Publiceret 24.05 2021

Medlemmernes naturkanon

I 2018 blev 15 steder rundt om i hele Danmark udvalgt af en jury til Danmarks Naturkanon. 15 fantastiske steder – men selvom vi har et lille land, så rummer det mange, mange flere perler. Derfor laver vi ’Hedeselskabets Naturkanon’, hvor du har mulighed for at dele dit yndlingsnatursted i Danmark.

Du kan indstille dit bidrag ved at sende en mail eller en til vaekst@hedeselskabet.dk, hvor du forklarer hvorfor netop dette sted fortjener at blive optaget i vores naturkanon. Kriteriet er, at det er et offentligt sted, som alle har tilgang til. Der er selvfølgelig fede præmier på højkant.

De ti udvalgte steder bliver omdrejningspunktet i et tema i Vækst, hvor vi håber, at du vil mødes med en Vækst­udsending og fortælle om dit forhold til netop dette sted. Fortællingen om, hvad det er, at netop dette sted byder på, indgår også i bedømmelsen.

Juryen består af: 

RASMUS WILLUMSEN

Forretningsudvikler, HedeDanmark

Yndlingsnatur: BORUP HEDE
”Jeg har holdt af og interesseret og arbejdet med skov hele mit liv. Én af mine yndlingsplettter er Borup Hede ved Simested Ådal. Det er en rigtig flot hede med store, bløde lyngpletter og den er omkranset af skov. Det fine her er, at der er åbne arealer sammen med skoven. Her er natur og produktion i skoven, naturpleje, kultur – benyttelse og beskyttelse. Og så er her også et flot vandløb med havørreder. Nu glæder jeg mig til at se jeres yndlingspletter i naturen.”

DORTE DALGAARD

Radiojournalist og selvstændig podcastproducer og vært på bl.a. ’Danmarks Naturkanon’

Yndlingsnatur: MØN OG BYEN
”Jeg har to slags. Det ene er Ulvshale på Møn, med en fantastisk tur i Ulvshale Skov, strandengen med sort hugorm og lærkesang og stranden. Her er den skønneste udsigt, som giver ro i sindet. Så er der hverdagsnaturen i byen, som jeg elsker ligeså højt. Om det er travle gråspurve i en hæk ved søerne, eller at høre nattergalen på en cykeltur gennem Amager Fælled. Det er min yndlingsnatur – luksusversionen og hverdag. Hvad er din?”

MARTIN ANDERSEN

Skov- og landskabsingeniør i Landskab og Anlæg, HedeDanmark

Yndlingsnatur: HVOR VAND MØDER LAND
”Jeg arbejder med naturgenopretning i det åbne land, herunder etablering af vådområder, vandløbsrestaureringer, klimaprojekter og naturpleje- projekter. Min favoritnatur er der, hvor vand møder land, om det så er ved kysten, bred- den af søen eller i ådalen. De naturtyper, som opstår her har utrolig stor diversitet i flora og fauna, hvilket jeg synes ekstra spændende. I forbindelse med mit arbejder er jeg så heldig at se rigtig mange danske naturperler, og nu glæder jeg mig til at se jeres.”

INGE SPLIID BECH

Vækst-redaktør, Hedeselskabet

Yndlingsnatur: KONGENSHUS MINDEPARK
”Da jeg begyndte at arbejde hos Hedeselskabet, kendte jeg intet til Kongenshus Mindepark, men jeg må bare sige, at det er blevet et af mine yndlingssteder. Her kan man få en fornemmelse af, hvordan det meste af Jylland tog sig ud engang – det er en ret storslået naturoplevelse, men også fordi kulturhistorien bliver ganske nærværende med udstillingen ’Hedens Ansigter’ og stenene i mindedalen, hvor min egen familie er repræsenteret. Det minder mig om, at jeg er en del af noget større.”