Virkelighedens von Kahlen

Ludvig von Kahlen var ikke den første, der gav sig i kast med opdyrkning af heden, men når hans navn alligevel huskes, så skyldes det hans ihærdighed og vedholdenhed, der dog i sidste ende ikke var nok til at frugtbargøre den golde jyske jord.

Den senere kaptajn von Kahlen blev født i hertugdømmet Sachsen-Lauenburg ved Mecklenburg og havde erfaring med både landbrug og landmåling, inden han indtrådte i militæret. I 1753 begyndte han at arbejde for opdyrkning af heden. 

En kongesag

Det havde længe været et ønske for skiftende danske regenter at få undersåtter til at bosætte sig på de vidtstrakte jyske heder og begynde jordopdyrkningen. Krige og sygdomme havde gennem 1300- til 1600-tallet decimeret den jyske landbefolkning kraftigt. Sammen med klimaforandringer og afskovning til brændsel og tømmer betød det, at en del tidligere landbrugsjord var omdannet til hede.

Meget af området hørte godt nok til kronen, men når det ikke blev dyrket af bønder, kom der ingen skatteindtægter fra den kant. Tidligere regenter havde forsøgt med lukrative vilkår til bønder, der ville gøre et forsøg med hedeopdyrkning, blandt andet skattefrihed og tilladelse til at fremstille brændevin uden afgift – men lige lidt hjalp det.

I midten af 1700-tallet kom der en ny kongelig forordning om hedeopdyrkning, hvilket faldt sammen med von Kahlens interesse for sagen. Den tyske kaptajn meldte sig derfor hos Kong Frederik 5. og fik til en begyndelse 200 rigsdaler af Rentekammeret, statens finansvæsen, til at påbegynde  undersøgelsen af heden. I årene 1754-55 byggede han ved Sejbæk på Alheden nær Viborg en gård, som han til regentens ære kaldte Kongenshus. Hans plan gik fra begyndelsen ud på at hente tyske landbrugsfamilier til området, så de med deres erfaring kunne hjælpe med opdyrkningen af jorden. 

Tysk modvilje

Det lykkedes dog kun von Kahlen at få hvervet nogle få familier til arbejdet, selvom de blev stillet statsfinansierede gårde i udsigt. Da de tyske familier kom til Kongenshus og så vilkårene og opgaven med at bryde heden op, mistede de imidlertid modet, og efter blot otte dage ønskede de at rejse hjem igen. Trods udsigten til gratis gårde, var det ikke sliddet værd, mente de, hvilket siger en del om arbejdsbyrden.
 
Von Kahlen var dog ikke indstillet på uden videre at lade sine landsmænd rejse tilbage igen. Derfor forsøgte gæstearbejderne i ly af natten at flygte fra Kongenshus, hvor de var indkvarteret. Deres plan blev i sidste ende forpurret, og der blev efterfølgende sat vagter ved gården, som skulle sikre, at scenariet ikke gentog sig. Men tyskerne nægtede fortsat at påtage sig det møjsommelige arbejde, og til sidst blev de sendt til tugthuset i Viborg. Enden blev, at hver familie blev betalt 6 skilling til hjemrejsen. Og nu var von Kahlen atter alene om sit slid. 

Forgæves kamp

Kaptajnen fortsatte sin kamp mod heden frem til 1765, hvor han måtte se nederlaget i øjnene, og bad om fratrædelse. Dette ønske blev først imødekommet i 1766, da von Kahlen blev forflyttet til Fladstrand ved Frederikshavn. Her blev han chef for en militærenhed. Det var også her han døde otte år senere i 1774.

Heden overtog atter de områder, han havde slidt på i mere end et årti. 

Kartoffeltyskerne

Samtidig med von Kahlens plan om at hente tyske arbejdere til landet som hedeopdyrkere, forsøgte staten det samme. Man hentede omkring 1000 tyskere til flere steder i Jylland, blandt andre Grønhøj og Havredal, der ligger sydvest for Viborg nær Kongenshus. Mange af familierne indså dog det samme som von Kahlens folk, og omkring 250 tyske familier tog turen retur, mens blot 59 familier forblev. Disse tyskere blev siden kendt som kartoffeltyskerne, da de medbragte kartofler til dyrkning på heden. Områderne bærer stadig præg af det tyske kulturindtryk. Man kan se flere mindesmærker, ligesom der er en aktiv forening for efterkommerne, og endelig vidner flere slægtsnavne som Dürr, Maul og Krüger om det tyske indtryk.