Enrico Mylius Dalgas

Slægten

Enrico Mylius Dalgas er efterkommer fra én af de franske Hugenotfamilier, der flygtede fra fædrelandet i 1685. 

Tipoldefaderen Antoine Dalgas udvandrede til Schweiz, og først med bedstefaderen Jean Marc Dalgas (1756-1811) kom Dalgas-familien til Danmark. Bedstefaderen var uddannet som præst og virkede som sådan ved den reformerte kirke i Fredericia. Bedstefaderen var gift med en borgmesterdatter fra Eberfeld i Tyskland.

Jean Marc Dalgas var ikke alene menighedens åndelige vejleder, men tillige en aktiv rådgiver på mange fronter. I sine efterladte skrifter beskriver han nøje, hvorledes jorden skal dyrkes i vekseldrift med tobak eller kartofter for at få jorden ren, og derefter med hvede og rug. Han behandlede gødningsspørgsmål, han skrev om håndværk og handel og om afgifter og rettigheder. En særdeles praktisk anlagt personlighed, der vedkendte sig arven fra hjemmet i Lausanne, hvor han i sine drengeår havde set moderen som den flittige bondekone, der skulle varetage hjemmets tarv.

Præsten havde en stor børneflok, hvoraf Jean Antonie, E. M. Dalgas’ far, rejste til Napoli og ernærede sig som forretningsmand. Han blev i 1813 gift med Johanne Tomine Stibolt, datter af kammerherre, kommandørkaptajn Andreas Henrik Stibolt. Faderen døde, da Enrico var 7 år, og moderen tog til Danmark, hvor børnene blev opdraget.

Uddannelse og ansættelse ved vejvæsenet

E.M. Dalgas valgte officersvejen og deltog i krigene 1848-50 og 1864. I den første mistede han to brødre.

Fra at have gjort tjeneste ved artilleriet blev han vejingeniør, og mange strækninger i Jylland skyldes hans arbejde. Dalgas opnåede rang af oberstløjtnant, og senere, da vejvæsenet gik over til civiladministrationen, blev han assistent hos overvejsinspektøren med bolig i Århus, og han afløste denne i 1885.

Ansættelsen i hæren og vejvæsenet gav Dalgas hans egentlige levebrød, og han blev således i stand til at udføre sit arbejde i Hedeselskabet gratis. Samtidig havde ansættelsen meget stor betydning for hans udvikling. Ledelsen af store vejanlæg lærte ham at administrere og at arbejde sparsommeligt.

Ved de omfattende jordbundsundersøgelser og gennemskæringer, som vejbygningen medførte, fik han dyb indsigt i de øvre jordlag i hedegnene. Gennem sine mange rejser og nivellementer fik han indsigt i Vestjyllands terrænformer og vandløbsforhold.

Deltagelse i vurderinger af den skade, vejanlæggene medførte på markjorder og afgrøder, lærte ham at bedømme mange forhold vedrørende landbruget, og ved at færdes blandt befolkningen blev han kendt med dens meninger og ønsker, samtidig med at han vandt sig venner og hjælpere.

I befolkningen var der stor interesse for hedesagen, og der var i 1866 hele tre forsøg på at danne selskaber til de jyske heders opdyrkning.

Hedeselskabets grundlæggelse

Den 28. marts 1866 blev Det danske Hedeselskab stiftet på "Hotel Royal" i Århus. Etableringen kom som led i en naturlig udvikling. E.M. Dalgas, overretsprokurator Georg Morville, godsejer F. Mourier-Petersen og andre fremsynede mænd så, hvor det bar hen, og satte sig for at organisere og samle kræfter, der allerede arbejdede mod det samme mål, nemlig etablering af kunstige enge, opdyrkning og tilplantning på heden.

Hvad var da grunden til, at selskabet fik så stor levedygtighed og blev en betydelig virksomhed, allerede mens Dalgas levede? Et rammende svar er givet af professor A. Oppermann i 1895: "Fordi dets ledende Mænd med en lykkelig Haand fandt de rette Midler til at vække den store Befolknings saa vel som Hedebondens Interesse for Sagen; fordi de valgte en Arbejdsmaade, der lod Energi og Dygtighed bøde paa Mangelen af Driftskapital; endelig fordi der iblandt dem fandtes en Mand, som kunde og vilde sætte alle Kræfter ind på at være administrerende Direktør."

Dalgas - en ivrig skribent

Sporene af Dalgas’ flittige indsats skal naturligvis findes fortrinsvis i hedeegnene, hvor han færdedes ud og ind i over 200 dage om året utrættelig beskæftiget med at yde vejledning til alle, der havde brug herfor, men da han samtidig var en flittig forfatter med et forfatterskab på over 1000 sider fordelt på bøger, pjecer og artikler vil selv en ufuldstændig gengivelse af titlerne give et godt indblik i den imponerende bredde i viden han besad, ligesom et enkelt opslagstal vidner om efterspørgslen.

I tiden fra 1866 og indtil Hedeselskabets tidsskrift udsendte sit første nummer i efteråret 1879 udsendte Dalgas selv en række publikationer:

• Oversigt over hederne i Jylland, 1866
• Geografiske billeder I og II, 1967-68
• Vejledning til træplantning, 1871
• Den dybe reolpløjning, 1872
• En hederejse i Hannover, 1873
• Anvisning til anlæg af småplantninger, 1875 og 1883, i alt 50.000 eksemplarer
• Hedemoser og Kærjorder, 1876
• Om engvandring, 1877
• Om plantning i Jylland, 1877
• Hederne og deres Kultivering, 1878

Senere fulgte artikler med emner som mosekulturer, kartoffeldyrkning, gødningsanalyser, skovhistorie, snyltesvampe, imprægnering af tømmer, arbejdskolonier for straffede mennesker, renovationsvæsen mm.