som var i hans Huus fra 1835-40, og min Søster Carolina, der var hos ham som Husets Datter fra 1835-1863, da han døde, forgudede ham næsten, og de havde ikke Ord nok til at tolke deres varme Følelser for ham.’

Som 17-årig forlod Ernesto Italien, hvor han var født og op­vokset, for at rejse til København.

^{Malerier af Jean Antoine, Johanne Thomine og Ernesto. 1830. C.A. Jensen.}

Den Polytekniske Læreanstalt

I København blev Ernesto genforenet med sin familie og begyndte at lære dansk. Pengene var knappe, så Ernesto måtte hurtigt i gang med at tjene sine egne penge, og han begyndte at undervise i fransk og italiensk.

I 1844 udgav han en italiensk gramma­tik med titlen ”Italiensk Sproglære til brug for danske” sammen med præst og filolog Laurits Regner Tuxen.

Ernesto havde dog samtidig begivet sig ud på en helt anden vej end sproglære, da han var begyndt at tage eksaminer på Den Polytekniske Læreanstalt, der var grund­lagt af H.C. Ørsted i 1829, og som senere blev til Danmarks Tekniske Universitet. Ernesto tog sin afgangseksamen i 1848, og det kunne nemt have været forskningsverdenen, som havde udgjort hans fremtid. I sine erindringer fortæller Enrico nemlig, at Ørsted var betaget af storebroren.

’H. C. Ørsted tilbød ham i 1848 en Plads som Assistent ved Universitetet, indtagen af hans Soliditet, Iver og Begavelse.’

Men sådan skulle det ikke gå. I marts 1848 brød Treårskrigen ud, og krigen kom til at præge de sidste år af Ernestos korte liv.

^{Forside af ”Italiensk Sproglære til Brug for Danske” af E. G. A. Dalgas og L. R. Tuxen. 1844.}

National vækkelse

Treårskrigen var en konflikt mellem Dan­mark og hertugdømmerne Slesvig-Hol­sten. Selvom der var flere årsager til krigens udbrud, var det særligt nationa­lismen, som antændte gnisten til borger­krigen, forklarer museumsinspektør ved Nationalmuseet Karsten Skjold Petersen.

- Det var en national bevægelse, en national vækkelse, som ikke bare skete i Slesvig-Holsten, men også i Danmark, og som man ser i store dele af Europa i den her periode. De kaldte det selv ’fædrelands­kærlighed’.

Selvom Ernesto var opvokset i Italien, blev også han grebet af den danske natio­nalisme, som Enrico beskriver i sine erin­dringer.

’Da Krigen netop den Gang var brudt ud, og han var begeistret for Frihed og Danmark, meldte han sig som Frivillig i Ingenieurkorpset, blev i den paafølgende Vinter Lieutenant ved 3. Jægerkorps, og deeltog med Udmærkelse i Slagene ved Kolding, Fredericia og Isted, hvorefter han blev Premierlieutnant.’

Den udenlandske opvækst kunne være et stærkt incitament til at melde sig som frivillig, siger Karsten Skjold Petersen.

- Netop fordi Dalgas-brødrene havde en italiensk bag­grund, har de måske haft et særligt personligt behov for at manifestere sig som ærekære og vise, at de ville det danske statsborgerskab. Og den ultimative måde at gøre det på var lige præcis at melde sig som frivillig.

Breve fra fronten

I Rigsarkivet befinder sig i dag en række breve, som Ernesto sendte til sin mor og søskende, imens han var i felten. I bre­vene kan man fornemme en tydelig kampgejst.

’Jeg har altsaa ikke endnu været i Ilden, men længes efter det,’ skriver Ernesto 6. april 1849.

Krigens rædsler blev dog også til virkelighed. Ernesto beskriver i et brev fra 4. august Slaget ved Fredericia 6. juli samme år som ’et slagteri’.

’I et Capel ved catholsk Kirke saa jeg 7 Lag Liig, det ene med Hovederne opad de Andres Been; bag ved et af Laza­ratherne saae jeg om Aftenen en Bunke menneskelige Arme og Been som vare kastede ud af Vinduerne mellem hverandre.’

De frygtelige syn slukkede dog ikke Ernestos nationale stolthed.

’Vi er nogle underlige Væsener, vi Mennesker, at vi saa-danne kan finde Fornoielse i at tilintetgjøre hverandre; og dog var der noget ophøiet, noget smukt i det Mod, den Tap­perhed, den Selvfornegtelse hvormed vore Karle gik frem,’ skriver Ernesto i samme brev.

Som tiden skred frem, indtrådte dog også en krigstræt­hed, og Ernesto begyndte at drømme sig hjem til sit liv i København.

’Jeg vilde ønske det Hele snart var forbi; jeg har tænkt paa at ansøge om en af Lærerposterne i Naturlære og Mathematik, som skulle oprettes i de lærde Skoler ifølge Ministeriets nye Undervisningsplan; men dertil maa jeg vil have Schønnes og Ørsteds Anbefaling,’ skriver han 29. juni 1850 sin mor.

Ernesto vendte dog aldrig hjem. 12. september 1850 blev han ramt af skud i hovedet under Slaget ved Mysunde. Han døde 20. september samme år.

Enrico skriver en række rosende mindeord om Ernesto i sine erindringer.

’Med hans store Evner og riddelige Karakteer vilde han upaatvivlelig have kunnet drive det til noget ikke Almindeligt, hvis han var bleven sparet for sit nye Fædreland, som han heelt og holdent var gaaet op i.’

^{Udsnit af to breve fra Ernesto Dalgas med tegninger af Fredericias vold og halvøen Sundeved i Sønderjylland.
Foto: Rigsarkivet}