Artikel

Tekstilhaven, Skals Højskole

Hedeselskabet arbejder aktivt for naturen – nu og i fremtiden. Ud over at støtte nye initiativer har vi genbesøgt en række projekter, der tidligere har modtaget støtte, for at se, hvilken forandring indsatserne har skabt. Hvordan har et stenrev fx påvirket havmiljøet? Hvilken forskel gør et grønt byrum for lokalsamfundet? Hedeselskabets mål er ikke kun at bidrage økonomisk, men også at inspirere andre til at søge støtte til projekter, der skaber værdi for både natur og mennesker.

Udgivet den 22. august 2025

Artiklen er en del af vores tema: Projekter genbesøgt

Af Alberte Gry Thomsen

Om

En kedelig græsplæne på Skals Højskole er blevet forvandlet til en levende, blomstrende tekstilhave. Her mødes biodiversitet, bæredygtighed og undervisning i farvning og tekstile håndværk. Haven er både læringsrum og åndehul og bliver brugt til undervisning, produktion, afkobling og sanselige oplevelser. Det er et projekt, der forener natur, fag og fællesskab.

Før

Efter

Hvor?

Haven ligger midt på højskolens grund i Skals, som er en lille by tæt på Viborg.

Hvorfor?

Projektet udsprang af et ønske om at skabe et mere levende og fagligt anvendeligt udeområde.

- Det startede med, at vi alle tænkte på at lave noget med den der rigtig kedelige græsplæne, som vi brugte to gange om året til rundbold, fortæller Helle Mogensen, forstander på Skals Højskole.

Samtidig kom det skolen for øre, at der blev udbudt puljer til projekter med fokus på biodiversitet, og derfra begyndte projektet at rulle.

Start

Projektet blev igangsat i 2019, og plantninger og anlæg foregik løbende under og efter coronanedlukningerne. En egentlig indvielse blev holdt, da træerne var sat i jorden i sommeren 2020.

Mål

Målet har været at skabe en læringshave med fokus på plantefarvning, tekstilmaterialer og sanseoplevelser.

- Vi arbejder jo meget med tekstil og farver, og her kan man gå ud at hente inspiration og materialer eller bare finde ro, siger forstanderen.

Haven giver mulighed for at se og forstå plantefibre som fx hør og for at observere, hvordan grøftekantsplanter kan anvendes til farvning, dekoration og læring.

Hvem og hvad?

Planen blev skitseret af skolens ansatte og kredset op i samarbejde med fagfolk fra bl.a. Dalgas. Skolen og dens personale stod selv for størstedelen af arbejdet som anlæg, beplantning, opmærkning og videreudvikling.

Der er plantet træer, bærbuske og farveplanter, anlagt stier, skabt en sø og opsat redskabsskur og kompostplads. Alt er tænkt i funktionel og æstetisk samklang med undervisningen.

Støtte fra Hedeselskabet

Hedeselskabet har doneret 118.000 kr. til projektet. Midlerne muliggjorde bl.a. plantning af større træer og sø-anlægning.

- Det var virkelig fantastisk. Pludselig havde vi nogle træer, der var store og ikke bare pinde i jorden, så visuelt skete der rigtig meget fra starten af, forklarer Helle Mogensen.

Forløb

Projektet har udviklet sig organisk over tid og tilpasses løbende år for år. Haven er præget af både faglighed og personligt engagement. Nogle kursister har bl.a. doneret stauder, og ansatte har malet murstensskilte med plante- og farvenavne.

- Den ene idé giver den næste. Og vi har havemænd, der bare bliver ved, til det virker, siger forstanderen.

Status

Haven fungerer i dag som læringsrum for højskolens tekstilfag, særligt inden for plantefarvning og hørproduktion. Der er oprettet bistader, så skolen kan sælge sin egen honning. Fuglehuse og biodiversitetsvenlige tiltag er også tænkt ind i anlægget. 

"Det er blevet et sted, hvor man kan finde sit eget lille rum, og hvor man også kan sidde med strikketøj eller et glas rødvin

Helle Mogensen

Forstander på Skals Højskole

Haven er også til stor gavn for skolens køkken, da der er et væld af spiselige blomster, bær og krydderurter. De farverige blomster bliver flittigt brugt som pynt på alt fra salater til kager, hvilket giver både smag og visuel glæde i madlavningen.

Alt bioaffald fra køkkenet komposteres i to store beholdere og bliver genanvendt som næring i haven.

Slut og fremtid

Haven er i drift, men aldrig ’færdig’. Den udvikler sig med højskolens liv og faglighed.

- Det fantastiske ved haven er, at vi aldrig bliver færdige. Det, der lykkes i år, giver nye idéer til næste år, afslutter forstanderen.

Der er planer om at udvide med flere roser, forbedre forholdene i søen og videreudvikle på beplantning til både undervisning og sansning.

Få viden, nyheder og invitationer i din indbakke

Nyhedsbrevet er til dig, der gerne vil lære mere om natur og miljø – og som gerne selv vil gøre en forskel. Vi lukker dig digitalt ind i vores foreningsliv og viser, hvordan vi dagligt arbejder for at benytte og beskytte naturen. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyeste nyt, invitationer og tips og tricks til fx øget biodiversitet.

Dine medlemsfordele

Hedeselskabets forening er et fællesskab med dedikerede medlemmer med interesse for benyttelse og beskyttelse af naturen. Der er mange gode grunde til at være medlem af Hedeselskabet – her har du fire af dem:

Netværk

Som medlem bliver du en del af et stærkt, fagligt interessefællesskab, som består af en bred kreds af fagfolk, beslutningstagere, studerende og andre med interesse for natur, klima, bæredygtighed og biodiversitet.

Viden

Som medlem modtager du Hedeselskabets magasin VÆKST fire gange årligt. Du får i VÆKST ny viden og faglig indsigt i naturpleje, klimatilpasning, bæredygtighed og biodiversitet samt adgang til fysiske og digitale arrangementer og digitale platforme.

Oplevelser

Som medlem kan du deltage i Hedeselskabets mange arrangementer. De er gratis for medlemmer og giver faglig viden, indsigt, netværk med ligesindede samt mulighed for at deltage på en årlig jagt og en fisketur.

Indflydelse

Som medlem kan du foreslå, hvilke projekter Hedeselskabet skal støtte med midler fra medlemspuljen, ligesom du selv kan søge midler. Du har også mulighed for at stemme, når der er valg til Hedeselskabets repræsentantskab, som er vores øverste myndighed.

Se dine medlemsfordele

No products in cart