33årige Vicky Knudsen kommer gående over Vesterbro Torv midt i København – lige rundt om hjørnet fra, hvor hun bor. Hun lyser op, og man er ligesom ikke i tvivl om, at det er hende. På lang afstand er hun et stort smil, og hun er med al sandsynlighed den eneste i en forholdsvis stor radius, som elsker at sætte fingrene i en hestepære. Men det gør hun så snart, hun kan komme afsted med det. Deri findes et væld af liv, og når man hører hende fortælle om det, hersker der ingen tvivl om, hvorfor hun fik tildelt naturformidlerprisen på Naturmødet 2017. Hun ELSKER naturen, og hun elsker i lige så høj grad at dele sin begejstring med andre – og gør det blandt andet i TV2-programmet ’1 døgn 2 hold 3 dyr’, i radioprogrammet ’Vildt Naturligt på P1’ med Johan Olsen, som foredragsholder, naturguide, snart for- fatter og reporter/formidler/vært på dette års corona-online-version af Naturmødet i Hirtshals.

I dag skal vi tale om, hvorfor dansk natur er så fantastisk, hvad hun mener om naturgenopretning, og hvordan hun har det med at være en, ifølge kollegaer, ’vigtig stemme’ i naturdebatten anno i dag, hvor den danske biodiversitet på mange måder er klemt.

Fuglekiggeren
Vi har sat os til rette i et par caféstole, langt væk fra hendes opvækst og også der, hvor hun ser sig selv bo på et tidspunkt – ude på landet. Man kan høre på Vicky Knudsen, at hun har fortalt sin historie mange gange de seneste par år. I takt med, at hun er blevet et kendt navn i naturformidlerverdenen, og at dansk natur har op- levet stigende popularitet, er hun dukket op i et utal af interviews og programmer. Sandsynligvis fordi hun er ualmindelig begejstret for natur, men nok også fordi hun er ung, kvinde og helt sig selv – i kjole, neglelak og store øreringe, for man kan faktisk sagtens ”nørde natur i andet end Fjällräven”, ”ikke at der i øvrigt er noget galt i det”, svinger hun hurtigt ind. Men tilbage til historien – det er som at trykke på play og afspille et bånd, men det er ikke monotont. Det bliver det ikke med hende.

”Jamen jeg er født på Sjælland, og vi flyttede så til Bornholm, da jeg var 10 år. Vores ferier var ofte kanoture i Sverige, hvor vi kiggede efter elge og i bjørnehuler. Mine forældre var ikke nørder, men de kunne bare godt lide naturen og i særdeleshed fugle, og det smittede af. Som barn lå jeg tit nede ved søen og kiggede efter tudser, og som 11-årig var jeg på fugletur til Anholt, og det var bare pissefedt,” siger hun. Fugle var den helt store interesse for barnet, teenageren og gymnasiepigen Vicky – i studenterugen skippede hun fester, fordi hun lige skulle til Jylland og kigge på nogle fugle. Men det var aldrig et problem at være hende nørden, måske fordi hun samtidig var og er enormt social. ”Til fester blev jeg præsenteret som ’hende der kigger på fugle’, og sådan var det. Det var bare en del af mit image, men jeg gad og gider stadig ikke gå klædt i, hvad man nok normalt forbinder med en biolog. Det er i øvrigt mere behageligt at have kjole på, når jeg er ude at nørde om sommeren. Og jeg tror også, det er derfor, at jeg er blevet en inspiration, især for unge og måske især piger,” siger hun og slår sin karakteristiske latter op.

Fra selvkritisk til selvstændig
Hun ville egentlig være arkæolog eller dyrelæge, men disciplinen i skolen led lidt under begejstringen for at tage ud i naturen. Så da hun mødte én der hedder Sune, som præsenterede hende for biologifaget, øjnede hun muligheden for at udleve sin interesse med et studie, der også kunne lade sig gøre med ’fugle-kigger-skolepapirer’.

”Han ved nok faktisk ikke, at han introducerede mig for faget, men han blev min indgang til at søge ind på universitetet. Her kunne jeg nørde igennem, men samtidig var jeg bestemt ikke hende, der var langt fremme på stolen i timerne. Jeg var alt for usikker på, om jeg var klog nok. Den selvkritik bærer jeg stadig med mig, og det er lidt af et benspænd – men den spænder trods alt ikke ben for min formidling. Der er begejstringen for stærk,” fortæller hun.

Vicky Knudsen stødte på et tidspunkt på Morten DD Hansen, der er kendt som en stærk og gerne provokerende natur- stemme, og i øvrigt var han en stor inspiration for den unge, nyudklækkede biolog, og han kommenterede, at her så han et stort talent.

”Talent! Hvad? Mig? Det havde jeg alligevel ikke tænkt mig selv som. Men det tog jeg til mig, og jeg valgte denne vej. Jeg kalder mig også naturformidler og ikke biolog – fordi det er mere sigende for det, jeg laver,” siger hun.

Morten DD hev hende med på et slags standup-projekt for unge, som blev den første store formidlingsopgave. Det var der, at hun – spontan, som hun er – på cirka 10 minutter besluttede at springe hovedkulds ud i at være selvstændig. Uden egentlig at have en plan for, hvor det skulle bære hen, sagde hun sit job op. Det er nu tre år siden, og det er gået afsted i rasende tempo siden da.

”Det er jo enormt privilegeret, at jeg kan leve af at fortælle om det, der interesserer mig allermest. Jeg er så enormt begejstret over evolutionen, og det er den begejstring, jeg gerne vil give videre til andre. Der er også sindssygt mange ting, der bekymrer mig – for det går ad helvede til med naturen.” Hun gør et holdt og fortsætter:

”Nej, jeg må også øve mig i at bande mindre. Nå, men min måde på at håndtere det er at have en positiv tilgang og forhåbentlig smitte af på andre – sådan har jeg altid været. På den måde håber jeg selvfølgelig at gøre en positiv forskel inden for den dagsorden. Jeg kan da også blive tosset, når der sker noget, som jeg synes er helt ude i hampen, og så må man også skære igennem. Men jeg går meget op i at tale pænt til folk,” siger hun.

Vicky Knudsen oplever, at der efterhånden er en almindelig erkendelse af, også politisk, at dansk natur er presset, men der er også opstået en langt større interesse for netop vores egen natur, som også har en masse at byde på. Hvor mediebilledet i mange år har været præget af flotte BBC-programmer fra eksotiske himmelstrøg, så ser vi pludselig danske naturprogrammer i tv-oversigten.

”Jamen den danske natur er lige så fantastisk som al andet natur, vi har bare ikke passet særlig godt på den, og der er ikke så meget vild natur tilbage. Derfor rejser vi langt væk for det. Men der er perler, og der er kommet mange flere inden for de seneste 10-20 år, og det er der stadig flere, der får øjnene op for. Men vi bliver nødt til at stramme op, hvis det skal blive rigtig godt, og vi skal huske, at der også er økonomi i. Jeg er selvfølgelig træt af, at det skal gå op i penge, men sådan er det, og jeg håber, at man så også har for øje, hvor stor en økonomisk gevinst det er med gode naturområder – selvom det det kan være svært at måle på,” siger hun.

En kokasse er ikke bare en lort
Som temaet i denne udgave af Vækst viser, så er der arbejdet med mange naturgenopretningsprojekter gennem de senere år. Projekter, hvor naturen netop er vendt tilbage til områder, der tidligere har været opdyrket eller har været trængt.

”Det, synes jeg selvfølgelig, er enormt positivt. Men det handler jo om, hvad vi vil, og det er en aktiv beslutning, hvilken slags natur, vi skal prioritere. Jeg møder ofte en holdning om, at der da er masser af dyr og planter, som trives rigtig fint, men hvis det er alle generalisterne, vi fremelsker, så mister vi netop den store mangfoldighed, som også giver den mest interessante naturoplevelse. Men jeg oplever heldigvis også, at flere kommuner, virksomheder og også politikere viser interesse for denne dagsorden, og at de rent faktisk lytter til fagfolk, hvilket jeg selvfølgelig mener, er helt afgørende. Det er ikke nemt at lave naturgenopretning, rewilding eller nye naturområder. Det er enormt komplekst. Én art afhænger altid af én eller flere andre arter, og så er der nogle sjældne arter, som er mere afhængige af andre sjældne arter, og det mener jeg, at vi skal værne om. Hvis de forsvinder, står vi tilbage med en fattigere natur,” siger hun og fortsætter:

”Tag for eksempel en kokasse. Der knytter sig cirka 450 arter til en kokasse, direkte eller indirekte, og når man så – som vi har gjort gennem mange år herhjemme  kun har dyr på græs fra april til oktober, jamen hvor skal de arter så gøre af sig selv i mellemtiden? Derfor er det positivt, at der kommer flere projekter med græssere, der er ude hele året. Og vi holder jo stadig øje med dem og tager de dyr ud, der ikke har det godt. Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne nå dertil, hvor ådslet fik lov til at ligge, når vi afliver et dyr, for jeg tror sagtens, vi kan formidle den historie – at det også er vigtigt for økosystemet. Men der er vi ikke helt nået til endnu.” Vicky Knudsen fortsætter talestrømmen, og der er ikke behov for at drysse opfølgende spørgsmål ind.

”Jeg kan godt forstå, at det er svært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, og mange ting tænker vi ikke over – for mange er en kolort bare en lort, og det handler jo ikke om, at nogen er dumme. Det er jo også nemt at tænke, at der var engang, hvor alt bare var fedt ude i naturen, men dengang fyldte mennesker bare ikke så meget, og jorden var langt mere næringsfattig, hvilket mange planter trives bedst med. Sådan ser landskabet ikke ud i dag, og vi må finde ud af, hvad vi så vil. De fleste kan se, når et naturområde er fedt, men hvordan vi når derhen er enormt komplekst. Men vi kan begynde med at give naturen plads på de store områder og give slip på ideen om ordentlighed på de små. For eksempel er der jo ikke meget liv i en nyslået villagræsplæne, men hvis man også tør give lidt slip der, så er vi nået stykke vej. Den udvikling er heldigvis så småt i gang, og det er positivt,” siger hun.

Vi skal sætte pris på naturen
Smilet er for en kort stund forsvundet fra Vicky Knudsens ansigt. Det er et meget godt eksempel på den alvor, der også gemmer sig bare det lalleglade ydre – en betegnelse hun selv bruger. Men hun er helt bevidst om, hvad hun gerne vil opnå med sin smittende begejstring. At vi alle sætter pris på natur i almindelighed og dansk natur i særdeleshed – og har lyst til enten at give vores bidrag til at lade det hele være lidt mere vildt eller at efter- spørge det hos beslutningstagerne. Hendes kollegaer kalder hende ’en vigtig stemme’. ”Jamen det har jeg det godt med at være, men det er også et stort ansvar. Jeg prøver ikke at spille klog om noget, jeg ikke ved noget om, og jeg forsøger ikke at genere nogen med min formidling. Jeg vil bare gerne inspirere, og det er let for mig, for jeg lærer noget nyt hver dag, og jeg bliver benovet over evolutionen hver dag. Jeg kan også godt blive modløs, især når der er situationer som for eksempel, da det meste af en stor koloni af de helt og aldeles fredelige og søde buksebier blev slået ned, fordi de lå i nærheden af en skole. Det er bare så misforstået, for de gør ikke en sjæl fortræd. Men der kom også noget godt ud af det, fordi det var fremme i medierne, og vi fik en platform at formidle fra. Der var for eksempel også en dame på en campingplads, som satte et skilt op, at her var en buksebikoloni, og det var så fint. Selvom baggrunden var trist,” siger hun og fortsætter.

”Men så er der bare så mange andre situationer, hvor jeg bliver helt vildt oplivet. For eksempel har jeg fået de sødeste beskeder fra børn og unge, som vil læse biologi, fordi jeg har inspireret dem. Jeg kan godt se, at jeg er blevet et forbillede, men det var slet en faktor, jeg ikke havde tænkt over inden, jeg for alvor gik i gang med naturformidlingen – jeg ville jo bare gerne, at naturen skulle have det bedre.