Hvis vi kunne lave vores landbrug fra bunden, ville vi så vælge at lave det landbrug, vi har i dag?

Et landbrug, der fylder mere end halvdelen af Danmarks areal, og som gør det svært (umuligt) for os at nå vores miljø- og naturforpligtelser? Et landbrug, hvor størstedelen af markerne bruges til at lave foder til dyr. Dyr, der desuden bliver fodret med mere end halvanden million tons regnskovssoja hvert eneste år. Et landbrug, der står for en stadigt større andel af Danmarks drivhusgasudledninger, hvor so-dødeligheden er stigende, hvor et svin på 100 kg ikke får mere end 0,65 m2 at leve på, hvor frivillige aftaler ikke bliver mødt.

Et landbrug, der truer vores rene drikkevand. Et landbrug, der udleder så meget kvælstof, at det koster os et hav og stiller fiskeriet i en ekstremt svær situation. Et landbrug, der ikke rykker sig, men står stille, alt imens de snakker om, hvor meget de udvikler sig, alt imens deres bidrag til Danmarks BNP er på blot 3,6 %, alt imens erhvervet får mere end 28.000 kr. i offentlig støtte hvert eneste minut.

Hvis vi kunne skabe vores energisektor, præcis som vi ønskede, ville vi så vælge at satse så meget på træbiomasse, som vi gør nu? Vi brænder ekstremt meget træbiomasse af i Danmark, om end det ikke er godt for klimaet at brænde skove af, og om end det er umuligt for biodiversiteten at slå dybe rødder i de plantageskove, hvor produktion, og ikke intakte økosystemer, er målet. Ville vi bygge en energisektor op, hvor der gives mere støtte til afbrænding af biomasse, end der gives til udbygning af havvind mellem 2020 og 2030, hvis vi kunne starte forfra? Det kan være fint at brænde restaffald fra tømmerproduktionen af, mens vi er i en transition fra fossile brændsler til ægte grønne energikilder, såsom sol og vind, men det omfang, hvormed vi brænder skov af i danske ovne, er gået for vidt.

Den pointe, jeg gerne vil lave her, er, at vi har et valg, og at det ikke står skrevet i sten, at vi skal fortsætte i den retning, vi kører i nu. Danmark kan godt vende skuden. Vi kan starte med at kigge på, i hvilken retning vi sender de mange hundrede millioner offentlige støttekroner, der hvert år finder vej til energisektoren og landbruget. De her penge bestemmer. Vi kan også skynde os at få CO2-afgiften installeret på landbruget, så det kan betale sig at sænke sine emissioner. Incitamenter har det med at virke – vi har netop set det i aktion på resten af industrien, og nu støtter Dansk Industri op om en klimaafgift på landbruget (og skovbruget).

Desuden kan vi lytte til Klimarådet og udlægge langt større områder til urørt natur – i biodiversitetens, klimaets og miljøets navn. Ja, der må stadigvæk gerne være produktionsskov, og ja, der må stadigvæk gerne være landbrug, men det nye vil være, at grønne behov prioriteres (for vores egen vindings skyld), og at vores land derfor vil stå over for nogle ændringer, hvis vi vil den bæredygtige dagsorden.

Hvad end vi kigger på landbruget eller brugen af træbiomasse i Danmark, er vi nemlig et ekstremt land, der viser andre lande, hvordan de ikke bør gøre, hvis de vil give naturen, klimaet og/eller miljøet gode kår. Vi har dog en gylden mulighed for at skubbe verden i en ny retning, for hvis et ekstremt land som vores viser, at man godt kan få nye og grønne boller på suppen, mens man vender skuden, så må det i den grad siges at være et inspirerende eksempel på, at alle lande kan omstille sig, hvor langt ud i retning a eller b de så end er kommet.