Kærligheden til havet går længere tilbage, end hun i virkeligheden kan huske. Katherine Richardsons bedsteforældre boede ved havet i Maine på den amerikanske østkyst, hun er kommet der i ferierne helt fra hun var spæd, og så længe hun kan huske tilbage elskede hun at befinde sig på, i og nær ved vandet. Hun kommer stadig i Maine hver sommer, og hun elsker det stadig lige så højt. Hun voksede ellers op med at passe dyr sammen med veninderne uden for Chicago – de andre piger svarede resolut dyrlæge, når de voksne spurgte ’hvad skal du så være, når du bliver stor’. Til både hendes egen og andres overraskelse, svarede 11-årige Katherine spontant havbiolog, og det blev så det, hun svarede fremover. Hendes forældre gjorde hende den store tjeneste ikke at afsløre, at det ikke var synderligt nemt for en kvinde at gå den vej, men også det fik hun ind med modermælken. Moderen var selv en mønsterbryder, der ikke fulgte tidens normer for kvinder. Derudover tog forældrene børnene med til foredrag, blandt andet om havet, hvor den målrettede pige satte sig på første række, og lyttede med åben mund, i håbet om at blive inviteret med ind i de voksnes arbejde.

”Det blev jeg nu aldrig, men jeg gik efter at fortsætte i den verden. Jeg var dog meget i tvivl, om jeg skulle blive havbiolog og forske i havet eller gå den politiske vej og påvirke regulativer på
området. På den måde er det helt fantastisk at være havnet i Danmark, hvor det kan lade sig gøre at være tæt på den politiske proces, selvom jeg arbejder i den akademiske verden,” fortæller hun.

Kontoret ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet afslører ikke umiddelbart en aktiv havbiolog. Bortset fra en plakat fra Maine og et billede med en båd, er her bog efter bog, afhandling efter afhandling om ’Climate Change’ og mapper i lyseblå-grøn farve, der gemmer på data fra togter. Der ses ingen vaders og fiskenet. Til gengæld fylder den 61-årige forskers energi hele rummet. Når først emnet falder på søgningen efter havets gåder, så løber ordene ud af munden på hende med det næsten perfekte danske tilsat en skefuld dialekt, sådan som man kunneforestille sig, at Kronprinsesse Mary taler om 20 år. ’Mine kære fytoplankton’ siger hun flere gange og fortæller begejstret videre om de mikroskopiske planters fantastiske færd under havets overflade.

Plankton er den røde tråd
Vejen til Danmark gik over en ph.d. i Wales, hvor hun mødte en dansker og blev på den måde ført over Vesterhavet og arbejdede sig ind i den danske forskerverden. I begyndelsen af karrieren blev hun ellers beskyldt for at spilde skatteborgernes penge på ligegyldig forskning om små organismer, som man ikke engang kan se med det blotte øje. Lige indtil det viste sig, at netop de organismer er med til at optage enorme mængder CO2, hvilket reelt set betyder, at havet har gjort os en kæmpe tjeneste. Så var hendes forskning lige pludselig klimarelevant, og nu er hun anerkendt i hele verden, er rådgiver for FN’s Klimapanel og arbejder sammen med Nobelpristagere og Ban Ki-moon’er (FN’s generalsekretær). Cv’et i sig selv er en længere afhandling. Men selvom hun bliver rykket i fra alle leder og kanter som klimaekspert, så var det egentlig ikke det, der var hendes mål. Hun vil gerne påvirke det politiske system, men det har altid været og er stadig forskningen og søgen på at forstå havets mekanismer og organismer, der tænder lys i hendes øjne.

”Havet dækker to tredjedele af jordens overflade, og det opbevarer enorme mængder CO2. Vi kender en del af processerne for, hvordan det lader sig gøre, men ikke alle. Det er derfor, jeg bliver ved med at forske – jeg har altid haft et behov for at vide og forstå, hvordan tingene fungerer,” siger hun.

Hun har arbejdet med fytoplankton lige siden sit bachelorprojekt, og selvom karrieren har bragt hende vidt omkring, så har det altid været den røde tråd. Næste sommer rejser hun
igen på forskningstogt for netop at blive endnu klogere på de små planter, som hun forelskede sig i som ganske ung.

Glasset er altiid halvt fyldt
Katherine Richardson ved udmærket, at naturvidenskab og havets bittesmå organismer og planter ikke interesserer de fleste en dyt – med hendes egne ord – det er hun helt afklaret med, men hun håber alligevel, at vi alle får øjnene op for, at naturen i havet er mindst lige så værdifuld som den, vi kan se og røre på landjorden.

”Al liv begyndte i havet, så det siger næsten sig selv, at det er af enorm betydning. Alligevel er langt de fleste naturindsatser på land, og vi forstår ikke rigtigt havet. Vi tror, at når vi forstår grundregler for naturen på landjorden, så forstår vi også havet, men det er noget helt andet. Planterne er så små, at vi ikke kan se dem med det blotte øje, men relativt er størrelsesforskellen som mellem en mus og en elefant, og diversiteten er enorm. Det er fantastisk,” siger hun.

Hendes forskning bidrager blandt andet til at opnå en bedre miljøforvaltning af havet. Noget der rent faktisk er af nyere karakter. Førhen var alt tilladt med mindre, det var forbudt, og det siger næsten sig selv, at når der ikke er nogen, der har ejerskab, så er der heller ikke nogen, der føler sig ansvarlig. Men samtidig med, at mange vismænd, forskere og meningsdannere mener, at vi er tæt på undergangen, så går denne kvinde i en anden retning.

”Man kan vælge at fokusere på det negative eller det positive. Hvis jeg ikke troede på det her, ville jeg ikke bruge så meget energi på det. Jeg hører i den grad til den type mennesker, der synes, at revolutionen skulle have været i gang i går, men i stedet for at kigge på enkeltprojekter eller diskussioner, så tager jeg en tur op i helikopteren og ser, hvor vi er på vej hen, og det, synes jeg, der er god musik i. Tag nu COP-møderne. Alle talte om, at det var skidt, at vi ikke fik en bindende aftale i 2009, men det var nu måske ikke så skidt alligevel. Her i 2015 er landene langt mere ambitiøse i forhold til deres emissionsreduktioner, end de var i 2009, Så hvis vi i stedet for at give de enkelte COP-møder karakter, anskuer dem som en del af den proces, hvor vi udvikler mekanismer til at tackle klimaforandringer, går det absolut fremad,” siger hun.

Men bliver du aldrig frustreret, når du ved, hvad der skal til, og at vi har travlt, når det kommer til klimaet?

”Jo, jeg er da frustreret over, at det ikke går hurtigere – jeg er utålmodig. Men i stedet for at fokusere på det, så glæder jeg mig over, at det trods alt går stærkt. Vi har ryggen mod muren, og det er dødsensalvorligt, men der er også noget at glæde sig over. Så jeg tror på det. Jeg er mor. Når man har børn, er man også nødt til at tro på det,” siger hun.

Ingen golf
61 år. Så er langt de fleste ved at overveje, om pensionstilværelsen skal gå med bridge, golf eller eksotiske rejser. Men ikke denne kvinde. For bare otte år siden var hun projektleder for Galathea 3-ekspeditionens (internationalt forskningstogt i 2006-2007) største projekt, og arbejdskalenderen er i dag fyldt som aldrig før.

Bliver du nogensinde færdig?

”Jeg er nået en alder, hvor jeg godt kunne lægge min redningsvest på hylden, men jeg er slet ikke færdig. Jeg ville have solgt min bedstemor for at være så meget som muligt med på Galathea, og mit projekt var der hele tiden. Siden Galathea har jeg været på tre togter, og til næste år har jeg endnu et togt i Nordsøen, hvor jeg igen skal undersøge mine kære fytoplankton, og hvad deres biodiversitet betyder. Jeg tror ikke på, at jeg holder op med at brænde efter at forstå, hvordan havet fungerer,” siger hun.

Og så er der også lige en doktorafhandling – selvfølgelig om de kære små.

”Jeg har skrevet 80 procent af den, og jeg skal ikke i graven, uden den er færdig. Den skal nok også blive til en bog. Så nej, jeg er ikke ved at lukke og slukke. Jeg skal løse mange gåder, inden jeg er færdig. Men jeg kommer aldrig til at løse gåden.”